Nyheder
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
De danske styrker i Helmand-provinsen i Afghanistan kan nu blive transporteret mere behageligt men alligevel sikkert. For første gang har det danske forsvar fået, hvad der nærmest kan betegnes som en bombesikret bus.
Det er en container med sæder til 17 passagerer, der kan placeres på en af de nye ekstra sikrede lastbiler, forsvaret også får leveret i øjeblikket. Containeren er specialfremstillet, blandt andet med armering, så selv uden passagerer vejer den 13,3 tons.
- Den kan holde til selv en meget stor mine. Og skulle den af en eller anden grund ryge af lastbilen, er vi alle spændt så godt fast, at vi roligt kan tage en kolbøtte. Lige meget hvordan vi lander, kan vi altid komme ud, for der er tre nødudgange, fortæller konstabel Thomas, som er personelcontainerens første ”stewardesse”.
Indretningen i ørkenens nye ”bus” minder lidt om et fly. Der er også en ”stewardesse”, men Thomas serverer dog ikke undervejs.
Den lille vogn med servering er der ganske vist ikke, men ellers er sammenligningen med et passagerfly lige for. Thomas, der er den første container-kommandør, sidder i containeren sammen med passagererne, Han skal sikre, at alle er spændt rigtigt fast, at de får sikkerhedsinstrukser inden afgangen, og skulle noget gå galt undervejs er han trænet i at få alle ud i god behold. Han har også hele tiden radiokontakt med køreren ude i førerhuset.
Containeren har kun to små vinduer, så det er ikke meget passagererne umiddelbart ser af landskabet, men der har konstruktørerne også hentet inspiration fra luftfarten. Foran nogle af sæderne er der en lille tv-skærm, hvor passageren kan skifte mellem fire forskellige kameraer udenpå køretøjet.
Der har været frygt for, at passagererne skulle blive køresyge af at være lukket inde i kassen. Men der var i hvert fald ingen på jomfruturen fra Camp Bastion til den danske hovedbase Price, der blev dårlige.
- Jeg ved ikke om det skyldes indretningen, men jeg faldt simpelthen i søvn straks efter, vi havde fået sikkerhedsinstruktioner. Jeg sov hele vejen, siger kaptajn Anders, da han sætter fødderne ned på jorden efter den godt 40 kilometer lange tur.
Alternativet til personel-containeren er, at passagerne skal køre med pansrede mandskabsvogne (PMV’er). Alt efter indretning kan de have op til seks passagerer, så med den nye container er det ikke så mange køretøjer, der skal i aktion for at flytte mange personer.
Desuden er der den meget store forskel, at i containeren er det stort set lydløst bortset fra lyden fra aircondition. Og så kommer intet støv ind. I den pansrede mandskabsvogn skal man have høreværn på, og det fine ørkenstøv bliver dænget ned over passagererne, hvor det trænger ind gennem selv de tætteste tørklæder over mund og næse.
Logistikchefen, kaptajn Søren, kan ikke love, at den nye personelcontainer vil blive brugt særligt meget til de almindelige transporter til FOB Armandillo. Her vil man prioritere at få plads til mest muligt gods.
Den nye ”bus” bliver dog ikke sat ind i fast rutefart til alle fremskudte baser i det danske ansvarsområde, oplyser kaptajn Søren, som er chef for logistiksektionen i den danske bataljon.
- Når vi har transporter ud til vore fremskudte baser, prioriterer vi gods. Hvis vi skal have personel-containerne på en af lastbilerne, så kan vi ikke have så meget gods, og der skal alligevel altid PMV’er med som beskyttelse, så passagerer kan lige så godt være med der. Men personel-containeren bliver meget nyttig, når vi skal transportere mange mennesker på en gang. For eksempel i forbindelse med udskiftning af holdet eller når vi får mange besøgende, som ikke umiddelbart kan beskytte sig selv, siger logistikchefen.
Personel-containeren er special-fremstillet til Det danske Forsvar, og udviklingen af den har været i gang gennem to år.
Den nye personelcontainer er pansret ligesom de nye MAN SX-lastbiler, den kan monteres på. Det betyder, at køretøjet kan klare at køre på selv ret store miner.
FAKTA |
|