Hævntørst førte til livsfarlig brøler under dogfight
De to danske piloter Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmberg fra Marinens Flyvevæsen deltog som frivillige på finsk side i krigen mellem Finland og Sovjetunionen 1939-40. De styrtede begge ned under en luftkamp 13. februar 1940, hvor de kæmpede alene mod otte sovjetiske jagerfly.
Gloster Gladiator i finsk tjeneste. Det finske flyvevåbens mærke var 1918-45 et blåt svastika eller hagekors. Det blev indført inden det tyske nazistparti i 1920 begyndte at anvende dette symbol. Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling
Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen
”Jeg blev ude af mig selv af raseri. En mand, der nødlander, skyder man ikke på,” fortæller Jörn Ulrich i bogen "Døden har vinger", som handler om hans deltagelse i den finske Vinterkrig. Hans raserianfald fik ham til at bryde et af luftkampens vigtigste principper, hvilket var ved at koste ham livet under en vild dogfight mod sovjetiske jagerfly 13. februar 1940.
Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmberg var flyverløjtnanter i Marinens Flyvevæsen, hvor de, da anden verdenskrig begyndte, delte en bolig på Marinens flyvestation på Avnø. Begge følte de et stort fællesskab med de andre nordiske lande, og de var fast besluttede på at gå aktivt ind i krigen, hvis et nordisk land blev angrebet. Jörn Ulrich skriver om krigsudbruddet mellem Finland og Sovjetunionen i 1939:
”Den 30. november kom krigserklæringen. Vi sad som sædvanlig omkring radioen i den hyggelige fællesstue. Kalmberg og jeg så på hinanden – og trak os tilbage i hans lukaf. Der behøvede vi ikke at sige mange ord. Vi ville af sted. Ubetinget.”
Marineministeriet afviste deres ansøgning om orlov, og det var ikke muligt at få lov at deltage i krigen ad den formelle vej. Derfor rejste Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmberg uden tilladelse af sted mod Finland, mens de havde nytårsorlov.
Søløjtnant af 1. grad Jörn Ulrich (1913-1992). Foto: Forsvaret.
Jagerkampens strategi
De to danskere kom til at gøre tjeneste i en jagereskadrille. Deres fly var en jager af typen Gloster Gladiator. Finland havde modtaget 30 af disse maskiner fra Storbritannien. Gloster Gladiator var uden tvivl et af de bedste biplan-jagerfly, som fandtes men biplanets udviklingspotentiale var ved at være udtømt, og flere og flere lande indførte monoplaner – en hurtigere og mere moderne flytype. De to danskere havde mere flyveerfaring og en grundigere uddannelse end deres finske kollegaer, som Jörn Ulrich betegner som meget modige, men de havde begrænset indsigt i jagerkampens strategi.
”Den består i en mængde af aldeles faste, matematisk beregnede enkeltheder, som man må lære udenad, og som man ikke kan undvære, medmindre man fuldstændig vil give sig det blinde tilfælde i vold,” skriver han i bogen.
Et af de vigtigste principper var så vidt muligt at indlede en luftkamp med højdeoverskud. Denne regel fulgte Jörn Ulrich, da han 2. februar 1940 skød sit første fjendtlige fly ned – et sovjetisk SB-2-bombefly.
Jagerne skulle beskytte vital togtransport
Senere på måneden flyttede Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmberg til Värtsila Flyveplads nær den sydøstlige front, hvor finnerne havde omringet en sovjetisk division. Den øverstkommanderende på frontafsnittet, general Tavela, besluttede, at den sovjetiske division skulle nedkæmpes, inden det lykkedes fjenden at undsætte den. Den 13. februar skulle to regimenter via jernbanen forstærke de finske styrker i området, og denne transport måtte for alt i verden ikke blive udsat for sovjetiske bombeangreb, hvilket Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmbergs eskadrille skulle forhindre. Idet to finske regimenter var ved at stige af toget på jernbanestationen i Pälkjärvi, slog en ordonnans alarm, fordi 12 sovjetiske bombemaskiner og fem jagerfly var på vej for at angribe de udsatte finske soldater. Da Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmberg havde været på patrulje om formiddagen, sendte eskadrillechefen enhedens syv andre jagerfly på vingerne, men lod de to danskere blive tilbage.
