[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Skrevet af Dragon Trædeballe 3 deling.

Mandag d. 24-08-15!
Vi fik en forklaring af, hvordan de forskellige huller
skulle graves, samt hvad et BSO indeholdte, og hvordan man opholder sig i sådan et.
Derudover hørte vi lidt fra chefen, om hvad vi kunne forvente os af FELT 1. Dagene skulle
gå med uddannelse i BSO-tjeneste, i overlevelse samt ende ud i en afsluttende udfordring,
som var en overraskelse. Vi fik fortalt hvad udgangssituationen var, så vi alle var bedst
forberedt. De fleste af os virkede spændte, men også klar til kamp!!



Tirsdag d. 25-08-15!
Første dag i felten. På med al oppakningen og afsted. Efter en mindre gå tur, ankom vi til
det område, hvor vi skulle oprette vores BSO. Efter vi fik sikret området 360 grader, som vi
jo altid gør i felten, skulle vi i gang med at grave. Da vi alle er dygtige og arbejdsvillige
dragoner, stod vores BSO klar på ingen tid med alt fra nærforsvar og sporplan til vagt-/
befalingsmandsstade (VB stade) og nærsikring/adgangskontrolpost (AKP). Nattens mørke
kom hastigt nærmere og nu begyndte sporplanen at give mening. Man kunne intet se ud
over de hvide striber i jorden. På trods af manglende fjendtlig aktivitet, umådeligt trist vejr
og mørke, som vores øjne havde svært ved at vænne sig til, var humøret dog højt. Vi
gjorde klar til at tage på patrulje, hvor vi skulle opleve, hvor nemt man blev afsløret af lyde,
lys og bevægelse. Da vi kom tilbage til vores BSO begyndte vagtplanen for nærsikringen -
her skulle vi huske at bruge KIG (kendeord, identifikation og genkendelse), som sikrede
ingen fjendtlig indtrængen.

Onsdag d. 26-08-15

“Alarm lydløs” blev der sagt, og så var det ellers op og på med tøj, basis osv. uden lyd og
så på alle fire hen i vores nærforsvar. Dagen begyndte med et yderst delikat morgenmåltid
fra vores feltration, hvorefter alle vores lommer blev tømt for alt, hvad der hedder snacks
og lignende. Fra nu af var der ikke noget, der hed rygsæk, for de næste 24 timer stod i
overlevelsens tegn, og alt spiseligt måtte forefindes i naturen!
Vi fik pakket alt sammen, så der ikke stod nogle bivuakker eller lignende fremme, da vi
forlod vores BSO!
Vi gik en lille tur hen til en sø, hvor vi skulle have en morgendukkert i kampuniform og
kondisko - sikke en forfriskning. Det var ikke så nemt at tørre igen bagefter, da vi ikke så
meget til solen disse dage. Derfor viste vores dygtige sergent os, hvordan man kunne
varme sig og blive en smule mere tør, hvilket dog ikke var muligt på lidt under en time. Det
kaldes en finsk sauna, og det er ikke dumt, når man fryser!
Ingen feltøvelse uden lektioner. Den første lektion omhandlede Basic Search
(enkeltpersons search og flere personers search), hvor vi blev klogere på, hvordan vi
håndterede uanmeldte personer. Dagens anden lektion omhandlede overlevelse: hvad kan
man finde af mad i naturen, hvordan laver man bål osv.!
Efterfølgende begav vi os ud i naturen for at finde mad - alt det blev til var lidt
brændenælder og en stak dunhammere. Da vi kom hjem til BSO’et spottede vi hurtigt
nogle poser med kartofler, løg og gulerødder, som vi skulle klargøre på bålet til vores
aftensmad. Det var vel nok ærgerligt, da vi sådan havde glædet os til den
brændenældesuppe. Denne nat i nærsikringerne var noget mere livlig end gårsdagens. De
to grupper i delingen skulle på patrulje henholdsvis kl. 2 og kl. 3. En tur rundt om de andre
delingers BSO’er med forsøg på at trænge ind i fjendens lejr. Den ene mere succesfuld end
den anden.



Torsdag d. 27-08-15!
ALARM ALARM, blev der råbt omkring kl. 5, og så var der ellers fuld fart ud i vores
nærforsvar. Fjenden var trængt ind på os, og der lød skud. For første gang skød vi udenfor
skydebanen i åben ildkamp - det var vidst en forløsning for mange af os at prøve. Da der
kom ro på igen, fik vi lov til at finde resterne af vores feltration frem og spise lidt
morgenmad. Sådan et par tørre skiver rugbrød er ikke så dårligt til sammenligning med
dunhammere og brændenælder. Nu var det tid til at nedbryde vores BSO og pakke alle
stumper sammen. Derudover var der jo lige et par huller som skulle fyldes igen. Det var
næsten hårdere end at grave dem op, men det blev gjort og humøret var stadig højt.
Taskerne blev smidt op i lastbilen og så begyndte hjemturen!
Vi ankom til et nyt skovområde, hvor vi skulle indøve indtræden til BSO og skydestillinger.
Det brugte vi et par timer på, inden vi skulle gøre os klar til rex-øvelsen - ugens udfordring!
Grupperne blev sendt afsted efter hinanden med godt og vel 5 minutters mellemrum, og så
gjaldt det bare om at få hele gruppen igennem banen hurtigst muligt. Den gruppe i 2
eskadron der kom igennem på kortest tid ville selvfølgelig vinde en præmie. Der var fuld
knald på igennem vand, skov, rør osv. Det var ikke en mulighed at give op, om så man
skulle kaste op, måtte dette gøres i løb. Vi kom alle igennem og så kom vi til det ellers så
tiltrængte bad. Alt skulle skrubbes, så det var bare under bruseren i fuld mundering. Da vi
så nogenlunde anstændige ud begyndte vedligeholdelsen af udstyr og våben. Omkring kl.
14 var der en lille overraskelse. Hele 2 eskadron stod samlet, og så var der grillmad til alle
mand. Lige hvad man trængte til, en fornøjelse uden lige. Derudover blev
sergentaspiranterne lige testet, da de fik besked på at pakke deres ting igen og gøre klar
til 3 dage mere i felten. Det var en udmærket test, hvor nogle hoppede fra. Resten af
dagen stod på vedligeholdelse, og det var som en skrue uden ende. Der var julelys i
øjnene, da hver mand lagde sig i sin egen seng med formodningen om at få lidt flere
timer denne nat!



Fredag d. 28-08-15!
ÉN MÅNED = DONE!
Alle var glade og nogle også lettede over, at vores første feltøvelse nu var overstået.
Dagen i dag stod på en masse foredrag om hvervning (HRU, uddannelsesmuligheder,
MP). Ville sige, at der sad en flok trætte menige, men det ville være en løgn, for de fleste
stod op. Der var en del timers søvn, som ikke helt var indhentet endnu, så der måtte andre
midler i brug for at holde sig vågen. Efter frokostpausen skulle vi også lige nå
portrætfotografering, så det var bare på en lang række, én efter én ind og få taget et
billede. Dagen sluttede af med kasernerengøring, og så kunne en masse glade og tilfredse
menige nu gå på weekend!