Angreb på Zumbelay: Fortsæt fremad. Vi har jer!

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen

En byge af projektiler kastede små klumper af mudder tæt på den dengang 26-årige premierløjtnant Alexander, der med sin deling var i færd med at rykke frem mod byen Zumbelay. Han stod i mudder til knæene, så han havde svært ved at komme ned at ligge i en ordentlig stilling. Samtidig havde hans gevær funktionsfejl, så han kunne ikke selv besvare ilden. Den gode nyhed var til gengæld, at det var helt efter hans beregninger, at Taleban skulle begynde at beskyde ham og hans soldater på dette sted.

Taleban skulle bindes til Zumbelay

For det danske ISAF Hold 13 i Afghanistans Helmandprovins var det en målsætning, at flere opgaver skulle overdrages til den afghanske hær. Særligt havde den afghanske hær fokus på landsbyen Saidan, som de gerne ville have mere kontrol over og fordrive Taleban fra. Taleban stod meget stærkt i landsbyen Zumbelay øst for Saidan, og her planlagde ISAF Hold 13’s ledelse at foretage et angreb, der skulle støtte den afghanske hærs bestræbelser på at få overtaget i Saidan.

”Tankegangen var, at hvis vi angreb dem i Zumbelay, så ville de koncentrere deres styrker omkring os, hvorved den afghanske hær så faktisk kunne patruljere roligt i Saidan. Vi forudså, at de ville vise, at de havde et stronghold i Zumbelay og kunne kæmpe mod os. Det ville være smartere, hvis de bare var gået væk, men de valgte at sende alt, hvad de havde, til Zumbelay,” forklarer Alexander, der i dag har forladt Forsvaret til fordel for en lederstilling i det private.

Alexanders deling, som var mekaniseret infanteri, skulle rykke frem på venstre flanke ved siden af Bravo-kompagniets to delinger med infanterikampkøretøjer. De var støttet af en kampvognsdeling, sanitets- og ingeniørgrupper samt af forward air controllere (i dag joint terminal attack controller, JTAC), der kunne påkalde ildstøtte fra fly og Apachehelikoptere. De kunne desuden få ildstøtte fra mortérer og artilleri.

Ingen panik

Det var formiddag, da Taleban indledte kampen mod Alexanders deling. Delingen var passeret igennem et område med nogle grøfter, hvor der var stor fare for at støde på improviserede sprængladninger (IED’er), men de soldater, der sweepede, fandt ingen. Delingen bevægede sig fremad under sikring og bevægelse. De første spring var ’IED-spring’, hvor gruppen løber i en række fra stilling til stilling for at minimere faren for at træde på en mine. Men da de blev beskudt, var det meningen, at de skulle overgå til normal ild og bevægelse og foretage spring i spredt orden, mens andre soldater beskød fjenden. En af grupperne fortsatte dog med IED-spring. ”Spredt orden, drenge!” råbte gruppeføreren. Straks omstillede soldaterne sig til den nye formation.

Alexander kunne se og høre, at delingen reagerede, som den skulle. Kommunikationen over radioen var rolig. Første gruppe besvarede talebanernes ild og begyndte at måludpege. De råbte til den anden gruppe: ”Fortsæt fremad. Vi har jer!”

”Planen kørte bare. Vi begyndte ikke at bevæge os langsommere, fordi vi pludselig blev beskudt,” husker Alexander.

Hans deling tilbagelagde ret hurtigt flere hundrede meter under ild og bevægelse. Ud over at grupperne støttede hinanden, var der fire infanterikampkøretøjer i stilling bag ved markerne, der afgav ild, når soldaterne sprang fremad. Talebanerne beskød også Bravo-kompagniets andre to delinger, som ikke rykkede frem i samme tempo som Alexanders soldater.

”Der skete meget hurtigt det, at jeg endte for langt fremme i forhold til de andre delinger,” siger Alexander og fortsætter: ”Og jeg havde ikke lyst til at stoppe, for der var jo ildkamp, og der blev skudt mere og mere på os.”

Delingen må gå i stilling. Alexanders deling rykkede knap en kilometer frem under ild og bevægelse, men de andre delinger kunne stadig ikke følge med. Den forreste deling var nu kun omkring 100 meter fra nogle bygninger i Zumbelay, der var angrebets mål, men som var stærkt besat af fjenden, der skød med håndvåben og let maskingevær.

