Krisehjælp

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Af kaptajn Jasper Vilgaard, presseofficer.

Når tragiske og chokerende hændelser sker, er det en selvfølge, at man gør noget for at bearbejde dem. Vi ved vist alle, at man ikke blot må lukke det inde med deraf følgende risiko for, at det hober sig op. I vores internationale missioner har krisehjælpen derfor meget stor fokus, og både soldater og førere er uddannet til at være opmærksomme på, at ingen får lov til at gå for sig selv med eventuelle problemer.

I vores dagligdag her i Helmand oplever mange af os flere forskellige niveauer af kriser. I det daglige er man hele tiden bevidst om, at man er væk hjemmefra i det halve år.

Nok er man sammen med kammerater og venner og arbejder sammen med dem, men der er dog hele tiden et afsavn. Nogle kan tackle det ved at tale med vennerne eller ved at holde kontakten hjem så ofte som muligt, eller begge dele, mens andre har brug for at tale med en helt udenforstående person. Blandt andet derfor er der feltpræster med på missioner helt ude i de spidse ender.

Feltpræsten er den ven, som alle kan gå til. Han er lydhør, og man ved, at intet af det, man siger, kommer videre i systemet, hvis det ikke ønskes. Vi har to præster med. De har primært knyttet sig til de to mekaniserede kompagnier og er meget vellidte. Så vellidte, at der  bliver lavet ”kirker” til dem i de primitive lejre i Green Zone, hvor soldaterne opholder sig, og deres gudstjenester er et hyggeligt og befriende afbræk i dagligdagen.

Stabschefen, major Morten Larsen, er meget opmærksom på den bekymring, de pårørende giver udtryk for.

Udover dagligdagens små ”kriser” oplever vi jo desværre også større kriser, som eksempelvis den tragiske ulykke der ramte vores enhed den 24. februar. Umiddelbart efter en sådan ulykke samles alle involverede personer og eventuelt også andre, der føler behov for det, for at tale det hele igennem.

Alle kan komme til orde og dele deres frustrationer og oplevelser med de andre. Netop sådanne situationer, som ingen ønsker sker, har alle soldater faktisk øvet hjemmefra, og hele processen følges og koordineres af enhedens egne førere, og det giver erfaringsmæssigt enheden et godt udbytte på sigt.

Samtidig bliver forsvarets psykologberedskab aktiveret hjemme i Danmark, og et hold sendes hurtigst muligt til missionsområdet. I de svære tilfælde kræver det oftest mere end blot et kammeratligt skulderklap at komme videre: Det kræver mere samtale, mere forståelse for hvad det hele betyder, og det kræver nogle værktøjer til at håndtere krisen. Disse værktøjer har psykologerne med sig i bagagen.

Den beskrevne proces blev iværksat og er gennemført efter den triste hændelse, og  i går, mandag, har psykologholdet fra Danmark forladt soldaterne fra kompagniet og er på vej hjem. De har således fulgt kompagniet tæt og talt med alle dem, der har ønsket det, og lyttet til alt. Mens kompagniet meget fokuseret fortsætter sin opgaveløsning i missionsområdet, er planen for psykologerne, at de vender tilbage igen i april måned på et mere rutinepræget besøg ved enhederne.

Psykologernes umiddelbare kommentarer var, at kompagniets arbejde med hinanden, endda før psykologerne nåede til dem, har været rigtigt godt. Psykologerne har rost enhedens egne interne debriefing meget højt og vurderet, at enheden er blevet bundet endnu mere sammen om deres fælles opgave og mål.

Psykologholdet fra Danmark rykker ud på ubestemt tid og vil altid forblive ved enheden, indtil det ikke har mere at udrette med soldaterne. Det faktum, at de allerede er på vej tilbage, er et tegn på, at netop den gennemførte bearbejdelse og samling af styrken har båret frugt. Naturligvis vil oplevelserne aldrig blive glemt, men hændelsen er blevet bearbejdet blandt kammeraterne, og soldaterne kan igen sætte fokus på den opgave, de er kommet til Helmand for at løse, og som de er gode til.

Som bataljonens stabschef, major Morten Larsen, udtrykker det: ”Vi er hernede alle sammen meget opmærksomme på, hvor svært soldaternes familier hjemme i Danmark har det med oplevelsen, for hvad er mere naturligt end at ville hjælpe sin egen kære soldat i triste situationer, men vi kan love dem derhjemme, at vi hernede gør alt, hvad der overhovedet står i vores magt, for at vores, og deres, soldater, skal komme hele gennem oplevelsen og dermed også igen være klar til at håndtere de opgaver, som de er så gode til at løse.”