Afghanistan hold 2 - Pårørende brev nr. 8
Camp Bastion, Afghanistan. 28. oktober 2006
Af: Oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen.
Fra Kandahar til Bastion
Det meget omtalte og længe ventede forstærkningsbidrag har nu fundet hjem.
Vi har ventet længe og spændt. Lige fra store transportfly begyndte at lande på KAF for et par uger siden. Med tilbageholdt åndedræt stod en ikke helt lille modtagelseskomité fra det Nationale Støtteelement og DANCON og ventede på vores pansrede mandskabsvogne. Og for nu ikke at skulle skrive det for mange gange, håber jeg på tilgivelse for en lille forkortelse - PMV - rigtig soldaterlogik for Pansret MandskabsVogn.
Det første transportfly med PMV i lastrummet ruller ind på P-pladsen i KAF.
Første PMV’er på jorden
Det var et rigtigt imponerende syn, at se disse gamle russiske kæmper komme anstigende med vores nye køretøjer. Utroligt hvad der kan gemme sig i maven på de moppedrenge.
Her er flyet netop rullet ind til fuldt stop og har åbnet bagtil med bagenden af en PMV synlig.
Her er det så ganske vist. Et styk dansk PMV sætter bælterne på afghansk jord
Men ankomsten af PMV’erne begyndte et hektisk forløb med optælling af køretøjerne og alt deres tilbehør i form af våben, værktøj, mørkekampsudstyr osv. Desværre viste det sig, at der var og er en del mangler. Men det slog ikke hverken det Nationale Støtteelement eller DANCON ud. Udefra Camp Bastion kom mekanikerne flyvende for at give en hånd med i klargøringen. Og efterhånden som PMV’erne blev klarmeldt på motor, elektronik og våben blev de overdraget til besætningerne.
På med arbejdstøjet
Besætningerne var i forbindelse med rotationen blevet fløjet direkte til KAF i stedet for at komme til Helmands ørken. Nu var tiden med besøg på Burger King, den amerikanske kantine, Tim Huttons (canadisk kaffebar) og Green Bean (amerikansk kaffebar) overstået, og nu skulle der trækkes i arbejdstøjet. Og der blev gået på med krum hals og en skøn cocktail af støv og sved.
Danske og britiske soldater samlet om deres panser under uddannelse på KAF.
Jeg har jo tidligere beskrevet de her breddegrader som mere end almindeligt støvede. Og nu blev det ganske vist. Hver gang vi er ude at køre, så kommer der vist nok nogle kendte ansigter hjem igen, men ansigtstrækkene gemmer sig bag et tykt lag støv. Men intet er så skidt (eller støvet), så det ikke er godt for noget. Det fine støv er rigtigt godt til at slibe tænderne hvide. Så vi behøver ikke bruge i dyre domme for at få renset gebisset.
På sightseeing i Kandahar og Helmand
En af de interessante udfordringer for DANCON har været, at forstærkningen sådan set lander det forkerte sted. For PMV’erne skal bruges sammen med resten af ørkenholdet fra Camp Bastion. Så derfor skulle vi lige ud på en 175 km køretur, der gik igennem så interessante steder som Kandahar (tidligere hovedstad i Afghanistan), Panjawi-distriktet (målområde for operation Medusa og tidligere Taleban højborg) og Gereshk med broen over Helmand-floden.
Nu skal der jo nok være en skarpsindig iagttager, der kunne finde på at beskylde nogle hjemme i Danmark for at være rigtige dårlige til at planlægge. Men her iler jeg Forsvaret til forsvar. For de store fly på billederne ovenfor kan slet ikke lande på den grusbane, som vi har ude ved Camp Bastion. Derfor var der ikke noget alternativ til at køre det sidste stykke vej.
Danske PMV og britiske svensk-byggede VIKING ved indgangen til Camp Bastion efter veloverståede 175 km.
