”Større kærlighed har ingen, end den at sætte sit liv til for sine venner”. (Johannes 15,13)

[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Prædiken ved gudstjeneste i forbindelse med Flagdagen d.5.september 2019 Holstebro kirke kl.14.30

                      Tekst: Johannes 15, 12 -17

”Større kærlighed har ingen, end den at sætte sit liv til for sine venner”. (Johannes 15,13)

 

Vi fejrer i dag flagdag for 10.gang.

Det er blevet en tradition.

Meget har ændret på de ti år.

På de første flagdage var der hvert år nye navne - navne på faldne soldater - som blev læst op.

Den tid husker de fleste af os. Sådan har det heldigvis ikke været de seneste år.

--

Meget er ændret: De missioner vi har soldater udsendt i er ikke så skarpe som dengang.

Men vi har stadigvæk soldater, som hver dag udfører et modigt stykke arbejde - på Danmarks vegne - for vores skyld, forskellige steder i verden.

Så selvom meget er ændret, så må vi på en dag som denne ikke glemme, at der altså er noget som stadigvæk er det samme som for ti år siden:

Hver eneste dag er der udsendte, som ofrer noget af deres tid, af deres liv, af den tilværelse de kunne have tilbragt sammen med kæreste, ægtefælle og børn, - den tilværelse som går videre, mens man er væk.

For nogle, der har været udsendt mange gange er det år af deres og familiens liv, de har ofret.

Og hver eneste dag er der stadigvæk pårørende og familier, som skal få en hverdag til at hænge sammen og leve med bekymringen om, hvad der kan ske.

--

Så ja, - meget er ændret, men vi ved også godt, at der er nogen for hvem tilværelsen nok er akkurat lige tung, som dengang for ti år siden, da vi ofte led tab.

Langt de fleste udsendte er heldigvis kommet hjem som stærkere og mere modne og måske også mere taknemmelige mennesker. Og det er vigtigt at huske på her i dag.

Men der også udsendte, som måske aldrig er er kommet helt hjem. De har ar på sjæl og legeme, og de må leve videre med de mærker de bærer på. Vi hører ikke så meget om dem. Kun når de selv vælger at forlade denne verden.

Og så er der de pårørende. De familier som har mistet deres soldat. De mærker stadigvæk tabet hver dag.

Hvor vi andre, og det omgivende samfund bare kører videre, og taler om kampene på Balkan, Irak og Afghanistan, som noget der skete ”dengang”, da er det for dem stadigvæk smertefuld nutid.

Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi taler om det.

Der sker jo det, når vi kommer på en vis afstand af begivenheder, at vi begynder at bedømme dem. Sådan er det både i vort eget liv og i den store fortælling om Danmarks historie.

Vi holder de missioner Danmark har deltaget i gennem de sidste 20 år ud i strakt arm. Historikere, politikere og forfattere kaster et køligt blik på fortiden, og man overvejer om det hele egentligt var det værd ...?

Har det overhovedet nyttet noget? Har det hele ikke bare været forgæves?

Alle de mange års indsats – alle de tabte liv...?

Og ofte så siger de utroligt kloge personer som udtaler sig, at de mener faktisk ikke, at det nyttet noget ….

Når man taler på den måde, om det arbejde, den smerte, de afsavn, den enorme og dygtige indsats danske soldater har ydet for vores skyld, langt væk fra Danmark, - det arbejde som vi det danske folk - ikke soldaterne selv, har sendt dem ud til, - så afslører man en stor arrogance og ligegyldighed over det offer som er bragt-  ikke kun af dem som er faldet, men af alle udsendte og ikke mindst deres familier.

For hvordan skal man overhovedet kunne afgøre, hvornår tabet af et menneskeliv har været det værd?

Hvor mange soldaters liv må ofres for at man vil sige, at det var det værd?

Det er en kynisk måde at tænke på, at ville måle vores soldaters liv på de politiske resultater.

Det er som om, at man helt glemmer det menneske, der har følt et ansvar over for sit land og sin familie, kendt sin pligt som soldat, og derfor har truffet beslutningen om at tage af sted.

Det er jo ikke en beslutning som er let. Det ville da have været nemmere for dem vi mindes og fejrer her i dag, at blive herhjemme, på bekvem afstand af den tågede verden, som venter derude.