To mod otte
Kort efter kunne Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmberg observere yderligere otte sovjetiske jagere på vej mod Pälkjärvi for at blande sig i kampen.
”Dem må I gå op at forsinke,” beordrede eskadrillechefen.
”To mod otte. Du må ikke være rigtig klog,” udbrød Jörn Ulrich, men skyndte sig hen til sin maskine og lettede snart efter sammen med Carl Knut Kalmberg. Gloster Gladiatoren, hvis topfart var 410 kilometer i timen, var langsommere end modstanderens Polikarpov I-16-jagere, der var monoplaner, men til gengæld var Jörn Ulrich og Carl Knut Kalmbergs maskiner mere manøvredygtige og kunne dreje skarpere. I begyndelsen af kampen lykkedes det danskerne at udnytte denne fordel, og Jörn Ulrich skød to sovjetiske jagere ned, mens Carl Knut Kalmberg fik ram på en.
Kalmberg er ramt
Jörn Ulrich fik kun nogle sekunder til at glæde sig over, at der nu kun var fem fjender tilbage.
”Pludselig så jeg Kalmberg flyve lige ved min højre side. Han svingede sin venstre hånd inde i kabinen, og jeg så, at den var skudt næsten fra armen,” beretter Jörn Ulrich. Carl Knut Kalmberg ville vise Jörn Ulrich, at han måtte nødlande, for med kun en arm kan man ikke manøvrere ordentligt.
”Jeg håbede, at han ville være i stand til at lande med en hånd. Men pludselig så jeg en af russerne sætte efter ham. Jeg kunne se geværerne spille lige mod Kalmbergs ryg.”Det var i denne situation, at Jörn Ulrich mistede besindelsen og overtrådte et af jagerkampens vigtigste principper.
”Jeg indrømmer, at jeg gjorde noget, man ikke har lov til. Jeg dykkede i halen på Kalmbergs forfølger. Det er imod al jagertaktik, for man giver ikke højde fra sig, hvis man på nogen måde kan lade være, men hidsigheden mod det bæst, der ville min gamle ven og kammerat til livs, tog fuldstændig magten fra mig.”
Søløjtnant af 1. grad Carl Knut Kalmberg (1913-1940). Foto: Forsvaret
En kostbar fejltagelse
Straks kom Jörn Ulrich til at betale for sin uautoriserede manøvre. Et sovjetisk fly dykkede efter ham og åbnede ild. Et kuglefragment fra den sovjetiske jager lavede et lille hul i maskinens vindskærm, der var af glas. Det fik hele skærmen til at splintre.
”Den blæste væk, og der fløj jeg med mellem 600-700 kilometers fart nedad i 40 graders kulde. Det var som at få et kølleslag i ansigtet,” beretter Jörn Ulrich, der havde taget sin maske og sine briller af for bedre at kunne manøvrere.
”Det sidste, jeg havde set, inden ruden eksploderede, var, at Kalmberg tog jorden i en vinkel på 80 grader, hvad der betød, at han rimeligvis var forulykket. Men i samme sekund havde jeg set, at hans forfølger styrtede, ramt af mine kugler,” fortsætter han.
Så hørte Jörn Ulrich et gevaldigt brag, der pressede ham fremad i flyet. Den trykluftbeholder, som styrede maskingeværerne, var eksploderet og havde såret ham i benet. På grund af blodtabet begyndte han at blive svimmel. Han måtte nødlande, inden han besvimede.
”Jeg nåede lige at trimme maskinens næse godt i vejret og lukke for benzinen, så brasede jeg ned mellem toppene af et birkekrat,” siger han om sin hårde landing.
Da Jörn Ulrich kom til bevidsthed igen, hang han med hovedet nedad en meter fra jorden. Han hundefrøs og var skrækslagen over at skulle dø på denne måde. Heldet var med ham, for en finsk skipatrulje, der havde set luftkampen, kom forbi og reddede ham.
