[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsofficer
Kaptajn M. Veltzé

Fire årtier plus det løse. I alt 43 år er det blevet til i Dronningens klæder for oberst og regimentschefen for Jydske Dragonregiment, Bjarne Højgaard Jensen, der fredag den 23. marts 2018 afholdt afskedsreception i officersmessen på Dragonkasernen. Obersten fyldte 60 år den 4. marts og går på pension ved udgangen af marts. Jydske Dragonregiment mister dermed ikke blot deres regimentschef, men Forsvaret bliver en stor personlighed og officer fattigere. En officer for hvem traditions- og relationspleje samt mandskabsbehandling er kerneværdier, der dagligt efterleves.

43 år er alligevel en hel del år, når man først begynder at tælle på fingre. I sin tjenestetid har obersten oplevet 15 forsvarsministre, 12 forsvarschefer, 16 chefer for Hæren, fire typer geværer og tre uniformsmodeller. Obersten er dermed ikke en hr. hvem som helst: Han har været tjenestegørende under Den Kolde Krig, hvor Danmark var en lilleputnation i fodnotepolitikkens skygge med territorialforsvar af landets grænser som omdrejningspunkt. Han har fulgt og levet i transformationen af Forsvaret til dét, det er i dag, nemlig et Forsvar, der leverer efterspurgte enheder til international tjeneste. Alt det på ’bare’ 43 år.

At obersten ikke har ligget på den lade side vidner hans omfangsrige CV om; et CV, der inkluderer 13 år i udlandet, herunder syv missioner til Balkan og Afghanistan samt flere udstationeringer og kurser i USA, Polen, Tyskland og Sverige.

Obersten er i øvrigt bosiddende i Sønderjylland og pendler dagligt til Holstebro, hvilket har afstedkommet et særdeles indgående kendskab til det jyske motorvejsnet gennem de sidste ca. tre år som regimentschef. Han er på 33. år gift med Dorthe, og sammen har de en datter, der bor og arbejder i København. Et par børnebørn er det også blevet til, så udover oberstens mange ordner og dekorationer, herunder Ridder af 1. grad af Dannebrogsordnen, Kommandør af Dannebrogsordenen og flere fortjenstmedaljer, kan han også skrive rangen som morfar på CV’et.

Obersten, der i 2015 tiltrådte som regimentschef efter Kurt Mosgaard, startede sin militære karriere i 1975 som konstabelelev ved Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne. Udover på nærmeste hold at have fulgt Danmarks sikkerhedspolitiske udvikling, er han også steget i de militære grader og har arbejdet sig op igennem den militære struktur fra menig til befalingsmand og videre til officer. Han slutter på toppen for det eneste kamptropsregiment vest for Storebælt - et regiment han med sine egne ord omtaler som intet mindre end Danmarks bedste.

Hvad fremtiden bringer for obersten? Det vil han ikke røbe. Ikke endnu. Det er hemmeligt. Med et jernhelbred og et skarpt hoved er det næppe bajere og bum i den sønderjyske dagligstue tiden fremover skal gå med. Og mon ikke Dorthe har en plan for gemalen, der - hvis han kunne spole tiden tilbage - ville gøre det hele om igen.

Hvem overtager oberstens plads som regimentschef? Det er endnu uafklaret. Forventeligt tiltræder en ny chef omkring den 1. maj eller 1. juni 2018. Indtil det sker, er den tidligere chef for panserbataljonen, oberstløjtnant Thomas Fogh, der er fungerende regimentschef.

Hr. oberst: Fra hele Jydske Dragonregiment skal lyde et stort TAK FOR KAMPEN og god vind fremover. Til civil - træd af!