Det er ikke ordentligt først at sende soldater ud i dele af verden, hvor der gælder helt andre spilleregler, - hvor vores soldater ofte har skullet kæmpe mod en fjende, som ikke overholder de konventioner som fjenden selv er beskyttet af –også bagefter sidde trygt herhjemme og moralisere over soldaternes indsats.

Alt for mange mennesker i Danmark glemmer, at vores soldater og vores politi og beredskab har påtaget sig et arbejde og et kald, for at forsvare og passe på os.

Et kald som indebærer, at de sætter deres eget liv på spil for at forsvare og passe på os, - ja at de også tager det på sig at få blod på hænderne, hvis der kommer dertil - og at skulle leve med det efterfølgende. Men de gør for at vi andre kan have rene hænder.

Tænk, hvis der ikke var nogen som var villige til at gøre det for os andre.

Vi nyder godt af det de gør, hver eneste dag.

Det skal vi huske på, når vi i dag mindes og fejer og hylder vores udsendte.

--

 Som udsendt har man fremfor alt brug for anerkendelse - brug for at møde opbakning og stolthed, når man kommer hjem. Og det gælder uanset, hvordan det så ender med at gå derude i verden, - i den mission, hvor man har været indsat.

Jeg var på et tidspunkt udsendt sammen med en soldat, der havde en svoger i England. Soldaten fortalte, at svogeren fra England, dagen før soldaten skulle afsted, ringede, og fortalte, hvor stolt han var af ham. Han var stolt fordi, soldaten tog det på sig.

Det var der ingen af hans danske venner eller familie, der havde ringet og sagt.

Svogeren var stolt, fordi de i England vidste, at når du udsendes, så ofrer du noget af dig selv for os andre, og det anerkender vi selvfølgelig.  

Det er derfor vi har dagen i dag.

--

Vi har dagen i dag for at minde os selv om noget helt grundlæggende:

At vi har soldater, vi har politi, vi har beredskab fordi der er noget vi holder af.

Vi har noget vi vil kæmpe for:

Vort land, vor familie, vores måde at leve sammen på i frihed. Fordi vi vil at det gode skal forsvares mod det onde. Fordi at svage og værgeløse skal beskyttes mod overgreb.

Og nogen skal påtage sig den opgave. Selvom det indebærer at man kan sætte sit liv til.

--

”Større kærlighed har ingen, end det at sætte livet til for sine venner”.

Vi kalder det måske ikke kærlighed.  Så kalder vi det at være en god kammerat, at være et ordentligt menneske, - at man er til at stole på.  At man er villig til at ofre noget for det man har kært. Ellers risikerer man jo at miste det.

At sætte livet til for dem man elsker og holder af, det bygger i sidste ende på, at Kristus gav sig selv hen. At Gud blev menneske og ofrede sig selv for os.

Det gjorde Gud, - for at vi kan leve et frit liv, hvor vi kan følge vores samvittighed og have modet til at gøre det vi skal, uden at bekymre os om, om vi er gode nok i Guds øjne.

Jesus gav sit liv for at vi kan lade os udsende, og altid vide, at selvom vi bekymrer os,

- så er vi, uanset om vi lever eller dør, - i Hans hånd, og når man er det så kommer man altid hjem.

Jesus satte sit liv til for sine venner. Og dermed vandt Han os.

Der kommer aldrig fred ude i verden, og derfor vil blive ved med at være brug for soldater, for mennesker der kommer, når der bliver kaldt.

 Men med sin død på korset har Jesus vundet os en fred, som vi altid kan have med os i hjertet, hvor end vi bevæger os hen.

Den fred handler om, at - uanset om vi kommer hjem i live, - uanset om man selv synes man har gjort det godt nok og slået til – som værnepligtig, - som udsendt soldat, - som en forælder der har været længe væk fra sine børn, - eller som kæreste eller ægtefælle, hvor man føler at man har svigtet – så har man den fred, at Gud er med os, og passer på os og vore døde – og holder af os, selvom vi er som vi er.

Ære være vore døde.

Guds give dem en glædelig opstandelse.

Guds fred være med os alle.

AMEN.