Triumferende husarer i Heide

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Triumferende husarer i Heide
Stampersonel fra HESK og V/GHR, tog til Tyskland for at erhverve den eftertragtede tyske skyde-udmærkelse: Schützenschnur.

Bang – mit sidste skud af netop afgivet. Jeg drejer hovedet og kigger på sikkerhedsbefalingsmanden. Kommandoen ”Entladen” gives bestemt. Jeg aftager magasinet, og lader sikkerhedsbefalingsmanden, der nøje overvåger min våbenbetjening, kigge ned i kammeret. Låsen skydes frem, og aftræk med det velkendte klik høres. En god mavefornemmelse breder sig. Jeg opnåede minimum 2 traf i hver fase, af denne skydning.
Vi er i Tyskland igen. Denne gang for at erhverve den meget eftertragtede tyske Schützenschnur, som er tyskernes pendant til vores danske gevær-udmærkelsestegn, som også kan erhverves i graderne GULD, SØLV eller BRONZE.



I starten af marts måned, fik jeg overraskende via mail, en helt officiel invitation fra Landeskommando Schleswig-Holstein.  Et hold, bestående af op til 12 husarer, var hermed inviteret til Tyskland, for at deltage i en skydekonkurrence. Heimatschützbatallion 813 fra Heide, inviterede til Schützenschnur-schiessen… ”Yes”, tænkte jeg – endelig en rigtig officiel invitation. Forud herfor, er der gået 5 år, hvor jeg løbende har snakket med alle de tyskere jeg kunne komme i nærheden af, og forsøgt, at få dem til at invitere os. Meldingen var dog ofte, at den slags skole-skydninger, med skydning på 10-delt ringskive osv., gennemfører tyskerne ikke rigtigt mere. Bundeswehr fokuserer i dag, i langt højere grad på CQB-skydninger, og handlebaner mhp. INTOPS osv. Derfor har det været så utroligt svært, at finde nogle tyskere, der til stadighed gennemfører Schützenschnur-schiessen.
  
UZI-maskinpistol
Vi ankom til Wulf-Isebrand Kaserne ved 16-tiden. Vores tyske værter tog utroligt godt i mod os. Vi blev registreret og fik udleveret vores indkvarteringsnøgler. Mild latter og fagligt militærsprog på dansk, kunne høres fra ét af kontorerne. Det viste sig, at der også var inviteret hjemmeværns-soldater fra Danmark. De skævede lidt mistroisk til os. Sikkert fordi vi optræder så korrekt og reglementeret, og fordi -  vi jo er de ”professionelle”. Vi faldt dog hurtigt i snak med dem. Vi var ca. 27 personer fra Danmark.
Fredagens program gik i gang. Vi blev alle opdelt i hold, og på velkendt vis, med stations-princip, og tysk præcision - blev vi alle introduceret for, og kort brugeromskolet, til de tyske håndvåben, som vi skulle skyde med næste dag.



Dagens overraskelse var, at vi lørdag også skulle prøve at skyde med 9 mm UZI-maskinpistol.  Skydning med UZI-maskinpistol indgår ikke i selve Schützenschnur mærkeskydningen, men tyskerne anvender stadig UZI-maskinpistol, MP2, i tjenesten. Derfor, skulle vi selvfølgelig prøve. Jeg fik forklaret, at det primært er besætninger på pansrede køretøjer, der har udleveret MP2 som tjenestevåben. Dette skyldes selvfølgelig den sammenklappelige kolbe.
I AGSHP (Ausbildungsgerät Schießsimulator Handwaffen/Panzerabwehrwaffen), som er en skydesimulator, fik vi gennemført, og bestået de obligatoriske skydninger, før der kan gives tilladelse til at skyde med skarp ammunition. Vi var faktisk så gode, at instruktøren på et tidspunkt hurtigt gik videre til gruppe-skydninger. Vi gennemførte nogle af de skydninger, de tyske soldater skyder, inden de udsendes til eksempelvis Afghanistan. Da aftenen sluttede ved ca. 23-tiden, var vi alle trygge ved at betjene det tyske gevær G36. Vi havde nu vænnet os til det tyske optiske sigte, og ikke mindst fået træning i, at have begge øjne åbne, når der benyttes rødpunkts-sigte til skydning, på kort afstand. Jeg er sikker på, at alle tænkte på morgendagens program, inden de faldt i søvn.

