[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsofficer
premierløjtnant M. Veltzé

Indenfor og udenfor bygning 30A på Dragonkasernen var 2. deling fra 4 HBUKMP tirsdag den 3. oktober linet op. ”10 minutter, så er I klar til at blive kontrolleret. I er klar, når I står i soveposen med jeres udrustning pakket ud foran jer. Spørgsmål?” Dem var der ingen af. Der blev til gengæld arbejdet hurtigt og allerede efter få minutter stod de første soldater klar til kontrol.

Formålet med kontrollen var at finde de ekstra lækkerier – cigaretter, chokolade, sodavand og lignende – som kan forsøde en øvelse og som ligger ud over den udrustning og mad, som soldaterne på forhånd har fået at vide de må medbringe. På øvelsen skal de værnepligtige lære, at bruge det udleverede materiel og kunne leve af den udleverede feltration. På bordet med de ’konfiskerede’ effekter lå bananer og vådservietter behørigt afmærket med navnet på dem, de var taget fra. ”De har taget vådservietterne, fordi vi skal lære at bruge det udleverede vaskefad”, kunne menig Tørring fortælle. ”Jeg tror det bliver hårdt og vi kommer til at grave mange huller. Vi bliver presset på søvn”, fortsatte han.

Om mening Tørring og de øvrige værnepligtige fra 1. HBU eskadron og fra 4. HBU kompagni blev udfordret på psyke og fysik følger vi op på fredag, når de kommer retur til Dragonkasernen. Inden hjemkomsten venter der dem den frygtede REX-handlebane. Efter at have gennemført denne, får de værnepligtige udleveret det kronede H og kan herefter tage på weekend som Dragoner. 










Foto af Tina G. Anker og Alex K. Petersen.