[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Nicholas Lundgard, kaptajn, presseofficer, DANCON ISAF 16

Der var stadigvæk et par timer til solen stod op, da det danske C-130 Hercules transportfly satte hjulene på landingsbanen i den store, multinationale lejr Camp Bastion tidligt onsdag morgen. Forude ventede 24 kompakte timer, hvor Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og forsvarschefen, general Peter Bartram, skulle besøge de danske soldater i Camp Bastion, Lashkar Gah og Kandahar. 24 timer hvor Kronprinsen både fik talt med jægersoldater, set materiel og hilst på Hærens og Flyvevåbnets udsendte soldater i det sydlige Afghanistan.


Fotos: Nicholas Lundgard

- Det har været en stor oplevelse igen at få mulighed for at besøge de udsendte, danske soldater i Afghanistan. Jeg er som ved tidligere besøg imponeret over det soldaterne udretter, siger Kronprinsen.


H.K.H. Kronprinsen og forsvarschef Peter Bartram hilste bl.a. på soldaterne fra Sikrings- og Eskortesektionen fra Gardehusarregimentet, som er en del af Hold 16.

En mission i forandring
Det var tredje gang Kronprinsen besøgte de danske soldater. Efter mere end ti års indsats i det uroplagede land, har de danske soldaters opgave og mission planmæssigt ændret karakter. Den danske militære indsats er nu gradvist ved at blive reduceret, idet de afghanske sikkerhedsstyrker selv har overtaget ansvaret for at varetage sikkerheden i deres eget land. Den danske hovedstyrke i Helmand, DANCON ISAF 16, fokuserer derfor på dels at sende mest muligt materiel hjem til Danmark, og dels at støtte de afghanske sikkerhedsstyrker sammen med vores allierede.

- Missionen i Afghanistan er ikke længere i folks bevidsthed i samme grad som tidligere. Jeg synes det er vigtigt, at vi hjemme husker, at Danmark fortsat har soldater indsat i Afghanistan et stykke tid endnu. De nuværende, udsendte soldater udfører, ligesom deres forgængere, et flot stykke arbejde, siger Kronprinsen.



I Camp Viking holdt H.K.H. Kronprinsen tale for de danske soldater, der udgør DANCON ISAF Hold 16.