Tigre på vejen

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen

Eskadronchef major Lars Ulslev Johannesen beordrer alle køretøjer slukket. Lys fra for- og baglygter forsvinder, og motorbrummen fra Eagle-køretøjer, GD’er og lastbiler ophører brat. Der er mørkt og stille omkring den danske opklaringseskadron, der er på vej til Musa Qala fra Camp Bastion i Helmandprovinsen i Afghanistan. Lars Ulslev Johannesen er stået ud af sin Eagle og spejder med natbrillen, der er slået ned fra hjelmen over det ene øje, mod nord og øst efter Taleban.

Mørket er opklaringsenhedernes ven. Det er om natten, de på øvelser lærer at snige sig ind bag fjendens linjer.Talebanerne har fulgt efter dem på motorcykler og pickuptrucks det meste af dagen, og danskerne har ikke kunnet skræmme dem bort med varselsskud. Samtidig har eskadronens signalopklaringsfolk opfanget brudstykker af talebanernes kommunikation, hvor det fremgår, at de vil lægge sig i baghold.

Kamp virker uundgåelig, men frem for at overlade initiativet til talebanerne, standser Lars Ulslev Johannesen eskadronen et gunstigt sted i ørkenen. Så kan talebanerne komme til dem, hvis de vil slås.

”Der farer alle mulige tanker gennem hovedet på dig, når du skal i kamp. Det er jo liv og død, det her. Jeg var spændt på, hvor dygtige Taleban var. Hvad de havde af våben, og hvor mange de var,” fortæller Lars Ulslev Johannesen, der ikke længere gør tjeneste i Forsvaret, men arbejder i Netcompany.

I grønlige nuancer kan han se talebanernes biler komme frem og forsvinde igen, når de passerer ørkenens klitter. Så slukker talebanerne billygterne. De har åbenbart også mørkekampsudstyr. Lars Ulslev Johannesen har organiseret eskadronen i en vognborg. De bløde køretøjer – lastbiler med forsyninger og sanitetskøretøjer – er placeret i midten med de tre kampdelinger udenom. Han befinder sig selv ved 3. deling, der holder forrest og er udrustet med tunge maskingeværer (TMG) i affutage på Eagle-køretøjerne. Et vigtigt værktøj, som eskadronchefen har kæmpet hårdt for at få med.

Skrivebordsslag om TMG’er

Lars Ulslev Johannesen husker forberedelserne til udsendelsen til Afghanistan som en periode med mange bekymringer omkring eskadronens udrustning. Ved årsskiftet fra 2005 til 2006 mistede 1. Lette Opklaringseskadron, der havde stået i beredskab til NATO Response Force, sin status som højt prioriteret enhed i Hæren. Samtidig var regeringen længe om at træffe beslutning om dansk deltagelse i missionen i Helmand. Det betød, at en del af det materiel, som skulle bruges til missionen, skulle afleveres umiddelbart inden mission, og at de vigtige lette maskingeværer, der var monteret i affutage på Eagle-køretøjerne, blev pillet af. Al erfaring pegede ellers på, at ildkraft var vigtig for enhederne i Afghanistan. Lars Ulslev Johannesen argumenterede derfor for, at ikke alene skulle våbnene affuteres, de skulle også være af en større kaliber, altså 12.7.

”Al data fra de styrker, der allerede var indsat i Afghanistan samt rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste, pegede blandt andet på vigtigheden af affuterede våben, hvis man skulle have succes i kamp. Derfor kæmpede jeg hårdt for at få TMG’er monteret på vores Eagler. Vi havde jo haft affuterede våben i øvelsessituationer. Det var lidt tosset, at man så tog det fra os, når vi skulle ud i en skarp mission,” siger Lars Ulslev Johannesen og uddyber:

”På det tidspunkt var der HOK-direktiv 240.0.0, hvor man indstillede til en ændring eller justering, og så var der et års sagsbehandlingstid. Jeg havde få uger til at prøve at få systemet til at være lidt mere agilt,” siger Lars Ulslev Johannesen.

Med sin bataljonschef og Hærens Kampskole som forbundsfæller prøvede Lars Ulslev Johannesen at få overbevist sagsbehandlerne om, at opklaringseskadronens Eagle-køretøjer skulle udrustes med TMG i affutage. Kort inden udsendelsen bar hans anstrengelser frugt, og soldaterne fik i sidste øjeblik lejlighed til at træne dags- og mørkeskydninger med TMG’er monteret på Eagler i deres eget øvelsesterræn på Raghammer på Bornholm. De sidste TMG’er blev sat på Eaglerne om bord på skibene på vej til Pakistan.