Målskiven i gaffel
Ved ankomst til Gaushorn skydebane, lørdag morgen, var der på den store metal-port ophængt et stort Dannebrog. Endnu en gang fik vi danskere en varm og hjertelig velkomst. Vi blev opdelt i 4-mands hold, og turnus gik i gang. Vi kunne høre første pistolskud smælde, præcist kl. 08:00.
Egentligt skulle vi først gennemføre en opvarmningsskydning, med gevær G36. Men omstændighederne medførte, at vi (mit 4-mands hold), – lige på og hårdt – fik lov til at starte dagen, på den bane, hvor den gældende geværskydning blev afviklet. Opnåede man eksempelvis kun point til BRONZE, kunne man, uagtet de andre skydninger, kun få Schützenschnur i BRONZE. Samme princip, som vores fysiske core-test, hvor laveste score, i én core-øvelse, afgør om man består til niveau 1, 2 eller 3.
Min nærmeste målskive på 200 mtr. stod i skyggen.  Jeg havde store problemer med overhovedet at se sprængskyen. Efter tredje skud, havde jeg end ikke målskiven i gaffel... I netop denne fase af skydningen, har man kun 4 skud, og skal opnå traf i min. 2 skiver – så allerede her, var jeg faktisk ude !
Som tidligere KVG-skytte, er jeg trænet til at traffepunkts-korrigere, og observere nedslag m.m., og frustrationen meldte sig også straks… ”det er bare løgn, det er fandme løgn det her”, tænkte jeg. Men fortsatte, og ramte herefter alle de resterende skiver på kortere afstand, både ved brug af det optiske sigte, og rødpunkts-sigtet. Jeg bestod ikke min geværskydning !
Jf. tyske bestemmelser, må man gennemføre den gældende geværskydning, maksimalt 3 gange. Dette ”tilbud” benyttede flere skytter sig af. Heller ikke alle hjemmeværns-soldaterne, ramte alle målskiver på 200 mtr.
Sikkerhedsbefalingsmanden smågrinte lidt, sikkert af mig - da jeg gik hen til ham igen. Jeg var klar til endnu et forsøg med gevær G36. Han kunne tydeligt huske mig, fra første gevær-skydning, hvor jeg ikke ramte mine første målskiver. Nu, lidt klemt ved situationen, for jeg skulle jo bestå geværskydningen. Jeg påsatte magasinet, og tog ladegreb, afsikrede, og koncentrerede mig om vejrtrækningen m.m. Sigtebilledet og rækkefølgen på skiverne, kunne jeg nu huske. Det lykkedes denne gang. Det lykkedes mig at score max. point. Held eller forstand, måske en begge dele ?
Frokost på skydebanen var transportkost, og bestod af en slags tyk suppe med brød, og tilhørende pølse. Vi er jo i Tyskland. Det smagte udmærket, og måltidet blev hastigt indtaget. Alle var ivrige efter, at komme ud og gennemføre de resterende skydninger. De andre grupper, nåede vi kort at snakke lidt med, og høre om deres oplevelser og udfordringer, i de forskellige skydninger. Flere havde desværre problemer med geværskydningen !


