Genindkaldte finske værnepligtige foran deres kampvogn

I løbet af deres 12 måneder som værnepligtige blev disse fire herrer, Konsta, Mikko, Tommi og Vaiterri uddannet på Leopard 2A4 og senere også på Leopard 2A6. Foto: Martin Finnedal / Forsvaret

Tekst: Martin Finnedal, Forsvarskommandoen

 

30. november 1939 rullede en voldsomt overlegen sovjetisk styrke ind i Finland og indledte, hvad der nu kendes som Vinterkrigen. Sovjetunionen vurderes til at have haft op mod 5.000 kampvogne. Finnerne havde 32. Til gengæld havde de sisu: Forsvarsvilje. De finske soldater – mange uden uniformer eller udrustning i det hele taget – stoppede fjendens kampvogne med træstammer, koben og molotovcocktails. Sidstnævnte blev i al hast produceret på de finske spritfabrikker, der ligesom resten af samfundet meget hurtigt omstillede sig til undtagelsestilstand. Terrænet, sneen og kulden, der i januar 1940 blev målt til minus 45 grader, var til finnernes fordel. På de godt 14 uger, Vinterkrigen varede, mistede Sovjetunionen mindst 125.000 soldater: Fem gange så mange som finnerne.

 

Vinterkrigen er både en kilde til national stolthed og et kollektivt traume for finnerne. Da Rusland 24. februar 2022 invaderede Ukraine, rejste der sig i befolkningen en pludselig og massiv opbakning – for ikke at sige et folkekrav – til at blive medlem af NATO. Det fortæller oberst Pasi Hirvonen, der er øverste projektleder for implementering af det finske forsvar i NATO. Opgaven har blandt andet været at kortlægge, hvor mange finske officerer og underofficerer, der skal bruges i NATOs strukturer og stabe. Processen under hans ledelse begyndte i august 2022, og 4. april 2023 blev Finland det 31. medlem af alliancen.

 

”Det er gået med lynets hast. Omvendt har det heller ikke været et stort skridt, i og med at vi længe har været så tæt på NATO, som man kan være uden at være fuldgyldigt medlem. Set fra NATOs side er vi et eksemplarisk alliancemedlem. Hele vores samfund er modstandsdygtigt. Vi har et godt og effektivt forsvar. Vi bruger to procent af vores BNP. Vi er allerede der, hvor alle alliancemedlemmer bør se ud i forhold til både at forsvare os mod Rusland og international terrorisme. Vi passer rigtig godt ind i alliancen, som den ser ud nu, hvor vi ser en tilbagevenden til formålet under den kolde krig, nemlig kollektivt forsvar af Europa,” siger Pasi Hirvonen.

 

Generaler roser Finlands hær

Da en international øvelse, Northern Forest, i slutningen af maj i år bliver afviklet i det gigantiske skarpskydningsterræn i Rovajärvi i nærheden af Rovaniemi, står højtstående udenlandske officerer da også nærmest på nakken af hinanden for at rose Finland.

 

Den svenske hærchef, generalmajor Karl L.E. Engelbrektson, konstaterer således, at den finske hær er i en anden og bedre tilstand end hans egen.

 

”Det, vi lærer af Finland, er vigtigheden af at operere i store tal. Vi skal genlære det, vi gjorde, før vi sadlede om til internationale operationer. Vi skal tilbage til at arbejde i divisioner, brigader og med det grundlæggende soldaterhåndværk. Vi lærer meget af Finlands tydelige kommandostruktur,” fortæller den svenske hærchef med en vis ydmyghed, da Honnør besøger øvelsen 30. maj i år.

 

I alt op mod 8.000 soldater deltager i øvelsen – heriblandt cirka 1.100 fra Sverige, Storbritannien, Norge og ikke mindst soldater fra U.S. Army’s 10th Mountain Division. Øverstkommanderende, generalmajor Gregory Anderson, fortæller, at dannelsen af hans division og dens særlige færdigheder er direkte inspireret af Finlands indsats i Vinterkrigen og de finske styrkers evner til at kæmpe i sne og ekstrem kulde.

