[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse og kontaktbefalingsmand
oversergent T.G. Anker

Vejret er varmt – ca. 22 grader og solen skinner fra en skyfri himmel, da vi stiger ud af køretøjet. Vi møder lettere svedige soldater fra kommandodelingen, som har øvet indrykning og oprettelse af beredskabsområde (BSO). Redaktionen møder den særdeles motiverede næstkommanderende i 1. kampvognseskadron, som orienterer om øvelsens formål.

Efter at feltrationen er indtaget, melder travlheden sig igen og delingen forbereder sig til at gennemføre kamp fra stilling. Soldaterne indfinder sig i kampstillingen og der forberedes gode skydestillinger med sandsække, der indøves samlet ildoverfald, der bliver angivet højre og venstrebegrænsninger for, hvor man må skyde i det foranliggende terræn, samt der indøves alternative opgaver.

De foregående dage har kommandodelingen også trænet pakning af køretøjer, indrykning og udrykning af beredskabsområde i dagslys og mørke, opstilling af eskadronens kommandostation, samt gennemført feltmæssigt forsynings-, vedligeholdelses-, og sanitetstjeneste.