Flyvevåbnet er om noget et barn af den kolde krig. Før 2. Verdenskrig havde Danmark nemlig ikke et selvstændigt flyvevåben. I stedet havde Hæren og Søværnet sine egne flystyrker. Ved befrielsen stod det klart, at tiden var kommet til at oprette et selvstændigt flyvevåben. En del danskere havde gjort tjeneste i de allierede luftstyrker under krigen, og det stod klart for de fleste, hvor magtfuldt et decideret luftvåben kunne være.

 

Men der var stor uenighed om, hvordan et sådant luftvåben skulle se ud. Der blev nedsat et udvalg som skulle  diskutere udformningen. Den slags udvalg tog tid og var præget af mange uenigheder. Så først i april 1950 kunne der stilles et lovforslag til politisk beslutning, og 1. oktober 1950 så Flyvevåbnet dagens lys som selvstændigt værn.

 

Jetmotorens tidsalder

Som de andre værn indkøbte Flyvevåbnet i tiden efter befrielsen overskudsmateriel fra allierede, men ligesom for de andre værn var meget af det modtagne materiel allerede godt nedslidt. Samtidig stod flyteknologien også på tærsklen til en ny tidsalder. Jetmotoren havde i begrænset omfang gjort sit indtog i slutningen af 2. Verdenskrig, men det stod klart for enhver, at den nye teknologi var kommet for at blive.

 

Den 20. januar 1950 ankom de første jetfly til Danmark i form af tre Gloster Meteors købt fra Storbritannien. Det skulle blive begyndelsen på jetflyets tidsalder i Flyvevåbnet. Den helt store tilgang af jetfly kom i årene efter.

 

Det skete, da USA i begyndelsen af 1950’erne donerede de første F-84E Thunderjets jagerbombere som våbenhjælp til Flyvevåbnet. Med tiden skulle det blive til over 200 Thunderjets  - primært F-84G-varianten - som Danmark modtog kvit og frit fra amerikanerne. Dertil kom senere en lang række andre fly, som enten blev indkøbt eller doneret via våbenhjælpen.

 

Denne tilgang af nye fly stillede også krav til Flyvevåbnets basekapacitet. Der eksisterede ganske vist flyvepladser i Danmark før krigen, men de fleste af Flyvevåbnets baser under Den Kolde Krig var bygget af den tyske besættelsesmagt under krigen. Med hjælp fra NATO’s infrastrukturprogram blev baserne ved Skrydstrup, Karup og Aalborg udbygget til Flyvevåbnets primære baser, mens Vandel, Tirstrup og Værløse skulle fungere som supplerende baser til brug i krise- og krigstid.

 

 

Flyvevåbnets opstartsproblemer

I årene efter sin oprettelse stod Flyvevåbnet i den vanskellige situation at opbygge organisationen, udarbejde strategi, taktik, træning og uddannelse nærmest fra bunden. Flyvevåbnet fik i 1952 hovedkvarter i Vedbæk. Som med Hæren blev Flyvevåbnet opdelt i to operative landsdelskommandoer i Karup og Værløse.

 

Det viste sig dog hurtigt, at der på alle niveauer manglede personel med operativ erfaring og særligt også med kendskab til de nye kraftfulde jetmaskiner, som i disse år ankom i store antal. Resultatet blev, at Flyvevåbnet i sine første år var plaget af interne stridigheder og usikkerheder samt en lang række havarier og ulykker - i flere tilfælde med omkomne piloter til følge.

 

I 1954 blev det derfor besluttet at hente mere erfaren hjælp ind udefra, og den engelske Air Chief Marshall Hugh Saunders blev ansat som særlig rådgiver for Flyvevåbnets chef generalløjtnant Christian Førslev. Saunders opgave var at få sat styr på rammerne for Flyvevåbnets organisation. Særligt jagereskadrillerne med deres kraftfulde nye fly var ramt af uheld, så man nedlagde de to landsdelskommandoer og samlede dem i Flyvertaktisk Kommando (FTK).

 

I 1962 blev Enhedskommandoen – i NATO kaldet Allied Forces Baltic Approaches (BALTAP) – oprettet. Det var et snævert samarbejde mellem Danmark og Tyskland om forsvaret af Østersø-området. Den fik den hovedkvarter på Flyvevåbnets base ved Karup. Chefen for Flyvertaktisk Kommando fungerede derefter også som chef for enhedskommandoens flystyrker (COMAIRBALTAP). Resultatet blev derfor også, at Flyvevåbnets procedure blev udarbejdet af FTK og COMAIRBALTAP i fællesskab.

 

Med tiden lykkedes det at få løst de organisatoriske og træningsmæssige problemer, og Flyvevåbnet kunne fokusere på at løse fredsmæssige arbejdsopgaver samt udvikle strategi og taktik for en eventuel krigssituation.

