F-16 på himlen.

De danske F-16 fly stod bag en af mange flotte opvisninger ved Danish Air Show 2022. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Interessen for Danish Air Show på Flyvestation Karup søndag var stor. Rigtig, rigtig stor. Politiet og arrangørerne vurderer, at omkring 125.000 mennesker lagde vejen forbi. Dagen bød på et tæt pakket program med fly og helikoptere i luften fra klokken 10 til 16, og der var stor begejstring hos det store publikum. Det var tydeligt, at mange af tilskuernes havde deres helt personlige favoritter blandt de optrædende fra i alt 15 lande.

 

Der var ligeledes stor interesse for de mange mere stationære ting på den store udstilling, hvor man blandt andet kunne møde repræsentanter fra Flyhistorisk Samling og kommende piloter fra flyveskolen.

 

Flyopvisning ved Danish Air Show

Det britiske opvisningshold Red Arrow leverede en spektakulær opvisning. Foto: Lars Bøgh Vinther / Forsvaret

Arrangørerne havde regnet med stor interesse for Danish Air Show, der ved forrige afvikling i 2014 tiltrak 90.000 gæster. I år kom der så betragteligt flere end det.

 

De mange mennesker skabte langt op af dagen problemer i trafikken, og mange sad i kø i lang tid, lige som nogle helt opgav at komme frem og vendte om. Også ved dagens afslutning var der problemer, da mange valgte af forlade flyvestationen på gåben, hvilket betød, at de indsatte shuttlebusser ikke kunne komme frem.

 

De trafikale problemer skaber visse panderynker hos arrangørerne, fortæller talsmand Ian Rix Kristensen

 

”Det kommer ikke bag på os at vi er blevet udfordret på trafikforholdene. Vi har i samarbejde med politiet og trafikstyrelsen gjort vores bedste på at forberede os og publikum ved blandt andet at udvide åbningstiden og have et fly fra Flyverhjemmeværnet på vingerne til at hjælpe politiet med at dirigere trafikken. Når det er sagt, tager vi naturligvis de mange klager alvorligt og vi tager dem med i vores evaluering med håb om at kunne gøre det bedre til en anden gang,” siger Ian Rix Kristensen.