 

Udholdenhed og modstandskraft

Generalmajor Gregory Anderson tilslutter sig sin svenske kollegas udsagn om vigtigheden af at genlære færdigheder, der på en måde er gået i glemmebogen.

 

”Også vi (amerikanerne, red.), tror jeg, er i gang med at genlære vigtigheden af landdomænet. Selv med den enorme udvikling i andre domæner, er det kampen på landjorden, der former de store beslutninger,” siger han.

 

Finlands spidskompetence er netop hæren, som tæller seks-otte brigader (afhængigt af, hvor mange værnepligtige under uddannelse man regner med), cirka 200 kampvogne (Leopard 2A4/2A6), omkring 800 artilleripjecer og cirka samme antal mortérer. Det finske forsvar er, baseret på erfaringerne fra Vinterkrigen, skræddersyet til at imødegå samme scenarie: Russisk invasion. Og så er vi tilbage ved begrebet sisu.

 

I den finske forsvarskommando breder et lille, stolt smil sig på oberst Pasi Hirvonens ansigt, da Honnørs udsendte beder ham om at definere sisu.

 

”Sisu betyder udholdenhed eller modstandskraft. Du gør det nødvendige, ligegyldigt hvad der kræves.”

 

Efter en kort tænkepause bliver obersten anderledes alvorlig.

 

”Det er det, ukrainerne også viser. De er villige til at gøre hvad som helst for at forsvare deres land.”

 

Tre krige på fem år

Den russiske invasion af Ukraine har spillet en gigantisk rolle for finsk forsvarspolitik. Før invasionen lå tallet for befolkningens tilslutning til NATO-medlemskab i årevis stabilt mellem 20 og 30 procent. Det ændrede sig, da Rusland i november 2021 krævede, at hverken Finland eller Sverige skulle være medlemmer af NATO, og i endnu højere grad, da russerne invaderede Ukraine – vel at mærke på en måde, der minder en hel del om Sovjetunionens angreb på Finland i 1939.

 

I februar 2022 var 68 procent af Finlands befolkning pludselig for medlemskab af NATO, og på baggrund af folkestemningen og et næsten enstemmigt ja til NATO i det finske parlament forberedte regeringen ansøgning om medlemskab. Sverige, som ellers traditionelt har ageret storebror i forhold til den nordiske nabo mod øst, fulgte trop. 17. maj 2022 søgte både Finland og Sverige officielt om medlemskab af NATO.

 

Når invasionen af Ukraine har haft så stor betydning for finnerne, hænger det selvfølgelig sammen med landets 1.340 kilometer lange grænse op til Rusland. Kan russerne invadere ét naboland, kan de også invadere et andet, synes logikken at være. Historien blåstempler den tanke. I Store Nordiske Krig (1700-1721) var svenskkontrollerede Finland stødpude mellem Sverige og Rusland. Resultatet var voldsom hungersnød i det krigshærgede land, hvis situation ikke udviklede sig til det bedre under to efterfølgende russiske besættelser og senere russisk annektering. Finnerne udnyttede det interne russiske kaos i forbindelse med Oktoberrevolutionen i 1917 til at rive sig fri og erklærede 6. december 1917 sin selvstændighed. En status, der blev anerkendt af Rusland 4. januar 1918. Inden freden kunne sænke sig over vores nordiske venner, skulle finnerne igennem en blodig borgerkrig (27. januar-15. maj 1918) mellem socialdemokrater (de røde) støttet af Rusland og på den anden side de hvide; landmænd, middelklassen og overklassen støttet af det tyske kejserrige. De hvide sejrede.

