Afsnit fra ”Verdensfredens vogtere: Det danske forsvars indsats i FNs fredsbevarende operationer”, udgivet i december 2013.

Kommandørkaptajn Dennis Armand Vad tog en udsendelse på 12 måneder som militær rådgiver i FNs mission i Afghanistan, United Nations Assistance Mission in Afghanistan (UNAMA), som en del af sin forberedelse til en stilling i NATOs hovedkvarter. I den stilling var det vigtigt med erfaringer fra Afghanistan, og dem manglede Dennis Armand Vad. Han er officer i Søværnet og havde ikke tidligere været udsendt i en landmilitær operation, og han havde derfor ikke et personligt kendskab til missionen i Afghanistan.

Han blev derfor anbefalet at tage en udsendelse til UNAMA.

"Der var ingen ledige stillinger i ISAF-strukturen, derfor pegede jeg i fælleskab med Forsvarets Personeltjeneste på en stilling i UNAMA, der ville klæde mig på til at tage den kommende stilling i NATO, om end stillingen i UNAMA havde et noget andet fokus. Personligt havde jeg foretrukket en stilling i ISAF, men da det ikke var muligt, var UNAMA den bedste løsning".

UNAMA har ansvaret for FNs samlede indsats i Afghanistan. Den største del af indsatsen er civil og handler eksempelvis om nødhjælp, støtte til den afghanske regering og befolkning og støtte til afholdelse af valg. Men UNAMA støtter blandt andet også overdragelsen af ansvaret for sikkerheden i Afghanistan fra den internationale sikkerhedsstyrke, ISAF, til den afghanske regering og de afghanske sikkerhedsstyrker og har tæt kontakt til de militære aktører i Afghanistan. Derfor har UNAMA en militær komponent med en overordnet militærrådgiver i Kabul og militærrådgivere spredt over det meste af landet.

Dennis Armand Vad havde base i den store by Jalalabad, der ligger tæt på grænsen til Pakistan. Herfra skulle han dække fire provinser i det østlige Afghanistan, Nangahar, Kunar, Nuristan og Laghman. Det er et område, der samlet dækker mere end 25.000 km2 (et område lidt mindre end Jylland) og har et befolkningstal på over to millioner. Dennis Armand Vad var militær rådgiver for den civile FN-chef for området og regional rådgiver for den militære chef i Kabul.

"Jeg rådgav om sikkerhedssituationen i regionen. Derudover rådgav jeg om ISAF-missionen med særlig fokus på overdragelsesprocessen (transitionen) og de militære operationer og støttede de forskellige afdelinger i UNAMA. Desuden skulle jeg støtte i forbindelse med evakuering, eller hvis UNAMA i ekstreme tilfælde skulle få behov for støtte fra ISAF".

Som mange andre, der i en periode arbejder for FN, oplevede Dennis Armand Vad, at den store organisation kan være særdeles bureaukratisk og til en vis grad befolket af ansatte, der kun tænker på den næste lønudbetaling og den næste ”leave”. Men han mødte lige så mange dygtige og engagerede medarbejdere, og han vurderer ikke, at regler og arbejdsgange var tungere, end de nødvendigvis må være i en organisation, der er så stor som FN.

"Det var en stor udfordring som militær at blive integreret i en civil ramme, fordi mange har fordomme over for uniformen. Derudover er arbejdskulturen og arbejdsgangene anderledes og kunne nogle gange virke ineffektive. Men efterhånden som de militære rådgivere så nogle af de slutprodukter, UNAMA udarbejdede, forstod vi bedre, hvordan en politisk organisation arbejder og søger at yde indflydelse".

Et farligt job

En stor del af Dennis Armand Vads job bestod i at mødes med kontaktpersoner fra ISAF, folk fra de afghanske sikkerhedsstyrker og folk fra andre dele af FN’s organisation i Afghanistan. For at løse sine opgaver måtte Dennis Armand Vad rejse meget rundt i sit ansvarsområde. Det foregik ind imellem med helikopter. Men oftest kørte han og hans afghanske assistent og tolk ud i en af FN’s hvide Toyota Land Cruisere. De er pansrede, men de yder ikke beskyttelse mod de improviserede sprængladninger, som der er mange af i den region, hvor Dennis Armand Vad arbejdede. Modsat soldaterne fra ISAF, der altid er svært bevæbnede og mange sammen, når de bevæger sig rundt i de områder af Afghanistan, hvor Taleban er aktive, er FN-udsendte som Dennis Armand Vad ubevæbnede og kun beskyttet af det afghanske politi, hvis loyalitet mod de internationale styrker ofte bliver draget i tvivl. For ikke at vække opsigt rejste Dennis Armand Vad nogle gange i civilt tøj, og han medbragte altid en lille rygsæk med en satellittelefon, en førstehjælpstaske, nødforsyninger og andre ting, som han kunne bruge, hvis han var nødt til at flygte.

Dennis Armand Vad nåede ikke at få brug for sin flugtpakke, men han oplevede, at han måtte vende om og køre væk, når checkpoints ikke var bemandet af politiet men af krigere fra Taleban.

