[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presse- og informationsofficer
Kaptajn M. Veltzé 

Nogle af de værnepligtige har viljen, men har de også evnerne - og vigtigst af alt den ’rigtige’ vilje, når trætheden melder sig og det er koldt, vådt og mørkt - til at begå sig som befalingsmænd? Det blev testet i uge 39, hvor uddannelsesbataljonen afholdt en særlig øvelse i terrænet omkring Holstebro samt i Klosterheden Plantage vest for Struer. Øvelsen er tilrettelagt for de værnepligtige, der har udtrykt ønske om at fortsætte på Hærens Sergentskole efter endt værnepligt. 

32 befalingsmandsemner deltog i øvelsen, der startede tirsdag og sluttede torsdag. Øvelsen startede på idrætsanlægget på Dragonkasernen med fysisk test for at fastlægge aspiranternes fysiske niveau. Herefter fortsatte den i Holstebro Øvelsesterræn og derfra videre ud i Klosterheden Plantage onsdag morgen. 

Onsdag eftermiddag var tre mand afgået, og der ventede de 29 tilbageværende emner - eller aspiranter - en opgavemarch i Klosterheden Plantage. Marchen var med forskellige poster, hvor de i grupper à ca. 10 mand skulle løse alt lige fra vejfinding over radio, lave bål så de kunne få varmt vand til deres feltrationer til samarbejdsøvelser. 

Aspiranterne har modtaget ekstra undervisning i førstehjælp, feltkundskab, kortlæsning, vejfinding, indretning af bivuak og andre enkeltkæmperfærdigheder som de i ugen løb skulle omsætte til praksis. Netop læring er ét af uddannelsesbataljonens kardinalpunkter, hvorfor aspiranterne har modtaget ekstra undervisning i enkeltkæmperfærdighederne, så aspiranterne ud over kilometer i benene og vabler på fødderne også får et fagligt udbytte ud af øvelsen. Alt sammen krydret med et minimum af søvn og mad - og så foregår øvelsen naturligvis under åben himmel alle dagene. 

Om øvelsen fortæller instruktør og seniorsergent T.K. Stensgaard fra uddannelsesbataljonen: ”Vi tester deres [aspiranternes] evner til at modtage en opgave, udlede hvad det betyder for den enkelte og inddrage gruppen - altså hvem gør hvad og hvornår skal det være gjort til. Og så føre kontrol med, at tingene bliver gjort”. Han fortsætter: ”De får et minimum af information, og de ved eksempelvis ikke hvor mange poster, der er indlagt på dagens opgavemarch og dermed hvor lang marchen er. Det tilføjer et yderligere stresselement oveni at de er trætte”. Udover seniorsergenten deltog rutinerede befalingsmænd og officerer i øvelsen, hvoraf nogle selv har været igennem jægerkorpsets patruljekursus. Øvelsesledelsens faglige niveau og kvalifikationer var dermed helt i top.

Efter onsdagens strabadser i Klosterheden Plantage blev aspiranterne natten mellem onsdag og torsdag sat af omring Tvis og skulle herefter via kontaktpunkter i terrænet søge tilbage til Dragonkasernen. Og ja - vandpassage indgår som en del af marchen, der skal tilbagelægges individuelt, således den enkelte aspirant kan vise hvad han/hun kan præstere. ”Ruten til kasernen er fem til seks kilometer i fugleflugt. De bliver sat af omkring kl. 01:00 ude i terrænet. Jeg forventer, at de første er tilbage til kasernen omkring kl. 07:00 torsdag morgen”, fortæller seniorsergent T.K. Stensgaard. 

Hvis en befalingsmandsaspirant ikke gennemfører øvelsen, kan aspiranten fortsat søge om optagelse på sergentskolen. Har man ikke deltaget i øvelsen kan man også ansøge om optagelse på sergentskolen. Men da alle bedømmelser og vurderinger på den enkelte ansøger tæller med, så vægter øvelsen naturligvis højt i den indstilling som uddannelsesbataljonen senere på året fremsender til sergentskolen. 

Næste hold sergentelever starter på Hærens Sergentskole mandag den 3. december 2018. I skrivende stund ser det ud til, at første del af sergentuddannelsen afvikles decentralt enten ved Jydske Dragonregiment, ved Ingeniørregimentet i Skive eller ved Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl. Hvor er endnu ikke afklaret. Sikkert er det dog, at sergenteleverne bliver udnævnt til sergent omkring sommerferien 2019. 

Sergentuddannelsen via Forsvarets uddannelser. 


Der gives instruks af seniorsergent T.K. Stensgaard


Klar til næste opgave 


Opgavemarch


Det er vigtigt, at aspiranterne spørger ind til opgaven
 

Billeder: Alex. K. Petersen 
Infoassistent