Carl Knut Kalmberg omkom i sit flystyrt. Af de 12 danskere, der gjorde tjeneste i det finske flyvevåben, overlevede syv.Beskydningen fra de sovjetiske fly under luftkampen havde efterladt 25 stålsplinter i Jörn Ulrichs krop. Han blev opereret flere gange. Han var indlagt ved” den danske ambulance” – en dansk sanitetsenhed, hvor også hans bror Sven Ulrich, der var læge, arbejdede. Et af Jörn Ulrichs største ønsker var at møde den finske øverstkommanderende, generalfeltmarskal Carl Gustaf Mannerheim. En dag, mens han lå på hospitalet i Helsinki, blev ønsket opfyldt. Ulrich beskriver besøget.
”Generalfeltmarskallen satte sig på stolen ved min seng. Han beklagede tabet af mine danske flyverkammerater. Han kendte dem ved navn og vidste, hvordan de var faldet. Om jeg bliver 100 år, vil de minutter stå lige klart for mig. Jeg kan slet ikke udtrykke den magiske magt, der stråler fra ham.”
Nogle dage senere kom Mannerheim forbi endnu en gang og tildelte Jörn Ulrich Det Finske Frihedskors. Ulrich, Carl Knut Kalmberg og deres jagereskadrilles indsats.
13. februar 1940 fik stor betydning. Det afværgede de sovjetiske bombemaskiners angreb på jernbanestationen i Pälkjärvi, og det lykkedes efterfølgende de finske styrker at nedkæmpe den omringede sovjetiske division.
Jörn Ulrich genvandt sin førlighed. Da han vendte hjem, tilgav Marineministeriet ham hans uautoriserede deltagelse i Vinterkrigen, og han kom igen i tjeneste. I 1944 flygtede han til Sverige, hvor han blev instruktør i det svenske flyvevåben. Her kunne han indprente piloterne jagerkampens taktik og vigtigheden af at have højdeoverskud i luftkamp.
Der findes forskellige udlægninger af luftkampene 13. februar 1940, og nogle beretninger afviger fra Jörn Ulrichs. Det kan skyldes, at Jörn Ulrich aldrig fik indleveret sin egen rapport over luftkampen til det finske flyvevåben. Hans beretning i ”Døden har vinger” er helt i overensstemmende med hans udtalelser til danske journalister få dage efter luftkampen, og Honnør har vurderet, at hans beretning er troværdig.
MON. Testpilot
MON er i øjeblikket i gang med den taktiske uddannelse på F-35-kampflyet, hvilket foregår på Luke Air Force Base i Arizona. Her indgår dogfight eller Basic Fighter Maneuvers som en del af træningen. F-35-flyet har avancerede sensorer, der på lang afstand kan identificere et fjendtligt fly, og så kan piloten vælge enten at nedkæmpe det med et radarsøgende missil eller undgå at møde det fjendtlige fly. Der kan dog være situationer, hvor man skal tæt på fjendtlige fly for at afgøre, om det er ven eller fjende – for eksempelhvis ens sensorer er i stykker, eller der kan være tale om en mulig afhopper.
”Hvis man kommer ind på kort afstand, og det så viser sig, at piloten har fjendtlige hensigter, så er man tvunget til at kunne gennemføre en dogfight, for så er det ikke de avancerede sensorer, der gør forskellen. Så er det mere, hvordan flyet manøvreres, og hvor dygtig piloten er til at udnytte flyets kraftoverskud og aerodynamik. Blandt andet derfor har man valgt at bibeholde en maskinkanon i F-35, for at have den nødløsning,” siger MON.
De grundlæggende principper for dogfight er de samme som altid.
”Vi kæmper stadig om højden, når vi træner F-35 mod F-35,” siger MON.
Talmæssig overlegenhed har også fortsat betydning, men her er det ikke nødvendigvis antallet af fly i luften, der er afgørende, men lige så meget antallet af missiler, der er til rådighed. Når F-35 opererer, er der som regel to eller flere fly i luften sammen.
”Hvis man lige pludselig ender i en situation, hvor man er alene mod fire fjendtlige fly på kort afstand, så har man et problem. Derfor vil man gerne være flere,” forklarer MON.
Hvis MON skal pege på en ting, man absolut ikke bør gøre som pilot i F-35, så er det at sætte flyets stealth-egenskaber over styr.
”Man skal hele tiden være bevidst om, hvordan man optimerer flyets signatur (synlighed på fjendens sensorer, red.), så man helt undgår eller først meget sent bliver opdaget af en fjende,” siger MON.
