Irak 9 orienteringsbrev nr. 2

Basrah den 25. maj 2007

Kære pårørende. Herved følger som lovet ved pårørendearrangementet, dette næste brev.
Selvom vi mente, at vi havde haft travlt i tiden op til det sidste brev, kan vi konstatere, at denne periode har budt på den samme intensitet.

Alle i eskadronen er blevet udfordret, men vi står tæt sammen og løser alle opgaver.

Pårørendearrangementet var en kærkommen lejlighed, for at kunne vise jer, det vi fordriver tiden med hernede. Der blev også udvekslet hilsner og breve ved lejligheden. Delingerne havde alle gjort meget ud af, at vise de ”bedste” sider af sig selv.
 

En eskorte af 35 lastvogne kræver hele enheden

Siden sidst har vi gennemført et stort antal patruljer i området. En stor del af dem har bestået af at komme ud og uddanne de nye irakiske sikkerhedsstyrker. Jo før de bliver klar, des hurtigere kan de tage over fra os.

Vi har ligeledes gennemført et antal ”strikes”. Disse er operationer, som har til formål at opsøge et sted, hvor der befinder sig militante modstandere og evt. våben. På en af disse operationer lykkedes det bataljonen at fange en højtstående modstandsleder.

Ved samme lejlighed blev en af eskadronens delinger beskudt. Den svarede resolut igen og fik ram på modstanderen.

Eskadronen har igen deltaget i et antal eskorteringer af personer, som skulle til eller fra missionsområdet. Men efter lukningen af den oprindelige grænseovergang mellem Irak og Kuwait, er turen nu blevet væsentligt længere. Derfor flyves personerne nu i videst muligt omfang, for at mindske antallet af dage på vejen for eskadronen. Det har givet os nogle kærkomne dage i lejren. De er blevet brugt på marchtræning, undervisning i krigens love, repetition af førstehjælp og vedligeholdelse af vores hårdt prøvede materiel.

Dagene i lejren går yderligere med idræt, hvile, vask af tøj, skrive breve, mails eller beskeder. Og så selvfølgelig operation Bronze. Den går i korte træk ud på at slikke så meget sol at husarerne bliver brune som bronzestatuer inden hjemkomsten til Danmark. Enkelte er faktisk nået ganske langt med det projekt.

Som ”midtvejsrekreation” har eskadronen gennemført et antal R&R-ture til Kuwait. R&R betyder Rest and Recreation. Formålet er, at man trækker soldaterne ud af missionsområdet og lader dem få lidt rekreation i et ikke operativt område. Turene var meget populære og indeholdt elementer som vandland, hotelophold, shoppingcentre og god mad på restaurationer. Alt sammen for at lade batterierne op og afhjælpe den træthed der opstår, når man arbejde hårdt i et presset miljø.
 

Husarerne på et hotel i Kuwait. Sundt for sjælen

Turene gik godt, og vi pusler med snedige planer om at tage chancen, når den forhåbentligt snart byder sig igen.

I den forgangne tid indtraf også den episode som i alle har fulgt i medierne derhjemme. Den 14. maj blev vores søsterkompagni angrebet under en opgave i byen Al Harta.
Her blev anden deling afskåret og måtte søge tilflugt i et hus for at behandle en hårdt såret kammerat.

Under forsøget på undsætning blev første deling angrebet med en vejsidebombe og et baghold. De fik fem sårede og måtte trække sig tilbage, uden at kunne undsætte de andre inde i byen.
To engelske enheder og vores eskadron blev indsat for at frigøre de bundne enheder. Englænderne evakuerede den omringede deling og vi forstærkede den anden deling.

Eskadronen blev indsat i et angreb frem til området, for at forsøge at bjærge den ramte vogn ud. I området kom vi i hård ildkamp med et stort antal modstandere. Vi kunne ikke få vognen med ud, og vi frigjorde igen. Selvom vi ikke fik vognen med, fik modstanderne kamp til stregen og vigtigst af alt: Alle stod distancen og levede op til forventningerne. En opsiddet spejdereskadron besidder en stor kampkraft, og vi ved nu alle, hvad vi kan præstere, når det for alvor gælder.

Desværre stod den hårdt sårede Dragon ikke til at redde, og han døde af sine kvæstelser.
Dette medførte stor sorg i eskadronen, da der er et godt kammeratskab imellem de to enheder. Vi har selv prøvet at miste en god kammerat i eskadronen og kender derfor følelserne på alle niveauer.
Det gjorde mig meget stolt at se, hvor meget jeres kære forsøgte at hjælpe de ramte kammerater i den svære stund. Med alt fra hilsner og gaver til besøg på felthospitalet.


Piranha fra eskadronen indsat i Al Harta

Ved repatrieringen deltog hele bataljonen, så alle kunne tage en værdig afsked med Henrik Nøbbe.
Situationen i området er den, at en ny engelsk brigade er ved at overtage ansvarsområdet. Det betyder at vi inden for et afgrænset tidsrum skal til at overdrage vores område til dem. De danske
aktiviteter er enten så småt ved at være afsluttet eller flyttet til faciliteter inde på vores egen base.
Livet i lejren går som det plejer. Maden er ganske god, men begynder at blive lidt triviel.

Som temperaturerne stiger, bliver belastningen på personer og materiel også større for hver dag. Så vores mekanikere, forsynere og kontorfolk arbejder stadig i døgndrift for at få tingene til at virke. Temperaturen har ramt 50 grader nu.


Det nye forsvarssystem mod IDF ”FALANX”

Lejren bliver stadig beskudt med ”Indirect Fire”. Den danske lejr er ikke blevet ramt. Heldigvis. De forskellige tiltag imod beskydningen har effekt, men kan ikke forhindre beskydningen helt. I de seneste dage har der foregået en styrkekamp mellem engelsk artilleri, fly og landstyrker mod de irakiske modstandere.

Seneste tiltag er et amerikansk anti-missil system, som kan skyde raketter og granater ned i luften, før de rammer basen. Dette skal være operativt inden for få dage fra nu.
Efterhånden har vi vænnet os til beskydningerne og fundet en daglig rytme. Men vi ser frem til opstarten af det nye system.

Som jeg også skrev sidst, har vi også i denne periode haft meget travlt. Vi har løst mange opgaver af forskellig karakter og har bestået dem alle. Det er en eskadron i topform, og jeg er svært stolt af at være chef for denne enhed. Så længe humøret og gejsten er i top, kan intet standse os. Det er godt, for der er jo trods alt et stykke tid til udsendelsen er forbi, og en masse spændende opgaver på vej.

Mere om det i det næste brev. På eskadronens og egne vegne sender jeg herved de bedste hilsner til jer derhjemme fra den sydlige bastion.
Nu er vi (endelig) nået halvvejs.

Wilhelm Elsang
Major
Eskadronchef