 

Freden varede dog kun til, at Rusland, der i 1922 var blevet til Sovjetunionen, i 1939 indledte Vinterkrigen. Planen var, at finnerne skulle besejres på tre uger – inden Stalins 60-årsfødselsdag den 21. december 1939. Den sovjetiske leder havde en forventning om, at Tyskland med tiden ville bryde den netop indgåede ikke-angrebspagt: Ribbentrop-Molotov-pagten, og igen skulle Finland bruges som stødpude. Men finnerne holdt ud takket være blandt andet deres guerillataktik og leverancer af udrustning og ammunition fra Norge og Sverige.

 

I marts blev begge parter tvunget til forhandlingsbordet. Rusland, fordi England og Frankrig planlagde at støtte finnerne med tropper, og Finland, fordi Sverige og Norge truede med at fjerne deres støtte, hvis finnerne afviste en fredsaftale. 13. marts 1940 indgik de to parter en aftale, der betød, at Sovjetunionen annekterede ni procent af Finlands territorier.

 

Da Tyskland i juni året efter brød med Ribbentrop-Molotov-pagten og invaderede Sovjetunionen, allierede finnerne sig med tyskerne i håbet om at få deres land tilbage. I september 1944 blev det så tyskernes tur til at stifte bekendtskab med sisu, da finnerne måtte sluge endnu en ubehagelig fredsaftale med Sovjetunionen, der blandt andet forpligtede Finland til at deltage i en tredje krig på fem år og smide cirka 200.000 tyske soldater ud af landet. I april 1945 var dette kapitel i Finlands blodige historie kendt som Laplandskrigen afsluttet.

 

Finland har med andre ord en lang tradition for at forsvare sig (mod Rusland) med alle tænkelige midler.

 

Traumatisk identitet

Vinterkrigen er et nationalt traume, som den tyske besættelse er for Danmark. Men den er mere end det. Vinterkrigen er grundsten for selve den finske nationalidentitet, som kan beskrives med ét ord: Sisu.

 

Hvert år siden 1970 er befolkningen blevet stillet det samme spørgsmål: Hvis Finland bliver angrebet, bør finnerne forsvare sig med våbenmagt i alle tænkelige situationer – også selv om udfaldet er usikkert?

 

Typisk svarer mellem 70 og 80 procent ja. De seneste registrerede målinger fra foråret 2022 og efteråret 2022 er historisk høje: Godt over 80 procent.

 

Interessant nok fik den kolde krigs ophør ikke den finske forsvarsvilje til at falde. Den er nærmest svejset fast til den finske nationalidentitet, og i modsætning til resten af Norden har Finland på intet tidspunkt skåret i forsvarsbudgettet. Finland har i modsætning til nærmest resten af NATO aldrig skiftet fokus fra nationalforsvar til ekspeditionsforsvar. Rusland er FJENDEN.

 

”Det er indbygget i staten Finland. Vi har på intet tidspunkt betragtet et angreb fra Rusland som umuligt. Nu tror jeg, folk forstår vores indstilling meget bedre. I 2005-2007 arbejdede jeg i et NATO-hovedkvarter i Stavanger. Min overordnede – en britisk group captain  – og jeg havde meget lange diskussioner om, hvorvidt Rusland nogensinde igen ville være en trussel. Han var totalt uenig med mig og omtalte os finner som dinosaurer. Jeg sagde til ham: ’Vent og se. Rusland er Rusland,’” siger Pasi Hirvonen med et stålsat blik.

 

[]-Side-71-2-2023-[MASTER].jpg

 

Militariseret samfund

Af samme grund er Finland i dag et væsentligt mere militariseret samfund end de øvrige nordiske lande. Skal man være lidt kæk, kan man omtale Finland som Nordens svar på Israel. Der er og har traditionelt altid været gigantisk opbakning til værnepligten, som er grundstenen i Finlands hær. Når landet, der har cirka samme befolkningsantal som Danmark, ja faktisk omkring 300.000 færre, i yderste konsekvens kan stille 900.000 soldater, hænger det sammen med, at ud af visse årgange har op mod 90 procent af de finske unge mænd været igennem værnepligt.

