Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
BAGGRUND: De gode dansk-ukrainske relationer har skabt fundamentet for, at der nu kommer ukrainsk forsvarsindustri til Danmark. Formålet er ud over støtte til Ukraine blandt andet at bidrage til et større dansk produktionsapparat, der kan skrues op i en eventuel krisesituation.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og den ukrainske forsvarsminister Rustem Umerov har underskrevet en aftale, der skal støtte ukrainske forsvarsvirksomhederes etablering af produktion i Danmark. Foto: Forsvarsministeriet
Tekst: Martin Finnedal / Forsvaret
Artiklen er fra Forsvarets medarbejdermagasin Honnør #11, december 2025. Se hele magasinet her.
Ved Skrydstrup ligger en virksomhed, der skal producere brændstof til missiler. Firmaet bag hedder Fire Point og er ukrainsk. Fra næste år skal Fire Points produkter fragtes fra Haderslev Kommune til Ukraine og videre til de ukrainske operative enheder.
Når Fire Point har åbnet en fabrik i Danmark, er det som en del af støtten til Ukraines krig mod Rusland. Ved at producere i Danmark undgår ukrainske fabrikker selvsagt at blive bombet af russerne. Men der er mange andre formål. Det fortæller Lars Salquist, der er chef for Afdelingen for Industri og Materielsamarbejde ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), og Nikolaj Kihl, der er chef for FMI’s nyoprettede Kontoret for Forsvarsindustriel Mobilisering.
”Det er direkte en støtte til Danmarks sikkerhed, at ukrainsk forsvarsindustri etablerer produktion i Danmark, som vi også kan vende os mod, hvis vi får brug for en større forsvarsindustriel produktion. Hvis vi har den i Danmark, er der en større grad af sikkerhed for at få forsyninger til Forsvaret, end hvis vi skulle importere dem fra udlandet. En anden og bredere ambition er på europæisk plan. Ambitionen er, at europæisk forsvarsindustri skal være markant styrket i 2030 (en strategi kendt som ReARM 2030, red.). At få kapabel ukrainsk forsvarsindustri til Danmark er et bidrag til en bredere styrkelse af europæisk forsvarsindustri og dermed europæisk forsvar,” siger Lars Salquist.
Nikolaj Kihl supplerer med at fortælle, at forsyningssikkerhed er tænkt ind som en fundamental del af samarbejdet med Fire Point og lignende virksomheder.
”De produktionsfaciliteter, der bliver etableret, bliver sat op på en måde, så hvis behovet kommer, kan man trykke lidt mere på speederen. Deres primære destination er selvfølgelig Ukraine, men hvis vi for alvor står i en krisesituation, vil også vi kunne få produkter til vores forsvar ud af ukrainske fabrikker,” siger Nikolaj Kihl og giver endnu et argument for, hvorfor industrisamarbejdet med Ukraine giver god mening.
”I det hele taget, når vi får nye industriområder i DK, og der stille og roligt kommer dansk arbejdskraft til at bemande fabrikkerne, giver det også en dansk robusthed. Det er hele taget kongstanken at styrke den danske industribase, når vi laver industrisamarbejder.”
Det dansk-ukrainske industrisamarbejde har taget fart især det seneste halvandet år. I august 2024 banede Erhvervsministeriet vejen for, at danske virksomheder kunne etablere sig i Ukraine. Allerede dengang var der mindst to erklærede formål.
”Vi udvikler altså vores egen forsvarsindustri, samtidig med at det bliver nemmere for danske virksomheder at forsyne ukrainerne med det, der skal til for at slå russernes forfærdelige aggression tilbage,” sagde erhvervsminister Morten Bødskov dengang.
I juni 2025 underskrev Danmarks forsvarsminister Troels Lund Poulsen og den ukrainske forsvarsminister Rustem Umerov en aftale, der skal støtte ukrainske forsvarsvirksomheders etablering af produktion i Danmark. Regeringen har reserveret 500 millioner kroner til dette formål.
”Danmark går foran ved at give ukrainske forsvarsvirksomheder mulighed for at starte produktion i Danmark. Aftalen skal danne grundlag for et tæt samarbejde mellem danske og ukrainske forsvarsvirksomheder. Det vil samtidig give det danske forsvar nemmere adgang til nogle af de nyeste teknologier og erfaringer fra Ukraine. På den måde vil integrationen af vores forsvarsindustrier være til stor gavn for begge landes sikkerhed og kampkraft,” sagde Troels Lund Poulsen i den forbindelse.
FMI’s opgave i forbindelse med forsvarsindustrielt samarbejde er at støtte dansk forsvarsindustri med for eksempel viden om udbudsregler og lignende samtidig med at kunne fortælle både dansk og udenlandsk forsvarsindustri, hvad det danske forsvar har brug for.
Hvad ukrainsk forsvarsindustri angår, har Danmark, det danske forsvar og FMI enestående muligheder for at kunne drage fordel af det tætte og meget direkte samarbejde mellem industrien og de soldater, der bruger produkterne. Og dermed den lynhurtige udvikling, der har skabt stor innovation på kamppladsen.
”Fordi Danmark har været så markant en støtte til Ukraine, har vi over tid fået etableret rigtig gode relationer til ukrainske samarbejdspartnere inden for det forsvarsindustrielle område. Og det har betydet, at der er dannet nogle nervebaner i forhold til at undersøge muligheder for at tiltrække ukrainsk forsvarsindustri til Danmark,” siger Lars Salquist.
At det lige præcis blev Fire Point, der blev den første repræsentant for ukrainsk forsvarsindustri på dansk jord, er ikke nødvendigvis et udtryk for, at raketbrændstof er det vigtigste for dansk forsyningssikkerhed, understreger Nikolaj Kihl.
”Fire Point bliver en komponent blandt mange. Der er mange enkeltområder, der er interessante for Forsvaret for at give os en øget robusthed. Det drejer sig ikke om to, tre eller fire komponenter. Det drejer sig om mange. Jo flere vi samler, desto større robusthed og kampkraft får vi.”
Fire Points hovedkontor er placeret i Kyiv. Fire Point er især kendt for at producere produktet Flamingo, der er et krydsermissil med rækkevidde på op til 3.000 kilometer.
Fire Point producerer desuden FP-1: En såkaldt selvmordsdrone (en hybrid mellem en drone og et missil), der ligesom Flamingo er langtrækkende.
Fire Points danske produktionshal er placeret ved Skrydstrup i Haderslev Kommune.