[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

25 kilo. Det var resultatet, da to vinentusiaster torsdag høstede vindruerne i Kuglegården på Holmen. Det er første gang, at druerne høstes for at blive til vin. I det her tilfælde bliver det til noget i omegnen af 15 – 20 liter, når de dårlige druer er sorteret fra. Og blandt andet på grund af den lille mængde, laver vinavlerne hedvin af året høst.
- I år prøver vi at lave hedvin. Det er jo også meget passende, når historien fortæller, at vinstokkene oprindeligt kommer fra Madeira, siger Kurt Jørgensen, der er sekretær i Foreningen af Danske Vinavlere.

Stiklinger frem og tilbage
Vinstokkene i Kuglegården er hentet hjem fra Madeira, hvor danske skibe lagde til, når de var på vej hjem fra kolonierne i Vestindien. Præcist hvornår vides ikke, men orlogskaptajn Lars Skov Jensen, der interesser sig for historien, mener, at det det må have været i slutningen af 1880-tallet. Relativt få år efter sejlede skibe fra den danske flåde stiklinger fra de danske vinranker tilbage til Madeira. Alle vinstokkene på øen var ramt af vinpest og måtte brændes af.
- Den danske konsul på Madeira var vinhandler og kendte til historien om, at danske søfolk – ulovligt – havde taget stiklinger med hjem. Derfor tilskrev han admiralitetet for at få stiklinger tilbage til øen. Det var vigtigt, fordi de danske stiklinger var fra de oprindelige planter. Det var de stiklinger, som kom fra Spanien og Portugal ikke, fortæller Lars Skov Jensen videre.

Blå og grønne på samme klase
Druerne fra årets høst blev sat til at gære allerede torsdag, og til december er det muligt at prøvesmage resultatet. Vinen er dog først drikkeklar om et års tid, forklarer Kurt Jørgensen. Han og foreningens formand, Jean Becker, fik noget af en overraskelse, da de begyndte at plukke druerne.
- Vi blev lidt overraskede over, at der på den samme plante vokser både blå og grønne druer. Men ikke nok med det, så er der også blå og grønne druer på den samme klase. Man kunne tro, at de grønne druer bare umodne, men det kan man smage, at de ikke er, fortæller Kurt Jørgensen.
For at få en forklaring på det usædvanlige fænomen og få fastslået druernes sort og oprindelse, tager vinavlerne et par klaser druer med til Pometet – Landbohøjskolens æblemuseum - i Taastrup til en nærmere undersøgelse.

Meget mere vin
Fremover vil vinavlerforeningen sørge for, at vinstokkene i Kuglegården bliver passet og plejet bedre. Derfor tror Kurt Jørgensen, at det er muligt at høste meget mere næste år. Om alt går vel kan vinstokkene i Kuglegården levere druer til mellem 50 og 100 liter bordvin om få år.