 

Men værnepligt gør det ikke alene. Også industrien er en vigtig aktør. Finland er selvforsynende med ammunition, om end erfaringer fra det massive forbrug af artillerigranater i Ukraine granskes nøje med henblik på formentlig at skrue op for produktionen.

 

”Krigen i Ukraine har gjort noget ved vores beregninger. Vi er nødt til at have en mere agil og mere fleksibel våbenindustri for at kunne reagere hurtigt,” siger Pasi Hirvonen.

 

Han understreger dog, at den russiske invasion af Ukraine ikke er første gang, det finske samfund skærpede interessen for at styrke forsvaret. Allerede i 2014, da Rusland annekterede Krim, begyndte politikerne og det finske forsvar at røre på sig.

 

”Virksomheder er gennem lovgivning forpligtet til at være en del af Finlands forsvar. Det gælder især inden for økonomi og industri. Siden 2014 er der blevet udført et stort arbejde for at skabe partnerskaber med nøglevirksomheder i den private sektor,” fortæller Pasi Hirvonen.

 

Civile virksomheder er med på helt lavpraktisk niveau. Således er entreprenørvirksomheder aktivt med på øvelser, når der for eksempel udlægges miner på asfaltveje til og fra Rusland. Også den helt almindelige civilbefolkning har pligter, skulle Finland blive angrebet.

 

”Vi forventer, at hver eneste borger er forberedt på at kunne klare sig selv i op til 72 timer. Krigen i Ukraine har da også været en reminder for almindelige borgere om at holde sig klar, og den har helt sikkert skærpet forståelsen af, hvad der forventes af en i tilfælde af worst-case scenario,” fortæller Pasi Hirvonen.

 

Ved opførelse af boligbyggerier over 3.000 kvadratmeter er bygherre forpligtet til at tænke beskyttelsesrum ind i planlægningen. I senfirserne betød det opførelsen af beskyttelsesrum med plads til 536.000 borgere i Helsinki alene. I de større byer er der i dag i alt kapacitet til mindst 3.600.000 indbyggere.

 

[]-Side-72-2023-[MASTER].jpg

 

Stadig på babybakken

Når Finland nu angiveligt har så eksemplarisk et forsvar, kan man spørge sig selv, hvorfor landet har brug for NATO.

 

Svaret er, at medlemskabet i virkeligheden er en endelig cementering af det NATO-samarbejde, der begyndte i 1994, da Finland sluttede sig til Partnership for Peace-programmet. Samtidig har Finland og Sverige siden 2015 haft et formelt forsvarssamarbejde. Et samarbejde, der blev yderligere styrket i 2018. Den forholdsvis lave folkelige opbakning til NATO før 24. april 2022 skal ifølge Pasi Hirvonen da heller ikke ses som decideret modvilje mod NATO, men alene som et udtryk for, at et fuldt medlemskab ikke har været nødvendigt. Før nu.

 

”Medlemskabet betyder først og fremmest, at vi nu har fælles command and control. Det vil gøre samarbejdet meget lettere,” fastslår Pasi Hirvonen.

 

I forhold til implementering i NATO hviler Finland ikke på laurbærrene. Der er masser af opgaver. Pasi Hirvonens håb er, at der med tiden skabes et større samarbejde i NATO og måske endda en fællesnordisk division af hurtige reaktionsstyrker. En opgave, han kunne forestille sig løst især i tæt samarbejde med Danmark, som han anerkender for erfaring med netop hurtige reaktionsstyrker. En anden fordel, han ser i et kommende nordisk NATO-samarbejde, er i forhold til Østersøen og i det hele taget det maritime domæne, hvor Finland er beskedent udstyret – om end finnerne har bestilt fire fregatter, der forventes taget i brug i 2028. Endelig forudser Pasi Hirvonen et godt samarbejde i luften, hvor finnerne allerede nu har et slagkraftigt flyvevåben (62 F-18-kampfly) og ligesom Danmark og Norge har købt F-35-kampfly.