"Så længe ISAF er til stede i Afghanistan, er UNAMA ikke det primære mål. Men jeg vurderer, at det arbejde, vi udførte, var yderst farligt, fordi vi ikke havde mulighed for at forsvare os og forlod os på, at de afghanske sikkerhedsstyrker ville beskytte os med deres liv, hvilket man naturligvis aldrig var sikker på".

”Green-on-blue” episoderne, hvor afghanske soldater bevidst skød på vestlige soldater, optrappedes i den periode, hvor Dennis Armand Vad var udsendt, og det komplicerede situationen, fordi det ikke længere var til at vide, hvem man kunne stole på.

Aldrig i sikkerhed

Heller ikke inde i de lejre, hvor Dennis Armand Vad boede og arbejdede, var sikkerheden altid i top. Lejrene var bevogtet udefra af soldater fra ANP, det afghanske politi, og inden for af Gurkhasoldater. Men Dennis Armand Vad oplevede i flere tilfælde, at sikkerhedskontrollen i lejrene ikke var særlig grundig, og at der tydeligvis var Taleban-sympatisører inden for hegnet. Eksempelvis blev der skrevet antivestlige slogans på væggene på toilettet.

Dennis Armand Vad forsøgte at forbedre sikkerheden i lejrene men havde svært ved at trænge igennem, fordi den FN-afdeling, der stod for sikkerheden (UNDSS), følte sin faglighed krænket over de militære råd.

"Det skabte en del frustrationer, at sikkerheden blev varetaget af folk, som ikke altid var klædt ordentlig på til opgaven".

På andre områder opnåede Dennis Armand Vad konkrete resultater af sit arbejde. Han var sammen med sin danske chef med til at reorganisere UNAMAs militære del af hovedkvarteret, så organisationen styrkede sit fokus på de afghanske sikkerhedsstyrker.

Han var med til at forbedre samarbejdet mellem UNAMA, andre FN organisationer og den afghanske hær (ANA), og han var med til at styrke ANAs bevidsthed om civilt-militært samarbejde, ligesom han sørgede for at skabe kontakt mellem ISAFs afdeling for civilt-militært arbejde og UNAMAs menneskerettighedssektion. Dennis Armand Vad brugte også sine kontakter i UNAMA og ISAF til sikre flystøtte i forbindelse med redningsoperationer i Nuristan, da provinsen blev ramt af oversvømmelser.

"Som officerer er vi vant til at samarbejde, og vi er ofte resultatorienterede. Vil du opnå resultater, skal du kende den organisation, du arbejder i, så du ved, hvor du skal lægge dit fokus i en given sag. De resultater, jeg opnåede, var først og fremmest, fordi jeg satte mig ind i organisationen og ikke var bleg for at sparke idéer ind, der var nytænkende. Jeg tror, det militære komponent, der bestod af officerer, der gjorde tjeneste i 6-12 måneder, var et friskt pust i organisationen, og vores resultatorienterede måde at arbejde på gjorde, at vi insisterede, når vi havde gode ideer, der kunne gøre UNAMA effektiv. Andre civile medarbejdede sad også inde med gode idéer, men de var meget tilbageholdende over for ledelsen".

Voldsomme oplevelser

Som udsendt i Afghanistan var Dennis Armand Vad klar over, at hans job ville være farligt, og han følte sig godt klædt på til opgaven gennem den forberedelse, han fik inden sin udsendelse. Alligevel var han ikke forberedt på, hvordan det ville være at leve 12 måneder under en konstant trussel.

"Det kan man ikke forberede sig på mentalt. Du ved ikke, hvordan du reagerer på situationen, før du står i den. Men det er vigtigt, at man er mentalt stærk og kan holde fast i en tro på, at det nok skal gå. Gribes man først af negative tanker, mister man fokus og evnen til at være skarp".

Dennis Armand Vad oplevede flere gange, at han var meget tæt på at miste livet.

"Den første gang, jeg oplevede et mortérangreb, var jeg på vej ud fra et møde hos ISAF. Jeg så en bygning i brand og tænkte slet ikke, at det var på grund af mortérbeskydning. Som søofficer stifter man ikke ofte bekendtskab med den slags, endsige lyden af mortérer. Da det andet nedslag kom blot få meter fra, hvor jeg befandt mig, kastede jeg mig ned på jorden og kravlede 50 m hen til den nærmeste bunker, mens granaterne lynede ned om hovederne på os. Det var en ud af kroppen oplevelse, jeg aldrig glemmer".

"En anden gang var jeg på vej hjem fra et møde, og da jeg havde en ny militærrådgiver med i køretøjet, foreslog jeg, at vi kørte gennem byen, så han kunne se lidt af centrum af Jalalabad. Det havde været en lang dag, og vi var begge trætte, så i sidste øjeblik gav jeg ordre til, at vi tog en anden vej hjem. Da vi næsten nåede lejren, sprang der en improviseret sprængladning, der slog 12 personer i ihjel. Vi kunne mærke sprængningen skubbe vores køretøj fremad, og bilen var smurt ind i støv, og hvad der lignede menneskedele. Havde vi kørt den anden vej, havde vi befundet os lige der, hvor vejsidebomben sprang. Lyden af eksplosionen var øredøvende, og alt var kaos, men vi var i live. Som soldater har vi lært at tackle den type oplevelser, men de vil altid sidde i kroppen".