 

Kontrol- og varsling

Hvad var Flyvevåbnets opgave egentlig i en krigssituation? 2. Verdenskrig havde vist, at et veludviklet luftvåben, særligt i samarbejde med de andre værn, kunne udgøre en formidabel trussel mod en fjendtlig styrke. Omvendt var Danmark også sårbar i jetmotorens tidsalder.

 

For fra Warszawa-pagtens flyvepladser langs Østersøen var der ikke mange minutters flyvetid til Danmark. Det stillede høje krav til varslingssystemer og luftforsvaret. Også i fredstid, hvor afvisningsberedskabet måtte på vingerne, hvis dansk luftrum blev krænket af sovjetiske fly.

 

På grund af den korte flyvetid mellem øst- og vestlandene var man stærkt afhængig af kontrol- og varslingstjenesten, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at reagere på et fjendtligt angreb i tide. Fra 1959 havde tjenesten hovedkvarter på Flyvestation Karup, hvorfra man kunne videresende informationen til eskadrillerne.

 

I 1971 blev Danmark koblet på NATO’s nye integrerede kontrol- og varslingssystem (NADGE), og tjenesten flyttet til Flyvevåbnets administrative hovedkvarter i Vedbæk-bunkeren. Systemet koblede en lang række radarstationer spredt rundt om i Danmark til et større europæisk varslingssystem, som konstant afsøgte luftrummet for ændringer i normalbilledet.

 

Fra jetfly til missilsystemer

Mange af de første fly, man modtog eller indkøbte, var jagerbombere, som var velegnede til at angribe fjendtlige mål på landjorden. Enten selvstændigt eller i samarbejde med allierede land- eller flådestyrker skulle jagerbomberne angribe fjendtlige styrker og infrastruktur.

 

På landjorden forventede man at være talmæssigt i undertal over for Warszawa-pagten, og NATO’s flystyrker spillede en stor rolle i planlægningen i at udligne den styrkemæssige forskel.

 

Naturligvis måtte man også forsvare sig mod fjendens egne fly. F.eks. var jagerbomberne sjældent særligt manøvredygtige på grund af deres tunge bevæbning. Som supplement anskaffede man derfor såkaldte altvejrsjagere. Oftest anvendte disse fly missiler, som ved hjælp af radar og anden teknologi kunne angribe fjenden på mange kilometers afstand, oftest inden fjenden viste sig for det blotte øje.

 

Ud over fly rådede Flyvevåbnet også over et jordbaseret luftforsvar. Danmark havde i slutningen af 1950’erne modtaget NIKE-missiler, som var et radarstyret jord til luft-missilsystem. Inden atommissiler blev standarden, frygtede man også angreb fra atombevæbnede bombefly. Derfor blev NIKE-systemet placeret rundt om København, som man mente ville være det primære mål for fjendtlige atomangreb.

 

NIKE-systemet var dog stationært, og dets affyringsramper derfor sårbare overfor fjendtlige angreb. I 1964 supplerede man derfor med HAWK-missilsystemet. I modsætning til NIKE var HAWK-systemet mobilt, som gjorde det i stand til løbende at skifte stilling. NIKE-systemet blev udfaset i 1980’erne, mens HAWK løbende blev opdateret og var i tjeneste resten af Den Kolde Krig.

 

Fjenden forsvinder

Den 9. november 1989 åbnede DDR for fri passage til Vesttyskland, og Berlinmuren faldt. Kort efter gik Sovjetunionen i opløsning og den trussel mod Danmark, som Flyvevåbnet var designet til at imødegå, forsvandt.

 

Det kom til at betyde, at Flyvevåbnet måtte sige farvel til nogle af sine kapaciteter og tjenestesteder.

 

I årene 1992-93 nedlagde Forsvaret to eskadriller, og Draken-flyet blev udfaset. Forsvaret havde inden Den Kolde Krigs ophør investeret i helikoptertyperne H-500 Cayuse og Fennec, der primært var beregnet til at bekæmpe pansrede køretøjer fra Warszawapagten, og var organiseret i Hærens Flyvetjeneste på Flyvestation Vandel. H-500 Cayuse blev udfaset , og i 2003 overførtes Hærens Flyvetjeneste til Flyvevåbnet, og Flyvestation Vandel blev nedlagt. Fennec-helikopterne viste sig anvendelige til observation og for specialoperationsstyrkerne.

 

28. marts 2004 lukkede Flyvestation Værløse, og Flyvevåbnet havde herefter kun stort set kun baser i Jylland.

 

I forsvarsforliget 2005-09 besluttede Folketinget at nedlægge det jordbaserede luftforsvar.

