[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af Nikolaj Grøn, presseofficer

De nye lette mortérer har nu været indsat gentagne gange i det sydlige Afghanistan. Og de har gjort en forskel. Det er første gang i nyere dansk militærhistorie, at mortérer har været anvendt offensivt i kamp.

- Let mortér har givet os mulighed for at skyde på længere afstande og mod mål, der er skjult bag murer og bygninger. Derfor har det været et godt og effektivt støttevåben under de hårde kampe i Afghanistan, siger chefen for 2. lette opklaringseskadron, major Christian Mogensen.

De lette mortérer var tænkt at skulle tilgå enhederne medio 2007, men er blevet indført allerede i 2006, for at de skulle være til rådighed for de udsendte soldater. Den lette mortér er et helt nyt våben i hæren og afviger væsentligt fra de gamle mortérer.

Den førende ekspert på hærens nye lette mortér, Michael "Mike" Johnsson fra Hærens Ildstøtteskole, har faktisk oplevet, at det på enkelte områder har været en fordel, at man ikke var uddannet på de gamle mortérer, fordi de nye er så anderledes.

Uddannet i både Danmark og Afghanistan
Den danske mortérsektion blev grunduddannet på den lette mortér før afrejsen fra Danmark og færdiguddannet i Afghanistan. Mortérsektionen var ikke med på eskadronens første operation i Helmand, fordi de ikke var klar. Mortérsektionen blev færdiguddannet i Afghanistan af Michael Johnsson fra Hærens Ildstøtteskole. Uddannelsen var meget intensiv og krævende og fortsatte, indtil der ikke var tvivl om, at mortérsektionen var klar til indsættelse. På de efterfølgende operationer har mortérsektionen vist, at den kan håndværket, både hvad angår hurtighed og præcision.

Alle førere og observatører i den lette opklaringseskadron er uddannet i påkald og ledelse af ild fra mortérer og artilleri. Både som et led i deres generelle føreruddannelse og som et led i deres virke ved opklaringsbataljonen. I forbindelse med den aktuelle mission i Afghanistan er førerne blevet trænet i påkald og ledelse af ild under den missionsforberedende uddannelse på Bornholm, og det er også blevet trænet hernede inden operationen.

- Påkald og ledelse af ild, når man selv bliver beskudt for alvor, er svært at træne hjemme. Det har vi måtte lære i kamp med taleban, siger eskadronschef Christian Mogensen.

Soldat ramt under kampe
Eskadronen er blevet støttet af specialuddannede observatørhold, men de øvrige førere ved eskadronen er uddannede indenfor ildledelse, og under kamphandligerne er der opstået situationer, hvor det er de øvrige førere, som har haft den bedste position til at lede ilden mod fjenden.

- Under en kamp med taleban landende en mortérgranat i nærheden af egne styrker, og en britisk soldat fik et snitsår på næsen. Vi er lykkelige for, at der ikke skete noget alvorligt, siger Christian Mogensen.

- Alle erfarne soldater ved, at den slags kan ske under intense kamphandlinger. Om man så har trænet i årevis, vil der altid kunne opstå fejl under kamp. Tingene går rigtigt stærkt derude, og det er krigens vilkår.