Det samme gjaldt for vores britiske kollegaer. De har også det sidste stykke tid fløjet pansrede køretøjer af typen VIKING ind til KAF. Så vi slog pjalterne sammen og besluttede os for en fælles forskydning af i alt 32 køretøjer. PMV’er, VIKING’er og en enkelt bjærgningsvogn, der kørte fra KAF den 21. oktober om morgenen. Og hvorfor skulle I nu vente så længe på den nyhed? Det skyldes, at briterne har fået så
mange VIKING, at de ikke kan flytte det hele på en gang. Så de har kørt ad to omgange. Og i anden ombæring var der også lettiske SISU (pansret hjul mandskabsvogn af Piranha-typen) og lidt flere danskere med.
Norseman på tur med VIKING
Vi har fra DANCON side gjort meget for at støtte vores britiske venner. I forbindelse med forskydningen har vi stillet vores Forward Air Controllere (FAC) til rådighed for begge kolonner, både den med de danske PMV’er og den med de lettiske SISU.
Den danske FAC bliver kaldt Norseman, som er et gammelt britisk ord for ”en mand fra norden”. Det har givet anledning til smil rundt omkring, at Norseman er med for at beskytte VIKING. Og når vi så tænker på, at marchmålet er DANELAGEN LINES, så er det nordiske og danske fingeraftryk fuldendt. Og man kan grine lidt af det, men der skal ikke så meget til at gøre os stolte herude. Og vi ved, at indsatsen bliver påskønnet af vores allierede. Og Norseman er et navn, der er godt ”brandet” af hold 1. Rent faktisk så blev en af vores forgængere kaldet intet mindre end verdens bedste FAC.
Over stok og sten
Endelig oprandt så dagen, hvor vi skulle ud på den store tur. Forud var gået mange dage med vedligeholdelse, prøvekørsel, indøvelse af taktiske procedurer og skydning med vores tunge maskingeværer fra PMV. Der er også blevet øvet skydning med morter og store 12,7 mm geværer, som vores ammunitionsryddere har med.
Hele kolonnen af danske og britiske køretøjer klar til afmarch tidligt om morgenen 21. oktober.
Da vi kom ned til sidste klargøring af PMV om morgenen, var det dejligt at blive mødt af andre danskere, der var stået tidligt op for at sige farvel til os. Tanken var at køre ud af hovedvagten ved solopgang.
Vi blev lidt forsinkede fra start, da vi ventede på såkaldt ”top cover”. To helikoptere, der fra deres ophøjede position er i stand til at fortælle os om, hvis der foregår noget mistænkeligt længere fremme af ruten.
Ud over flytning af PMV havde turen også til formål at lave ”show of force”. Derfor blev der kørt i dagslys. Vi ønskede, at de lokale selv kunne se, at vi forstærker ISAF i Helmand. Det kan ingen længere være i tvivl om. Kolonnen af pansrede køretøjer fyldte flere kilometer.
Det er faktisk pænt
Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle, men vi var alle spændte på, hvad der ventede os.
Risiko er der jo altid, når vi bevæger os ud. Omvendt sad vi jo pakket ind i panser og plade. Men for mit eget vedkommende glædede jeg mig til at se lidt mere af det land og de lokale, som vi er hernede for at hjælpe.
Lad det være sagt med det samme. Kandahar er ikke som en pæn og ordentlig dansk provinshovedstad. Og folk er fattige. Børnene render rundt på bare tæer. Kvinder så vi kun få af. Eller det vil sige, vi så burkaer. Men alligevel sad jeg på min PMV og nu i skrivende stund med en fornemmelse af, at her er der faktisk rigtigt gode muligheder for at skubbe udviklingen i rigtig retning.
Rundt om, hvor der er frugtbart nok, dyrker afghanerne alle mulige slags afgrøder.
Desværre også endnu nogen, der kan ryges. Og her tænker jeg ikke på tobak. Men mange valmue- og marihuanamarker kan jo også bruges til andre afgrøder.
Reklamer fra en af de store pladser i det centrale Kandahar. Og ja, det er en Coca Cola reklame.