Fjendens køretøjer skulle smadres

”Ilden er fri, når de er inde på cirka 500 meter,” melder Lars Ulslev Johannesen over radioen. TMG’erne kan godt træffe på 1.000 meter, men eskadronchefen vil have talebanerne tættere på for at øge træfsikkerheden. Skytterne, der står op i en åbning i Eaglens tag, har et godt udsyn. Alle eskadronens soldater har mørkekampsudstyr og er trænet i at bruge det. 3. deling åbner ild mod talebanernes forreste køretøj. Lars Ulslev Johannesen kan se, at skuddene træffer. Når de rammer metal, giver det et lysglimt, og kuglen farer opad. At få ram på talebanernes køretøjer er Lars Ulslev Johannesens primære formål med kampen.

Eaglekøretøj med tungt maskingevær i affutage. Foto: 1. Lette Opklaringseskadron.

”For mig var det ikke et spørgsmål om at nedkæmpe Taleban. Det var et spørgsmål om ikke at have dem i hælene hele natten. For så havde de hindret vores oprindelige opgave, som var at komme op til Musa Qala og hjælpe den engelske styrke, der var deroppe. Så det gjaldt om at tage mobiliteten fra dem,” siger han i dag.

Selv om deres køretøjer er ødelagte, forsøger talebanerne at fortsætte kampen til fods. Men de får ikke lov at komme tæt nok på.

”Taleban havde også noget mørkekampsudstyr – primært noget, som NATO-enhederne havde mistet. Det var tydeligt at se, at de var gode nok til at bruge det til at spotte. De kunne se os. Men da først kampen begyndte, var de ikke i stand til at bruge det mere aktivt. Det virkede som om, at de ikke havde det monteret. I hvert fald var deres træfsikkerhed i mørke betydeligt ringere end vores. I dagslys kunne de godt finde ud af at ramme,” fortæller Lars Ulslev Johannesen.

TMG-skytterne fra opklaringseskadronen nedkæmper seks-syv fjendtlige køretøjer. Lars Ulslev Johannesen ser nogle af dem bryde ud i brand, men en enkelt pickuptruck ser ud til at være intakt. Eskadronens Forward Air Controller (FAC) Rasmus Amstrup melder, at de har flystøtte – et amerikansk B1-bombefly – og efter kort at have drøftet risikoen for, om de selv kan blive ramt ved en fejl, giver Lars Ulslev Johannesen ordre til, at Rasmus Amstrup kan dirigere et bombeangreb mod det sidste talebankøretøj. Ved deres andet forsøg rammer amerikanerne bilen. Dermed slutter kampen, og opklaringseskadronen kører uhindret videre og når næste dag udkanten af Musa Qala.

Eskadronens tre kampdelinger bestående af Eagler og GD’ere var placeret omkring de bløde køretøjer. Flystøtte blev leveret af et amerikansk B1-bombefly. Grafik: Bjarne Valdemar Jensen.

I løbet af dagen modtager Lars Ulslev Johannesen igen meldinger fra signalopklaringen, der har lyttet til fjendens samtaler over radioen. Evnen til at se i mørke har givet danskerne et tilnavn. På vej ud for at hente deres døde, siger talebanerne om de danske soldater: ”Dem skal vi ikke slås med i mørket. Det er nogle tigre.”

Når Lars Ulslev Johannesen ser tilbage på den natlige kamp, er han stolt over, at alt det, hans folk havde trænet, fungerede så godt, da det blev alvor i Helmands ørken. Eaglernes affuterede TMG’er var afgørende, konkluderer han.

Lars Ulslev Johannesen (th). Her ved siden af en britisk officer under udsendelsen på Helmand hold 1. Foto: 1. Lette Opklaringseskadron

”Jeg tør slet ikke tænke på, hvis ikke vi havde haft affuterede våben. Hvis talebanerne, som var i overtal, sad af og begyndte at bevæge sig frem, så var det jo blevet kamp mand til mand til sidst. TMG’erne fungerede rigtig godt, og der er ingen tvivl om, at det var afgørende at holde kampene på en afstand, hvor de ikke kunne ramme os. Det har reddet menneskeliv.”