Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Flagdag ved GHR
Af Kaptajn Nikolaj Lindberg
Solen skinnede ned gennem spredte skyer på Bornholm, i Slagelse og i København på årets flagdag. De ellers så kække husarer var fattede og stille til paraderne. Der blev kigget indad og reflekteret, på mindet om de dage vi som udsendte brugte i Danmarks tjeneste, og på mindet om de af vore kammerater der aldrig kom hjem…
Dette års flagdag blev for Gardehusarregimentets vedkommende markeret hele tre steder i landet.
March gennem københavn.
I København var der traditionen tro kontingentmarch fra Livgardens Kaserne gennem byen til parade på Rådhuspladsen. I takt med at pladsen blev fyldt med ISAF hold 13, der i dagens anledning var iklædt ørkenuniform, samlede de pårørende sig omkring paraden. Chefen for Hærens Operative Kommando, Generalmajor Agnar Rokos, åbnede paraden med at byde hold 13 velkommen hjem. Han glædede sig over det veludførte arbejde, og ikke mindst at alle kom med hjem i live. Søren Espersen (MF) og overborgmester Frank Jensen greb også lejligheden til at takke soldaterne. I dagens anledning uddeltes to medaljer for sårede i tjenesten, hvilket må siges at være et glædeligt, lavt antal.
Kransenedlæggelse på Gardehusarkasernen.
Gardehusarkasernen i Slagelse var i år rammen om størstedelen af regimentets deltagelse i flagdagen. Under Dannebrogs vejrende skygge talte oberstløjtnant Kenneth Petersen, der i dagens anledning bestred stillingen som fungerende regimentschef, til sine husarer. Oberstløjtnanten understregede flagdagens vigtighed. I sin tale mindede han husarerne om at Danmarks udsendte, er mennesker, der bevidst har truffet det valg, at sætte deres liv og helbred på spil for at gøre verden et bedre og sikrere sted. Sammen lagde han og ceremoniofficer major Klaus Hauder en krans ved mindesmærket for regimentets faldne.
Droningen ankommer til Almegård Kaserne.
På Bornholm valgte Hendes Majestæt Dronningen i år at beære regimentet med et besøg. Efter Kongeskibets ankomst til Rønne Havn blev Majestæten, eskorteret af regimentschef oberst T. M. Paulsen og Hesteskadronens beredne eskorte, bragt til mindesmærket for faldne fra alle myndigheder. Her holdt borgmester Winni Grosbøll en kort tale om flagdagens rolle, som en hyldest til de der yder eller har ydet en indsats for Danmark internationalt, inden Majestæten blev eskorteret videre til regionskommunens officielle velkomst på Rønnes gamle amtmandsgård. Med velkomsten overstået fortsatte Dronningen til Almegårds Kaserne, hvor der i dagens anledning afholdtes en parade, ikke blot i anledning af flagdagen, men til minde om Opklaringsbataljonens faldne husarer. I paraden og de pårørendes nærvær ærede Dronningen de faldne ved at lægge en krans ved kasernens mindesmærke, en intim og værdig hæder fra hele det samlede Gardehusarregiment til de faldne kammerater, som har ydet det dyreste offer af alle.
Droningen ærer de faldene.
Flagdagen 2012 går for Gardehusarregimentet og ikke mindst Opklaringsbataljonen over i historien som et godt minde om vores ærede faldne og en påmindelse om ansvaret og alvoren i vores daglige virke. Nok en gang fik vi understreget vigtigheden af, at vi alle en gang årligt stopper op og ser hinanden og vores familier i øjnene. At det i år blev med Dronningens opbakning er særligt unikt og ærværdigt for os alle.