Afghanistan hold 2 - Pårørende brev nr. 3

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af Hans-Christian Mathiesen chef, oberstløjtnant

Nu skal mange af jer snart sige farvel til jeres soldat. De sidste fridage er ved at være overstået, og rejsen til Afghanistan står for døren. Forkommandoet på ca. 60 soldater er nu vel ankommet til Camp Bastion.

Vi har netop fået vores sovepladser og er begyndt at danne os et indtryk af lejren. Men det er svært. For når det er mørkt i Helmand herude i ørkenen, så er det meget mørkt!

Farvel på Vibevej
Jeg skal ikke hernede fra Helmand fortælle jer, hvordan I siger farvel. Det ved I bedst selv. Men jeg kan fortælle lidt om, hvordan vi selv gjorde det hjemme i Fensmark, hvor jeg bor med min kone, Pernille, og min datter Amalie på 11 år.

Jeg har de sidste år arbejdet i Forsvarskommandoen, hvor jeg næsten kom hjem fra arbejde hver dag. Godt nok kørte jeg tidligt og kom oftest sent hjem, men jeg kom hjem.

Siden 1. juli har jeg været chef for Opklaringsbataljonen på Bornholm, men vi er blevet boende på Vibevej i Fensmark nord for Næstved. Derfor har vi nok vænnet os til at sige farvel - enten om søndagen eller tidligt om morgenen mandage.

Det har vi jo også været nødt til den seneste tid. For vi er sikkert ikke den eneste familie, der har indtryk af, at udsendelsen har været i gang i flere måneder. Men i tirsdags, da jeg tog af sted, gjorde vi egentlig, som vi plejer. Vi krammede hverken længere eller mere intenst, end vi plejer. Og vi har i løbet ugen snakket om, at det fungerede rigtigt godt. For os alle sammen.

Ikke på trappen
Mange af jer har prøvet det før. Men der er også nogle, som skal prøve det for første gang. Uanset hvad, så skal I sige farvel på en måde, der bedst passer til jer. Men lad være med at gøre det ude i lufthavnen. Nu er historierne om hold 1's resultater begyndt at komme ud i medierne.

Derfor kunne jeg godt forestille mig, at journalister får nys om, at rotationen er i gang og kommer til lufthavnen. Eller hvor I nu tager af sted fra. Så I kan bedst beskytte jer selv og reservere afskeden for jer selv, hvis I tager afsked et andet sted end på trappen op til flyet.

Mens vi er ved medierne
Mange af jer har måske allerede set DR TV-Avisen eller TV2 Nyhederne fredag aften. Det er dramatiske billeder af danske soldater i kamp i Musa Qaleh. Men det er også billeder af professionelle soldater, der er gode til at passe på sig selv, og som kan deres kram. Det skal I huske på, hvis I er bekymrede over udsigterne til, at hold 2 også skal ud at operere i Helmand-provinsen på et tidspunkt.

Jeg har tidligere sagt - og det står jeg ved - at hold 2 ikke melder sig klar, før vi er færdige med en sidste afpudsning af formen. Og vi er først lige kommet til lejren og er i gang med at lære så meget som muligt af hold 1, inden de vender næsen hjemad til nogle meget
velfortjente fridage. De har godt nok gjort det flot. Og passet godt på sig selv. Og alle os med lederansvar, vi vil gøre alt for, at hold 2 gør det lige så godt.

Forstærkninger
Tingene flytter sig hernede. Vi har hjemmefra fået forstærkninger med, blandt andet i form af pansrede mandskabsvogne. Men vi kan ikke pansre os ud af enhver risiko. Risikoen vil altid være der. Og ingen er mere opmærksom på det end os. Men når vi melder os klar, så er vi godt rustet til både at løse opgaverne og passe godt på os selv.

Nu går vi på forkommandoet i gang med at forberede ankomsten for de efterfølgende rotationer. Nogle skal til Kandahar Air Field (KAF). Andre skal herud i ørkenen i Camp Bastion (CB). Vi glæder os til at blive samlet og komme i gang med forberedelserne.

Godt på vej
Jeg har puttet billeder ind fra turen herned. Vores tur har haft en del mellemstationer. Men vi er da kommet frem. Jeg kan huske, at der var lidt bøvl med fly til tiden og håndtering af passagerer og bagage i Københavns Lufthavn tidligt på sommeren.

Hvis nogle var ude at rejse på den tid, har de helt sikkert fået testet deres tålmodighed. Men det er for ingenting at regne med flyselskabet hernede. Det hedder Maybe Airlines med mottoet "Vi når det nok i morgen".

Men det er nu ikke af ond vilje, at flyvningerne er lidt ustabile. Det skyldes, at vores allieredes flyvemaskiner har pokkers travlt. Og når der ikke altid er flyvemaskiner nok, så opstår der forsinkelser.

- Tjah, de har jo ikke ændret hjemrejsedatoen, så uanset at vi ikke er nået frem til den planlagte tid, så er vi nu en dag tættere på hjemrejsen, konstaterede den altid veloplagte eskadronschef tørt nede i Kandahar. Og det har han da så evigt ret i.

Jeg kan i øvrigt love, at så snart vi ved noget mere præcist om, hvornår vi vender snuden hjemad, så bliver I de første til at høre om det her i nyhedsbrevet.

Efter tørke kommer regn
Der er ikke noget, der er så skidt, så det ikke er godt for noget. Så selvom det aldrig er sjovt at sige farvel, så bliver der alt andet lige et stort goddag at se frem til om nogle måneder. Og I skal vide, at jeres kære allerede er savnede hernede, så de får en varm velkomst og travlt lige fra det øjeblik, de sætter fødderne i Helmand og Kandahars støvede omgivelser.

Hav det godt. Vi høres ved…

Netop kravlet ud af flyveren i Kabul efter 8-9 timers flyvning med mellemlanding i Istanbul.

Mange nye indtryk skal foreviges. Her fra Kabul lufthavn.

Den afghanske version af bagageudlevering.

Uden mad og drikke duer heltene ikke.

På vej fra "hotellet" i Kabul til Kandahar.

Det kan faktisk godt være hårdt at rejse!