Nedbrud i centrum
Og lige som jeg sad der og nød tilværelsen og havde en god fornemmelse af, at vi var kommet godt i gang, så fik vi havari.
De af jer, der har oplevet, at bilen hjemme strejker med hylende unger på bagsædet og en utålmodig svigermor ved destinationen med en steg, der allerede har fået alt for meget, har sikkert oplevet en eller anden lettere grad af stress. Jeg tror uden sammenligning, at besætningen på min PMV nu er forberedt optimalt på fremtidige
motorstop hjemme i Danmark.
På vej rundt i en kæmpe rundkørsel inde midt i Kandahar mistede køreren pludselig styringen. Og hvor PMV’en skulle have drejet, havde den pludselig kurs direkte mod en cykeltaxi og en større forsamling lokale inde på fortovet. Heldigvis var Junior hurtig på bremsen. Ellers kunne det være gået rigtigt galt.
Men så holdt vi der. Og motoren mistede olietrykket og gik ud. Der blev meget stille. Og rigtig mange afghanere blev vældigt nysgerrige. PMV’en foran var dog hurtig og kom os til undsætning. To wirer i på fronten og af sted det gik på slæb. Men den samlede ekvipage kunne ikke længere køre så hurtigt, så der skete selvfølgelig det, der ikke
måtte ske. Kolonne brækkede over i to.
Nu var der aldrig rigtig nogen fare, fordi vi såmænd var rigeligt med tilbageværende køretøjer til at forsvare os, hvis det skulle blive nødvendigt. Men når man ikke er forberedt på at køre forrest, så skal man pludselig til at læse kort i en pokkers fart.
Heldigvis blev vi hurtigt samlede igen og kørte samlet ud til et punkt, hvor vi kunne trække bælterne af den havarerede PMV, så den kunne bugseres hele vejen til Camp Bastion.
Tværs gennem talebans højborg uden episoder
Bortset fra et lidt for tidligt havari af en PMV, gik det faktisk ganske smertefrit. Og der var god lejlighed til at studere landskab, byer og det miljø, som vi kørte gennem. Jeg så mange digitale kameraer stikke ud overalt på vores køretøjer. Her var der virkelig for en gangs skyld nogle landskabsmotiver, som ikke vil være intetsigende, når vi kommer hjem.
Familie med deres fåreflok i Panjawi-distriktet. Her er jorden frugtbar til forskel fra omgivelserne ved Camp Bastion.
Afghanerne er foretagsomme. Og posten hjemme er tit forsinket. Nu kan DANCON hold 2 dokumentere, hvorfor!
Se blot nærmere på, hvem der er kørt ind på tanken her på Hovedvej 1 i Kandaharprovinsen.
Ude godt - hjemme bedst
For de af os, der var kommet flyvende til KAF, var det helt rart at gense Helmandprovinsen igen. For det første fordi det betød, at vi snart var fremme ved Camp Bastion.
For det andet, fordi vejen bliver meget bedre med nylagt asfalt til forskel fra de hullede betonplader, som kørte på tværs gennem Kandahar-provinsen. Og for det tredje fordi jer var mulighed for at kaste et blik på Helmand-floden, som er livsnerven her i provinsen.
Al bebyggelse ligger i nærheden af floden. Flodens vand giver liv til markerne og til beboerne. Apropos vand, så kan det godt være vanskeligt at holde sig efter flere timers skrumlen af sted på afghanske landeveje. Her er et stemningsbillede fra et kort holdt i
ørkenen før Helmand-floden.
Vi passerer over Helmandfloden, hvor børn bader, fædre vasker biler og hvorfra vand hentes til både husholdning og marker. Men den er
forbavsende ren alligevel.
Nu har vi så forstærkningen fremme i Camp Bastion. Og vi har allerede længe været i gang med at forberede os på de kommende opgaver. Nu vil jeg køre i pit.
Pas godt på jer selv…
Venlig hilsen
H.-C.