 

”Når Sverige bliver optaget, har de nordiske lande en betragtelig luftstyrke, der potentielt er fællesintegreret og fælleskoordineret. Den nordiske del af alliancen er nu sikrere og stærkere, og samlet er vi en luftmagt, Rusland er nødt til at tage meget alvorligt,” mener Pasi Hirvonen.

 

Selv om Finlands integrationsproces er godkendt, og landet nu indgår i NATO som enhver anden alliancepartner, anerkender Pasi Hirvonen, at Finland i forhold til blandt andre Danmark i overført betydning stadig befinder sig på babybakken.

 

”Når det gælder internationalt samarbejde, har vi stadig meget at lære blandt andet af Danmark. Det vil tage år eller måske endda årtier at opbygge vigtige relationer. Selvfølgelig er der forskel på, om man i så stor en organisation har ét års samarbejdserfaring eller 75.”

 

 

[]-IMG_7834-2023-[ARTIKEL].jpg

I løbet af deres 12 måneder som værnepligtige blev disse fire herrer uddannet på Leopard 2A4 og senere også på Leopard 2A6. Fra venstre er det skytten Konsta, Mikko, der er kommandør og delingsfører (fire kampvogne), Tommi, der er lader, samt køreren Vaiterri. De er alle uddannet på kryds og tværs, så de kan bestride alle funktioner i kampvognen. Foto: Martin Finnedal / Forsvaret

Genindkaldte værnepligtige: Vi finner forstår godt truslen mod os

 

I Danmark er det utænkeligt, at værnepligtige kører kampvogn. Det er det ikke i Finland, hvor Mikko, Vaiterri, Konsta og Tommi for femte gang i løbet af de seneste seks år har været på øvelse med deres Leopard 2A4.

 

Tekst: Martin Finnedal, Forsvarskommandoen

 

Terrænet i Lapland er nærmest stereotypisk finsk: Slanke birketræer, smalle grusveje og vandområder, der spænder fra pytter til brutale skumtoppede floder.

 

Men her i Rovajärvi – et af Europas største øvelsesområder, der strækker sig 1.110 kvadratkilometer langs polarcirklen – er der større og anderledes udfordringer, end hvad besætningen i en finsk Leopard-kampvogn er vant til.

 

Det fortæller kommandør og delingsfører Mikko.

 

”Det er et meget kuperet område, så man skal være særligt opmærksom her. Jorden forandrer sig konstant. Det hele ser ens ud på overfladen, men der kan være virkelig blødt nogle steder. Man skal passe på ikke at køre fast,” siger han.

 

Det er 30. maj 2023, og vi synger på sidste vers af øvelsen Northern Forest 23, der foregår cirka 140 kilometer vest for grænsen til Rusland. En halv times bilkørsel væk ligger Rovaniemi, der i 1944 blev fuldstændigt smadret under Laplandskrigen. I dag er byen ikke bare genopbygget, men er blevet tilføjet Santa’s Village, som hvert år besøges af tusindvis af turister, der trykker hånd med julemanden.

 

Idyllen er total. Men mælk og småkager har på ingen måde gjort finnerne blødsødne. Enhver våbenfør mand og i større og større grad også kvinder er en ressource, der bruges til rigets forsvar. Mikko og hans kollegaer; køreren Vaiterri, skytten Konsta og laderen Tommi er fire ud af mange vigtige tandhjul i det finske forsvar, der i krigstid kan mobilisere op til 900.000 soldater. Cirka 23.000 af dem er fastansatte, mens resten er reservister.

 

Når tallet er så stort, er det blandt andet, fordi der er lagt stor vægt på uddannelsen af ikke bare officerer af reserven, men også sergenter af reserven. Faktisk skal du for overhovedet at komme i betragtning til at blive officer af linjen være enten reservesergent eller reserveofficer. En anden faktor er, at man som værnepligtig automatisk indgår i reserven indtil udgangen af det år, man fylder 60. Når man som Finland uddanner cirka 20.000 værnepligtige (18.000 mænd og 2.000 kvindelige frivillige) om året, bliver det til en anselig styrke.

