[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsofficer
premierløjtnant M. Veltzé 

For nogle starter julen bare tidligere end for andre. For soldaterne fra 1. og 2. kampvognseskadron ved Jydske Dragonregiment startede den allerede tirsdag den 5. december, hvor deres fremtidige hjem kom på besøg. Det skyldes, at man som kampvognssoldat stort set bor i vognen, når enheden er på øvelse. Man stiger kun af for at komme på toilettet og sove, fortæller en tidligere kampvognssoldat, der i lighed med soldaterne ser frem til, at modtage de nye kampvogne, når den ryger i serieproduktion og forventeligt leveres til Hæren mellem 2019-2021.  

Danmark skal have opgraderet 38 kampvogne til Leopard 2A7, hvilket er et kvantespring for de danske kampvogne, der er fra start 1980erne og købt af Danmark sidst i 1990erne. I starten af 2000erne blev vognene opgraderet til 2A5 standard. Kvantespringet er bl.a. i form af ny elektronik, bedre sigtemidler og bedre pansring, der gør verdens bedste kampvogn endnu bedre. 

En kampvogn er ikke bedre end den besætning, der får den til at køre og skyde. Alt dette varetages af fire mand: En kører, en skytte, en hjælper og en kommandør. Køreren er den, der kører vognen; skytten skyder med kanonen; hjælperen lader kanon og tårngevær og kommandøren er den, der får alle funktionerne på vognen til at arbejde sammen, så den skyder, rammer og oveni kører det rigtige sted hen. På kampvognen lever de fire besætningsmedlemmer tæt sammen - i bogstaveligste forstand sidder skytten mellem benene på kommandøren, mens køreren og hjælperen har lidt mere plads. 

I forbindelse med afprøvningen af kampvognen har en besætning sammensat af rutinerede og udsendelsesvante kampvognssoldater fra 2. kampvognseskadron bistået med testkørsler, der finder sted i det militære øvelsesområde i Oksbøl. Dagens testkørsel til Holstebro og retur er en del af kampvognens samlede testpakke. Besætningens erfaringer og forbedringsforslag vil blive anvendt til optimering af prototypen og dermed senere implementeret på kampvognen, når serieproduktionen iværksættes. 

Om besætningens deltagelse i afprøvningen af kampvognen fortæller kampvognskommandøren, at det har været spændende at være med til - besætningen har bidraget med deres erfaringer og ønsker til indretning af de respektive pladser på vognen, herunder placering af beslag og andre komponenter. Derudover har besætningen fået et stort indblik i, hvordan samarbejdet med producentens ingeniører og designere foregår. ”Det har været således, at når vi parkerede kampvognen om eftermiddagen og kom igen næste morgen, så var de ting, der skulle ændres allerede blevet ændret. Det er en oplevelse at være en del af det samarbejde samt opleve, at der rent faktisk bliver lyttet til os”, fortsætter kommandøren. Udover tirsdagens landevejskørsel, har besætningen tilbagelagt omkring 300 km. testkørsel i terræn, hvor bl.a. kommandørens og skyttens sigtemidler blev afprøvet. ”De er bare hammergode. Det er virkelig en forbedring i forhold til de sigtemidler, der er monteret på de nuværende kampvogne” fortæller kommandøren - han fortsætter: ”Jeg har en god mavefornemmelse med projektet, og ser frem til den endelig udgave”. Det samme gør Jydske Dragonregiment, der glæder sig til at hilse Vestjyllands nye rovdyr velkommen.

LINK: Forsvarsavisen nr.01 2017 artikel om opgradering af Leopard kampvogn til 2A7





Billeder Kasper Nielsen