 
Stormende skytter
på 25 mtr. afstand ventede os. Jf. reglementet skal der skydes på skive nr. 8, der måler 85 cm i højden og 50 cm i bredden. figurskiven illustrerer en knælende skytte. Med pistol P8, og 6 patroner i eet magasin, skal der skydes både liggende, knælende og stående. Jeg havde på www.youtube.com set gennemførelse af skydningen, så jeg vidste præcist hvad der ventede, og jeg glædede mig til netop denne skydning.
Filmklippet viser 2 skiver, der kommer frem i 6 sekunder. Man skal nå at skyde begge skiver, liggende. Sikre pistolen, rejse sig op og straks indtage knælende skydestilling, afsikre pistolen og herefter være klar til at de 2 næste skiver kommer frem, i  6 sekunder – og igen, slutteligt fra stående skydestilling.
Til min store forbavselse, blev vores pistol-skydning slet ikke gennemført på tid, og heller ikke på skive nr. 8. I stedet skulle vi skyde på 3 stk. skive nr. 7, placeret ved siden af hinanden, som illustrerer en stormende skytte. Skive nr. 7 er faktisk lidt større end skive nr. 8, hvilket jo egentligt kun øger chancen for traf.
Lidt nervøst kiggede vi på hinanden… Vi skyder jo aldrig med pistol, og da slet ikke liggende, eller knælende. Ingen af os havde tidligere, prøvet at skyde skarpt med den tyske pistol P8. Fornemmede at vi alle var lidt spændte og betænkelige ved situationen… Alligevel fik de fleste max. point, i netop denne skydning. Og smilene begyndte at brede sig.

Bling til uniformen
Weekenden havde budt på mange gode oplevelser. Vi fik eksempelvis set en lille udstilling med forskellige mine- og granat-typer. Og vi gennemførte alle en lille handlebane, med tysk NVG påsat vores hjelm, hvor vi skulle indhente informationer fra et hastigt forladt HQ, der viste sig at være luremineret. Og selvfølgelig gennemført diverse skydninger i skydesmiulator, til vi faktisk ikke orkede mere.
MJ C.S. Pojezny, og skydeudvalget i SLGI, skylder vi en stor tak - for støtte i form af betalt deltagergebyr m.m. Den gode kontakt til Heimatschutzbatallion 813 er nu skabt - og de har lovet mig, at jeg igen vil modtage en invitation, næsten gang der gennemføres en Schützenschnur-skydning, med deltagelse af udenlandske enheder.
"Im Namen der Bundesrepublik Deutschland verleihe ich (vores grad og navne) für besondere Leistungen im Schießen die Schützenschnur in (Gold / Silber / Bronze).

Für den Bundesminister der Verteidigung. Schlubat, Oberstleutnant und Stabsoffizier für Reservistenangelegenheiten im Landeskommando Schleswig-Holstein”

var de meget officielle ord, oberstløjtnant Schlubat bestemt oplæste, da vi alle stod i retstilling til ”award ceremony”. I dette øjeblik, var vi utroligt stolte over det flotte resultat. Weekenden indbragte i alt 8 x GULD og 1 x SØLV, og vi havde alle repræsenteret Gardehusarregimentet, på fornemste vis. Jeg er sikker på, at vi i fremtiden vil tænke tilbage på denne forårsdag i Heide, hvor vi på succesrig vis, følte vi triumferede.

Fakta:
Schützenschnur er 45 cm. lang, og kan erhverves 3 grader; GULD, SØLV eller BRONZE.
Schützenschnur, kan spores tilbage til 1721, hvor den prøjsiske konge Frederich Wilhelm I – havde ønske om, synligt, at belønne sine bedste skytter.
Tidligere skulle Schützenschnur årligt generhverves,  for at måtte bæres på uniformen.
I perioden fra Reichswehr til Wehrmacht, indtil 1945, kunne Schützenschnur erhverves i 12 forskellige grader og udgaver.
Den eftertragtede schützenschnur i sin nuværende form, blev indført i 1965. Bæretilladelse meddeles for bestandigt, dvs. så længe man er tjenestegørende.
Schützenschnur bæres i Bundeswehr kun af mannschaften und unteroffiziere (NATO rank code: OR-1 til OR-4).
Schützenschnur, må bæres på vores danske uniform M/69. Se UBH,  kapitel 10.