 

Efter den russiske invasion af Ukraine er træningen af reservister yderligere intensiveret. Hvor det finske forsvar inden februar 2022 trænede cirka 18.000-20.000 reservister om året, bliver nu årligt 30.000 reservister, i høj grad altså også soldater, der automatisk indgår i reserven, fordi de har aftjent deres værnepligt, holdt skarpe.

 

Denne kampvognsbesætning består udelukkende af tidligere værnepligtige. Hvis man i Finland fortæller, at man som dansk værnepligtig efter endt aftjening forsvinder fra Forsvarets radar, ryster de på hovedet. Mikko, Vaiterri, Konsta og Tommi har været genindkaldt sammen fem gange inden for de seneste seks år.  

 

”Værnepligten har en kæmpe betydning for den finske hær. Vi kan ikke have så stor en hær kun med professionelle,” konstaterer skytten Konsta og fortsætter:

 

”Med værnepligt får du en masse forskellige mennesker ind. Ingeniører, læger, vvs’ere, lastbilchauffører og så videre. Det skaber en fælles forsvarsvilje, og du lærer en masse: Lederskab, teamwork, kendskab til overlevelse i naturen og så videre. Det er alt sammen vigtigt for nationen,” siger Konsta.

 

Delingsføreren Mikko supplerer:

 

”Mange af os har lært noget, vi kan bruge efter værnepligten. Man får et anderledes livssyn og bliver bedre til at håndtere udfordringer. Det er i hvert fald min erfaring. Værnepligt er med til, at man lærer at leve med og i naturen. Det er en stor del af den finske kultur.”

 

Sammentømret enhed

De fire kampvognsbesætningsmedlemmer er en sammentømret enhed. Der skiftes ikke ud i besætningen fra øvelse til øvelse. Normalt er de en del af et kampvognskompagni, som er ligeledes konstant i forhold til bemanding, men til denne øvelse, Northern Forest 23, kæmper de alene som deling bestående af fire kampvogne.   

 

Kampvognsfolkene er enige om, at de er glade for at blive holdt skarpe. De begræder Ruslands invasion af Ukraine, som har gjort stort indtryk på dem, men de synes ikke, invasionen har forandret noget i forhold til deres eget militære liv.

 

”Jeg tror, de fleste finner udmærket kender Historien og forstår truslerne mod os. Det, der sker internationalt, har vækket nogle mennesker, men i militæret – også før Ukraine – har der hele tiden været fokus på militærets vigtighed,” siger køreren Vaiterri.

 

De fire kampvognsfolk aftjente oprindeligt deres værnepligt i Hämeenlinna mellem de store byer Tampere og Helsinki. De bor alle stadig i det sydlige Finland og at deltage i Northern Forest 23 indebærer en dagsrejse – hver vej.

 

Det er dog ikke noget, der generer skytten Konsta.

 

”Det er ikke så tit, jeg har mulighed for at se Lapland, så jeg synes, det er en fed tur.”

Finlands Forsvar

(pr. 1. januar 2023)

 

HÆREN

  • Kampvogne: 200 (Leopard 2A4/2A6)
  • IKK: 212 (CV90/BMP-2)
  • PMV: Ca. 1.100 (MT-LB/Patria/Sisu Pasi m.fl.)
  • Mortérer: 840 (120 mm)
  • Artilleripjecer: Ca. 700 (122 mm/155 mm)
  • Selvkørende artilleri: 107 (155 mm)
  • MLRS (Multiple Launch Rocket System): 41 (M270)

 

FLYVEVÅBNET

  • Kampfly: 62 (F-18) Fra 2026: 64 F-35
  • Helikoptere: 27 (NH-90/MD 500)
  • Desuden jordbaseret luftværn og AA-pjecer

 

SØVÆRNET

  • Missilfartøjer: 8
  • Minelæggere: 5
  • Mineryddere: 13
  • Kystfartøjer: 70+

Fra 2028 desuden fire fregatter

 

KILDE: Annual Exchange of Military Information - OSCE