”Enten skulle vi fortsætte frem alene og så rydde hele lortet, hvilket vi vurderede var en dårlig idé. Ellers skulle vi gå i stilling og vente på, at de andre delinger kom frem,” husker Alexander.

Delingen gik i stilling ved nogle ujævnheder og jordbunker på marken. Imens blev talebanerne beskudt af infanterikampkøretøjer og Apache-helikoptere – styret af de forward air controllere, kompagniet havde med. Alexander kaldte også på ildstøtte fra mortérerne, som ramte fjenden med lag af brisantgranater. Det fik talebanerne til at dukke sig og holde inde med beskydningen i nogle minutter.

Alexander var ærgerlig over denne mere fastlåste situation. ”Det var ikke på den måde, jeg havde opdraget delingen. Det gælder om at have initiativ hele tiden, men nu blev det jo mere en styrkeprøve om, hvem der kunne skyde mest,” siger han i dag.

Efterhånden som tiden gik, begyndte Alexander og hans næstkommanderende at blive bekymret over ammunitionsforbruget. De indskærpede over for soldaterne, at de ikke bare skulle skyde for at ’larme’, og at holde inde med ilden, når Apache-helikopterne var i luften. Desuden delte han de fleste af sine egne magasiner ud til soldaterne, da hans opgave var at føre kampen og ikke at skyde. Alexander havde også mulighed for at anmode om ildstøtte fra artilleri og bombeangreb fra fly, men han besluttede at vente med at anvende denne mulighed, til de eventuelt fik en såret. Hans bekymring var, at en for hård tilgang og deraf følgende civile tab ville føre til større lokal tilslutning til Taleban.

”Vi ville ikke ødelægge mere end nødvendigt. Hele dagen var tabt, hvis vi slog fem civile ihjel. Så ville der være 20 nye talebanere næste dag,” forklarer Alexander.

Frigørelse

Det stod efterhånden klart for Alexander, at de andre delinger ikke kunne komme frem. Han ville gerne undgå, at de efter kampen skulle køre igennem ørkenen i mørke i områder med høj IED-trussel. Derfor, efter at have ligget tre-fire timer i stillingen på marken, blev ordren om frigørelse givet. Frigørelse indebærer at trække sig tilbage under ild og bevægelse og foregår ofte i højt tempo. Det lykkedes ikke desto mindre soldaterne at holde fokus på at være aggressive, når de skulle skyde, i stedet for kun at tænke på at komme hurtigt væk. Under tilbagetoget var Apache-helikopterne igen i luften. Kampfly fløj lavt over dem og kastede flares. Alexander var i den sidste gruppe. Da de skulle foretage det sidste spring for at komme ud af kampzonen, faldt skuddene meget tæt på ham. Måske var han ramt, tænkte han og spurgte gruppeføreren: ”Jeg har ikke blod i hovedet, vel?” Svaret var nej.

Danske soldater i ildkamp ved Zumbelay i sommeren 2012. Foto: Emil Mosekjær/Forsvaret

Alexander befalede gruppens soldater frem for at genvinde ildoverlegenheden, som de i et kort øjeblik havde mistet, fordi talebanerne var fulgt efter dem og beskød dem med maskingeværer. Det lykkedes dem at få overtaget igen. Alexander tømte sit sidste magasin på nær to skud. Herefter kunne de løbe i sikkerhed, mens infanterikampkøretøjerne beskød fjenden. Det var, hvad man kunne forvente, mener Alexander. Under ild og bevægelse vil den sidste gruppe altid være meget udsat. ”Sidste gruppe eller sidste mand tager skraldet,” forklarer han. Kort efter døde kampen ud. Delingen havde brugt næsten al sin ammunition, men alle var uskadt.

Patrulje i Saidan

Næste dag skulle Alexanders deling på patrulje i Saidan sammen med den afghanske hær, mens de to andre delinger skulle blive ved Zumbelay. Nu ville det vise sig, om det var lykkedes at trække Taleban væk fra Saidan. ”Der var helt ro i den by. De afghanske soldater gik bare og hev improviserede sprængladninger op af jorden, som kun afghanere kan gøre det. Det var rart at få at se, at operationen havde virket. Men vi var meget trætte.”

Operationen lykkedes, og ISAF Hold 13 kunne rejse hjem med en følelse af at have gjort et godt stykke arbejde. I det lange løb blev det dog Taleban, der trak det længste strå. Allerede på næste hold, hvor briterne overtog samarbejdet med de afghanske styrker i Saidan, satte Taleban sig igen på området.