Det følgende er et afsnit fra ”Verdensfredens vogtere: Det danske forsvars indsats i FN's fredsbevarende operationer,” udgivet i december 2013:

 

Et smadret land

Første gang Ellen Margrethe Løj besøgte Liberia var i 2006 – året før hun fik posten som generalsekretærens særlige udsending.

 

"Jeg har stort set aldrig været i et land, der var så totalt ødelagt. Der var ingen veje, ingen elektricitet, ingen vand, og husene var ødelagt. Liberia skulle efter 20 år med borgerkrig i lange perioder begynde fuldstændig fra bunden," forklarer hun.

 

Da hun i januar 2007 begyndte sit arbejde som særlig udsending, var forholdene ikke blevet meget bedre.

 

14 timers arbejdsdag

Posten som generalsekretærens særlige udsending var et krævende job. Ellen Margrethe Løjs arbejdsdag løb ofte op på 14 timer. Samtidig havde hun intet privatliv, for der altid var bevæbnede vagter omkring hende. Allerede klokken 06.00 om morgenen satte hun sig ved computeren for at tjekke e-mails fra FN i New York. Hun var på sit kontor i FN's hovedkvarter i hovedstaden Monrovia ved otte-tiden. Herefter kunne dagen byde på hvad som helst, afhængigt af om der var ro i landet.

 

"Når man står op morgenen, ved man aldrig, hvordan dagen går. Man skal hele tiden være parat til, at der sker noget uforudset, siger hun.

 

Omkring 20 procent af tiden var Ellen Margrethe Løj på rejser, hvor hun besøgte de forskellige FN-baser rundt omkring i Liberia. Hun holdt også ugentlige møder med Liberias præsident, Ellen Johnson-Sirleaf. Hendes arbejdsdag sluttede som regel klokken 20.00.

 

 

Forholdet til militæret

At være leder for militærfolk var noget helt nyt for Ellen Margrethe Løj. Det indebar blandt andet, at hun skulle deltage i utallige medaljeparader for de mange FN-enheder fra forskellige lande. Efter et stykke tid i landet spurgte hun missionens militære leder, om det virkeligt var nødvendigt, at hun mødte op til alle de parader. Svaret var, at det var vigtigt for soldaternes moral. Hun kunne ikke slippe for det. Til gengæld forlangte Ellen Margrethe Løj, at det fremover ikke kun var de øverste officerer, hun skulle give medaljer, men også menige soldater. Det, syntes generalen, var en god ide.

 

Ellen Margrethe Løjs arbejdsdeling med de militære chefer gik ud på, at hun tog det politiske ansvar for FN-soldaternes operationer, mens generalen skulle træffe de taktiske beslutninger. Det vil sige, at han skulle bestemme, hvor soldaterne skulle rykke hen, og hvad de skulle gøre, hvis der var behov for en militær indsats.

 

En integreret mission

FN-missionen i Liberia er en såkaldt integreret mission. Det betyder, at militær, politi og civile FN-afdelinger skal koordinere deres aktiviteter og arbejde tæt sammen. Ellen Margrethe Løj havde mange forskellige afdelinger at holde styr på. For at kunne bevare overblikket skar hun ledelsesgruppen ned til 6-7 personer. Det var vigtigt for hende, at alle i missionens ledelse kom til at kende hinanden godt, så de åbent kunne diskutere de situationer, der opstod i landet. Så var det op til hende at afgøre, hvilken løsning der var den bedste.

 

Ellen Margrethe Løj opdagede, at de mange forskellige FN-afdelinger i missionen ikke altid arbejdede sammen. På et tidspunkt angreb vrede liberianere en politistation og brændte den ned. Bagefter modtog hun to rapporter fra FN-folk i området, der havde to forskellige opfattelser af, hvad der var sket.

 

"Det går jo ikke. Vores FN-folk på stedet må tale sammen og nå til en fælles anbefaling, siger Ellen Margrethe Løj.

 

Hun fik ændret arbejdsgangen, så de lokale FN-enheder ude i felten blev bedre til at arbejde sammen.

 

Ellen Margrethe Løjs højeste prioritet var at få opbygget Liberias stat – militær, politi,skolevæsen, sundhedsvæsen – så landet engang i fremtiden kan klare sig uden hjælp fra. Det sørgede hun for, at hendes medarbejdere aldrig glemte. Præsidenten Ellen Johnson-Sirleaf havde det samme mål, men Liberias regering manglede både indtægter og veluddannede borgere. I 2007, da Ellen Margrethe Løj kom til, havde Liberia eksempelvis kun lidt over 50 læger til at tage sig af fire millioner indbyggere. Til sammenligning har Danmark 5000 læger til en befolkning på 5,5 millioner.

 

Kampe mellem kristne og muslimer

I Liberia er det en stor fordel for FN, at det er lykkes at afvæbne de oprørsgrupper, der kæmpede om magten under borgerkrigen. Det betyder, at FN-soldaterne ikke risikerer at komme i kamp med oprørsbevægelser, der er imod FN’s tilstedeværelse, som det er sket under mange andre FN-missioner.

 

Uroen ulmer alligevel, fordi der er stor arbejdsløshed og ringe økonomisk udvikling i landet. Befolkningen har igennem mange år været vant til, at myndighederne var korrupte og ligeglade med almindelige mennesker. Derfor tager de tit loven i deres egen hånd.