 

I 2006 samledes de fleste af Flyvevåbnets enheder i Wings og enhederne Air Control Wing, Air Transport Wing, Fighter Wing Skrydstrup, Helicopter Wing Karup og Combat Support Wing (senere omdøbt til Operations Support Wing) blev oprettet.

 

Internationale opgaver

I 1990’erne var det begrænset, hvor meget Flyvevåbnet bidrog til internationale missioner. I 1992 var et C-130 Herculesfly indsat til at flyve nødforsyninger til den belejrede by Sarajevo, men det var i 1998-1999, at Flyvevåbnet for alvor fik sin internationale ilddåb. Her var F-16 kampfly indsat i luftkampagnen mod Jugoslavien, der skulle stoppe jugoslaviske regeringsstyrkers etniske udrensning af befolkningen i Kosovo.

 

Siden dengang har stort set alle Flyvevåbnets kapaciteter været indsat i internationale operationer.

 

Flyvevåbnets Herculesfly har bl.a. været udsendt til Irak, Kirgisistan, Afghanistan, Pakistan og Mali.

 

Fennec-helikopterne har været på observationsopgaver i Nordmakedonien, Irak og Afghanistan og over Middelhavet.

 

Flyvevåbnets kortrækkende radar forbedrede i en årrække flyvesikkerheden i Kabuls lufthavn.

 

F-16 kampflyene var på vingerne over Kirgisistan og Afghanistan under Operation Enduring Freedom i 2002-03. Desuden var de med til at nedkæmpe både Gaddafis hær i Libyen i 2011 og terrorbevægelsen ISIL i Irak 2014-16.

 

Også flere af de kapaciteter, som Flyvevåbnet fik efter Den Kolde Krig, har fået debut på internationale operationer. Det gjaldt EH-101 transporthelikopterne, som har været udsendt til Afghanistan, Mali, Irak og sammen med fregatten Niels Juel har indgået i en fransk hangarskibsgruppe. Også den langtrækkende mobile radar Lockheed Martin TPS 77 tilbragte lang tid på internationale operationer i hhv. Afghanistan og Irak. Challengerflyet har været anvendt til at spotte pirataktivitet i Adenbugten og Det Indiske Ocean og til overvågning i Middelhavet.

 

Af mindre klassiske flymilitære opgaver leverede Flyvevåbnet også soldater til hundetjeneste i Afghanistan, uddannelse af afghanske soldater i Helmandprovinsen og logistikbidrag i Libanon.

 

Hjemlige opgaver

Flyvevåbnet har støttet det civile samfund i en række opgaver. Bl.a. har det redningshelikoptere på beredskab døgnet rundt, og Fennec-helikopterne er klar til at støtte i forbindelse med eftersøgninger og overvågning.

 

Air Transport Wings eskadrille 721 har med Herculesflyet og Challengerflyet løst transport- og observationsopgaver både i Danmark, Grønland og Færøerne.

 

Challengerflyet blev indført i Flyvevåbnet på en tragisk baggrund. Det skete efter, at et Gulfstreamfly 3. august 1996 totalhavarerede under indflyvningen til Vagar lufthavn på Færøerne. Besætning og passagerer omkom, heriblandt den nyudnævnte forsvarschef, admiral H.J. Garde. Som efterfølger blev chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Christian Hvidt, udnævnt til general og ansat som forsvarschef. Ulykken medførte, at Forsvaret udfasede Gulfstreamflyet og i stedet fik Challenger.

 

Nyt kampfly

En af de væsentligste milepæle i Flyvevåbnets nyere historie er, at Folketingets politikere 9. juni 2016 traf beslutningen om, at F-16 kampflyets afløser bliver F-35 Joint Strike Fighter. Det skete efter, at de løbende havde fået fremlagt års grundige overvejelser og analyser om, hvilken flytype som bedst matchede dansk Forsvars behov og økonomiske formåen. Den 14. september 2023 landede det første F-35 kampfly med en dansk pilot på Flyvestation Skrydstrup.

 

En mere usikker verden

Efter årtiers fokus på internationale operationer skiftede Flyvevåbnets fokus til forsvaret af Danmarks nærområde.

 

Siden 2008 førte Rusland en mere og mere aggressiv udenrigspolitik over for sine nabolande, hvilket kulminerede i 2022 med den ulovlige og brutale invasion af Ukraine.

 

Danmark er blandt de lande, som støtter Ukraines forsvarskamp med våben, og Danmark leverer nogle af Flyvevåbnets F-16 kampfly, der er ved at blive udskiftet med f-35, til Ukraine.

 

Desuden bidrager Flyvevåbnet løbende til afvisningsberedskab og afskrækkelse i NATO bl.a. i Baltikum og Island.

 

Dele af denne tekst er Jacob Rievers artikel på forsvarshistorien.dk ”Flyvevåbnet og luftforsvaret under Den Kolde Krig”.