Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
I Letland træner de danske soldater på livet løs i udfordrende, tætbevokset skov, mens et dansk hold instruktører uddanner ukrainske soldater i Storbritannien. Indsat i Spanien støtter et Fennec-helikopterbidrag med at overvåge Europas ydre grænser. Læs ugens Mission Update.
Træningen af ukrainske rekrutter i Storbritannien tilpasses løbende med input fra fronten i Ukraine. Foto: Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
For den danske kampbataljon i Letland bød den seneste uge på et varieret program. Det mekaniserede infanteri rykkede ud af Camp Valdemar for at tage på øvelse i et nyoprettet øvelsesterræn, hvor der endnu ikke alle steder er anlagt veje specifikt til store militære køretøjer. Det gav derfor mulighed for at træne særligt indsættelsen af kompagniets pansrede mandskabsvogne i udfordrende, tætbevokset skov.
Tilbage i terrænet omkring Camp Valdemar gennemførte kampvognene og panserinfanteristerne skarpskydning sammen. Enhederne i lejren fik også flere besøg. Regimentscheferne for de udsendte besøgte dem for at få indblik i soldaternes hverdag på udsendelsen. Det samme gjorde Advisory Board for frivillighed og ligestilling, der under deres besøg fik indblik i blandet andet indkvartering som inspiration til deres videre arbejde i Danmark.
Soldaterne havde også mulighed for styrke båndene til andre allierede. Den lettiske National Guard gennemførte sammen med danskerne træning i brug af våbenbærende droner, og bataljonens sanitetsdeling trænede sammen med canadiske helikopterbesætninger med fokus på overlevering af sårede til transport i luften. Derudover dystede de udsendte nationer i Letland i udholdenhedskonkurrencen Baltic Warrior, hvor danskerne kæmpede sig til en flot 2. plads for mixhold.
De danske soldater på instruktørhold 13 har haft fuld fart på øvelsesaktiviteten for anden rotation af ukrainske rekrutter og instruktørelever.
I denne periode er rekrutterne flere uger i felten, kun afbrudt af enkelte dage i lejren med teoriundervisning fra det ukrainske støtteelement.
Selv om det engelske vejr begynder at vise sig fra sin mere våde side, er både det danske og ukrainske personel ved godt mod. Ugerne har stået på grundig gennemgang af rammerne for kamp i skov samt feltforhold, og med forsvar af og angreb på skyttegrave, hvilket er en disciplin, der betyder meget for de ukrainske soldaters overlevelsesevne på fronterne i Ukraine.
Uddannelsen for ukrainerne søges til stadighed at holdes aktuel og relevant. Med input fra både de ukrainske instruktørelever fra fronten, samt det ukrainske støtteelement i missionen, tilpasses den daglige undervisning for at være mest mulig tidssvarende. I dagligdagen ses dette i stor grad ved implementeringen af droner både som selvstændigt undervisningsemne, men også som fast del af gruppernes manøvre på kamppladsen.
Helikopterbidrag, Spanien
Danmark støtter fortsat Frontex-missionen i Spanien med helikopterpatruljering i området øst og vest for Gibraltar, hvor helikopterbidraget primært er på udkig efter det, der lokalt kaldes ”go-fast”. Det er store og hurtiggående speedbåde, typisk med 4 påhængsmotorer á 300 hk, som blandt andet smugler narko til Europa fra Afrika.
I den forgangne uge har bidraget haft rotation af personel.
Tre kolleger har sagt farvel og tre nye er ankommet, en pilot, en observatør samt en støtteofficer til at tage sig af alt, hvad der ikke har med flyvning at gøre.
Flyvevåbnet har indsat Fennec-helikopteren i operationen, der benævnes Joint Operation SPAIN – INDALO 2025, under ledelse af Guardia Civil, i seks måneder, fra juni til november, i regi af FRONTEX, det fælles Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning.