Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Danmarks sikkerhed begynder i Baltikum. Derfor bidrager Danmark til NATOs afskrækkelse og kollektive forsvar af alliancens østlige flanke. Danmark leder NATOs hovedkvarter i Letland og udsender løbende kampbataljoner til landet.
De danske styrker i Letland er med til at afskrække trusler og kan om nødvendigt besvare militær aggression mod Danmarks allierede. Foto: Rebekka Gimm / Forsvaret
Forsvaret udsender regelmæssigt en kampbataljon med støtteenheder til Letland som bidrag til NATOs beredskab.
Med Danmarks deltagelse i NATOs beredskab bidrager danske soldater til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen. Den danske kampbataljon indgår også efter hjemkomsten i NATOs beredskab.
Den seneste gang Forsvaret havde en kampbataljon udsendt til Letland var i anden halvår af 2025.
Hør chefen for bataljonen fortælle om enhedens deltagelse i en af de store øvelser i udsendelsesperioden, og hvordan bataljonen gennem samarbejde med andre enheder bidrager til forsvaret af Letland. Artiklen fortsætter under videoen:
Bataljonen i Letland omfattede enheder fra store dele af Hæren. Bataljonen bestod af en stab, et stabskompagni, et panserinfanterikompagni, et mekaniseret infanterikompagni, en kampvognseskadron og et ildstøtteelement. Kampbataljonen blev suppleret af enheder til støtte for bataljonens opgaveløsning. Blandt andet et panseringeniørkompagni og artillerienheder.
I Letland indgik kampbataljonen i den canadisk ledede Multinational Brigade Latvia, som er underlagt Multinational Division North, hvor Danmark er rammenation og som ledes af en dansk generalmajor.
Kampbataljonen i Letland supplerer Forsvarets øvrige bidrag til forsvaret af NATOs østlige flanke. Det består af stabsofficerer, der er udsendt til hovedkvarterer i Estland, Letland, Litauen samt Polen.
NATOs beredskab er et væsentligt bidrag til opretholdelsen af en troværdig afskrækkelse af Rusland. NATO omstrukturerede i 2024 sine beredskaber. Det betyder, at alliancen har fået flere styrker til rådighed og deraf en større fleksibilitet i effektueringen af beredskabsplanerne.

Danske soldater under den store NATO-øvelse Silver Arrow i efteråret 2024. For de danske soldater udgør Baltikum et komplekst trænings- og operationsmiljø, hvor forholdene er anderledes end i Danmark. Foto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret
Udsendelsen af danske bidrag til Letland er en konsekvens af, at den sikkerhedspolitiske situation i Europa er alvorligt udfordret af Ruslands militære angreb mod Ukraine og omfattende troppeopbygning. Situationen har udviklet sig til en krise med potentielt store konsekvenser for NATO og Danmarks sikkerhed. NATOs tilstedeværelse i området er med til at styrke sikkerheden i Danmark, fordi Danmarks sikkerhed begynder i Baltikum og Polen.
Udsendelsen af bidrag fra Danmark og andre stater til de lande, der ligger tæt på Rusland, er en afgørende del af NATOs signalgivning til Rusland og en styrkelse af alliancens afskrækkelses- og forsvarskapabiliteter i øst. Danmarks støtte til baltiske og polske allierede understøtter de grundlæggende principper for europæiske staters ret til selvbestemmelse og territoriel integritet og styrker samtidig Danmarks tryghed og sikkerhed.
Indsættelsen af danske soldater i Letland er samtidig en naturlig videreførelse af det samarbejde danske og baltiske soldater har haft gennem de seneste mere end 20 års internationale missioner og under træning.
Danmark står i spidsen for NATOs hovedkvarter i Letland - Multinational Division North. Hovedkvarteret er i fredstid placeret i Adazi i Letland og i Slagelse i Danmark.
Hovedkvarteret støtter blandt andet de baltiske staters nationale forsvarsplanlægning, træner baltiske soldater og koordinerer militære aktiviteter i regionen - herunder blandt andet enhanced Forward Presence.
Læs mere om hovedkvarteret: Multinational Division North - NATOs danskledede hovedkvarter i Letland
Danmark har ud over de nævnte bidrag stabsofficerer udsendt til Estland, hvor Danmark tidligere også har haft større troppebidrag.
Områder
LetlandRamme
NATOTidsinterval
Fra 2022Aktuel
Ja