Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Når soldater udsendes til internationale missioner påvirker det oftest hele familien. Under selve udsendelsen gennemgår familien rigtig mange følelser, herunder bekymring, afsavn og stor glæde, når soldaten vender hjem igen.
De fleste soldater vender styrkede hjem fra missionerne, men skal naturligvis have tid til at bearbejde alle de indtryk, de har fået under udsendelsen. Nogle oplevelser kan dog være så svære at håndtere, at soldaten fortsat er mærket af det også længe efter, at han er kommet hjem.
Hvis man som soldat oplever reaktioner efter en mission, kan det let påvirke andre familiemedlemmer. Børn og unge kan være særligt følsomme overfor både korterevarende og længerevarende forandringer i hverdagen, og de kan føle sig ensomme med deres oplevelser, da deres omgangskreds ikke altid forstår deres situation. Mange børn og unge vælger også at holde deres tanker og bekymringer for sig selv, da de ikke ønsker at såre deres forældre eller gøre andre kede af det.
Samtalegrupper.
For at støtte de børn og unge, der oplever at deres forælder er præget af krigsoplevelser, etableres der nu samtalegrupper, hvor børn og unge kan mødes med ligestillede og få strategier til at håndtere hverdagen. Grupperne er ment som et frirum, hvor børnene oplever, at de ikke er alene med deres udfordringer og de vil få støtte fra både de andre gruppemedlemmer, samt de 2 gruppeledere.
Samtalegrupperne er et samarbejde mellem Veterancentret, Familienetværket og KFUM Soldaterhjem og i Jylland etableres de første grupper i Holstebro, hvor gruppen ledes af psykolog Claus Asbjørn Larsen og socialrådgiver Betina Skou Gjesing, begge fra Veterancentret.
Børn og forældre mødes hver tirsdag mellem kl. 17.00 og 19.00, hvor der startes med gratis fælles aftensmad, hvorefter børnene går ind til deres samtalegruppe.
Gennem vores daglige møder med soldater og deres familier ved vi, at det er svært og sårbart for både soldater og børn at tale om soldatens efterreaktioner, udtaler Betina Skou Gjesing, men soldaterne vil rigtig gerne støtte deres børn.
For at gøre støtten mere tilgængelig arrangerer vi aftensmad på mødedagen og betaler eventuelle transportudgifter. Gruppen er åben på tværs af kommunegrænser, og vi ved, at der for nogle af børnene vil være noget transporttid. Vi håber at aftensmaden vil gøre det lidt lettere for forældrene at afse tiden.
Hvem kan deltage?
Målgruppen er børn og unge mellem ca. 8 – 12 og 13 – 16 år, der er i familie med en soldat, der oplever efterreaktioner. Soldatens reaktioner kan være små og store ændringer i hverdagen, f.eks. humørskift, søvnproblemer, svært ved at være sammen med andre mennesker og tristhed.
Der er stadig ledige pladser på de første hold, hvortil der bliver afholdt forsamtaler i august.
Link:
http://veteran.forsvaret.dk/Pages/forside.aspx
Til redaktionen:
Pressen er velkommen til at tage direkte kontakt til ansvarlig for grupperne på Dragonkasernen i Holstebro: Socialrådgiver Betina Skou Gjesing på telefon 72 16 33 01 eller e-mail vetc-soc103@mil.dk
Yderligere oplysninger:
Kan fås ved henvendelse til regimentets presseofficer:
Kaptajn Brian Staal Villsen
Tlf.: 72 82 45 21 eller mobil 22 41 70 58 (træffes mellem kl. 0800-1400 på hverdage.) Internet: jdr-kto@mil.dk