 

En dag, da Ellen Margrethe Løj var til endnu en militærparade, blev hun ringet op af FN-hovedkvarteret. Kristne og muslimer var røget i totterne på hinanden i Lofa i den nordøstlige det af landet, fik hun at vide. Der var gadekampe og angreb på kirker og moskéer.

 

Ellen Margrethe Løj forlod straks paraden og skyndte sig hen til hovedkvarteret. Situationen var ikke ligetil. For FN-soldater og politi må i visse tilfælde åbne ild mod bevæbnede personer for at redde civile personers liv, men i Lofa var det ubevæbnede civile, som sloges med andre civile. Ellen Margrethe Løj gav ordre til, at FN-styrkerne ikke måtte skyde men skulle lægge sig imellem de ophidsede folkemængder og på den måde standse slagsmålene. De kristne demonstranter bombarderede de jordanske FN-politisoldater med sten, men det lykkedes at skille parterne ad.

 

Her sluttede problemerne for FN ikke. Da urolighederne var slut i gaderne, blev de indsatte FN-politifolk og FN-soldater, der kom fra to muslimske lande, Jordan og Pakistan, beskyldt for at have støttet muslimerne i Lofa. Sådanne rygter er alvorlige for FN, for det er et af grundprincipperne for fredsbevarende operationer, at FN optræder upartisk.

 

Ellen Margrethe Løj skyndte sig at få sagen undersøgt. For ikke at løbe ind i flere påstande om støtte til muslimerne sendte hun to kristne officerer til Lofa for at undersøge, om de jordanske politisoldater og pakistanske soldater havde opført sig korrekt. De kunne hurtigt aflive rygterne. FN's politi og soldater var neutrale under urolighederne. Ellen Margrethe Løj indkaldte næste dag de liberianske medier til en pressekonference, hvor hun afviste beskyldningerne om, at de muslimske politifolk og soldater havde stået på deres trosfællers side under gadekampene. Dermed faldt gemytterne omsider til ro.

Valg i Liberia

At være særlig udsending er en opslidende post. Ellen Margrethe Løj havde planlagt at sige farvel til jobbet i 2010. Normalt sidder en særlig udsending tre år ad gangen, men både Liberias præsident og FN-hovedkvarteret i New York ville gerne have, at Ellen Margrethe Løj tog et år mere. Der skulle være præsidentvalg i Liberia i 2011, og valg i krigshærgede lande uden tradition for demokrati kan i værste fald blive startskuddet til en ny borgerkrig. Derfor ville FN og liberianerne gerne beholde Ellen Margrethe Løj, som de havde stor tillid til.

 

Valget skulle finde sted 11. oktober 2011. Ellen Margrethe Løj holdt talrige møder med de militære chefer om, hvad der skulle ske, hvis for eksempel tilhængerne af den tabende præsidentkandidat protesterede voldeligt over valgresultatet. I informationskampagner opfordrede FN de forskellige kandidater til ikke at ophidse deres tilhængere ved at opfordre til vold og had.

 

En uge før valget besluttede Ellen Margrethe Løj at lave planerne for FN's soldater i landet. Debatten mellem kandidaterne var blevet mere aggressiv i dagene op til valget, og Ellen Margrethe Løj var nervøs for, at liberianerne ikke turde stemme, fordi de var bange for uroligheder. Hun ville have, at FN-soldaterne skulle være synlige for vælgerne og ikke bare være inde på baserne, som det oprindeligt var planlagt.

 

”Er du klar over, at det er den modsatte instruktion, vi fik i sidste uge?,” sukkede den militære planlægningschef. Det vidste hun godt.

 

"Vi skal formidle tryghed. Soldaterne skal smile," tilføjede Ellen Margrethe Løj.

 

"Soldater smiler ikke, når de er på arbejde," protesterede generalen.

 

Bagefter gik officererne i gang med at ændre planerne, så alt var klar til valget.

 

På valgdagen var Ellen Margrethe Løj rundt at se valgstederne i Monrovia.

 

"Det var fantastisk. Det regnede i Monrovia. Allerede ved 5-tiden mødte de første vælgere op for at stemme. De virkede glade," fortæller hun.

 

Alle FN’s planer for worst case scenario blev gjort til skamme. Ellen Johnson-Sirleaf blev genvalgt, og der var ingen uroligheder.

 

For lidt støtte til politiet

Ellen Margrethe Løj er generelt tilfreds med, hvad FN opnåede i den tid, hun var generalsekretærens Særlige Udsending. Årene 2007-2011 var en relativ fredelig periode i Liberia, hvor det lykkedes at gennemføre et fredeligt valg, og Liberias stat blev udbygget til at kunne klare flere opgaver selv. Det lykkedes også at reducere FN's fredsbevarende styrke fra 16.000 til omkring 8000 mand. En ting ville Ellen Margrethe Løj dog gerne have gjort bedre.

 

"Jeg ville gerne have haft de internationale donorer til at give flere penge til politiet i Liberia. Selv om en politimand er dygtig, kan han ikke fungere, hvis han mangler et køretøj, kommunikationsmidler eller et fængsel til at sætte mistænkte ind," forklarer hun.

 

Hjælpeorganisationer og donorlande vil ofte hellere bidrage med penge til infrastrukturen eller uddannelsessystemet, men det er en forkert prioritering, mener Ellen Margrethe Løj.

 

"Det hjælper jo ikke, at der er veje eller skoler, hvis ikke børnene kan gå til skolen i sikkerhed," siger hun.