Forsvarschefen: Vi skal udvikle Forsvaret 2.0

Interview: Tobias Roed Jensen

Hvad er Forsvarets kerneopgave?

”Det er at kæmpe og vinde. Og det er at forsvare kongeriget.”

Hvordan gør vi det?

”Det gør vi ved at indsætte soldater i domænerne. At forsvare kongeriget begynder i virkeligheden med NATOs østligste flanker. Det er én opgave, og det er derfor, at vi sender soldater til Letland en gang om året. Det er derfor, vi tager ansvar for Multinational Division North i Letland og har soldater i hovedkvarteret i Polen.”

Du har tidligere også nævnt Host Nation Support som en prioritet.

”Det er en anden opgave. Vi skal skabe en ”hård skal” over Danmark, så vi dels kan forsvare befolkningen, og dels være værtsnation for NATOs forstærkningsstyrker. Og sikre NATOs strategiske mobilitet. Så har vi en tredje opgave, som er antiubådskrigsførelse i havet mellem Grønland og Storbritannien. Og endelig som en del af forsvaret af kongeriget, som Grønland og Færøerne jo også er en del af, har vi blandt andet en overvågningsopgave i Arktis.

Hvis du skal prioritere de fire opgaver, hvad står så øverst?

”Førsteprioriteten er kongeriget. Det inkluderer Grønland og Færøerne. Anden prioritet, og det kan man jo læse i de politiske delaftaler, er vores nærområder, det vil sige Østersøområdet. Først derefter er det opgaver i resten af verden.”

Forsvaret er i gang med at implementere forliget 2024-2033. Er der noget i det, du synes er særlig vigtigt?

”Det er særlig vigtigt at udvikle Forsvarets kampkraft. Vi har ét forsvar nu. Det løser opgaver på den måde, vi nu kan, med det, vi har. Så skal vi udvikle Forsvaret 2.0. Altså et nyt forsvar med flere og andre kapaciteter end Forsvaret råder over i dag, så Forsvaret kan skabe sikkerhed for Kongeriget i rammen af kollektivt forsvar. Det er det, politikerne investerer i. Det er der to spor til. Det ene er at gøre kampkraften bedre i det forsvar, vi har. For eksempel rådighedsgraden af vores materiel; få fyldt op, sikre, at der er nok soldater og så videre. Det andet spor er ny kampkraft: Nye kapaciteter, nye enheder, moderne teknologi og måske erstatning af noget af det gamle, vi har.”

Der er sket rigtig meget især det seneste år. Er der noget på den korte bane, som er specielt for dig? Noget, som ligger dig meget på sinde?

”Jeg synes, det alt sammen er vigtigt. Ellers gjorde vi det ikke. En af de ting, der er rigtig vigtigt for mig, er den nye værnepligt, der blev besluttet i Delaftale 2. Den transformerer fuldstændigt måden at være værnepligtig på. Det er en kæmpestor opgave at få den nye værnepligt implementeret. Vi låner de unge mennesker af samfundet i en periode. Det forpligter. I særlig grad fordi jeg selv startede som værnepligtig. Vi skal have rullet den nye værnepligt sikkert ud, sådan at de nye værnepligtige forstår opgaven som relevant og som en, de kan se sig selv i. Der er det udstyr, de skal bruge. Der er faciliteter, de skal bruge til at uddanne sig, der er steder, de kan opholde sig, når de ikke lige bliver uddannet. Der er alle de ting, der skal understøtte uddannelsen og, som skal være på plads, så det bliver en god oplevelse for alle. Med den transformation, der skal ske på det område, kommer vi nok til at lave nogle fejl, og der vil i processen opstå nogle ting, som vi skal lære af, men at få det sat ordentligt i søen er en enorm forpligtelse, jeg har til mig selv; at få det gjort ordentligt. Det er en helt central ting for mig.”

Kan du nævne andre eksempler?

”Noget, der er helt nærliggende for mig, er Accelerationsfonden. Politikerne har bedt mig accelerere kampkraftopbygning i de to spor, jeg talte om. Det er helt centralt, synes jeg. Inde i det spor, der hedder Accelerationsfonden, var det første, jeg gjorde, at beslutte, at vi genetablerede en Air Defence Wing i Danmark, som skal favne det jordbaserede luftforsvar, som vi ikke har haft i over 20 år. At få det bygget op er også rigtig, rigtig vigtigt for mig.”

Forsvarschefen afprøver udstyr under et besøg i Letland. Foto: Frederikke Frederiksen / Forsvaret

Hvilke krav stiller denne store opbygning af kampkraft til personellet?

”Det er vigtigt, at man forstår behovet for hastighed og omstillingsevne. At få gjort tingene nu. Det er nu, vi får sat retningen for opbygningen. Vi skal forklare soldater og medarbejdere, hvad målet er, hvad retningen er. Og få det omsat til virkelighed.”

Vi kan læse i FE’s trusselsvurdering, at der ikke går mange år, før Rusland vil være en endnu større trussel mod os. Hvordan prioriterer vi mellem kampkraft nu og lidt mere kampkraft senere?

”Man skal ikke se opbygningen af kampkraft nu og senere som serielt. Det er parallelt. Begge ting skal ske samtidigt, og det kan man også se i de beslutninger, vi træffer. For eksempel laver vi nogle midlertidige løsninger, som så skal erstattes med mere permanente løsninger. Så der er forskellige sammensætninger. Hvor vi tidligere har været meget optaget af, at alt skulle se ens ud, er vi i vores indkøb måske lidt mere kludetæppeagtige nu. For eksempel i den tunge brigade har vi IKK’er og Piranhaer, og snart har vi også Patria. Det er det, vi kan få, og det er det, der kan komme ud at virke hos soldaterne hurtigt. Et andet eksempel kunne være luftforsvar. Det kan godt være, at der er ét system, jeg gerne vil have, men hvis jeg kan få en kapacitet ud af at sammensætte fra forskellige systemer, så vil det være det, jeg er fortaler for.”

Forsvaret af kongeriget begynder på NATOs østlige flanke. Her er forsvarschefen på besøg ved det danskledede hovedkvarter i Letland. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

Hvordan ser du NORDEFCO og det nordiske samarbejde i det hele taget?

”Det er et godt spørgsmål og et meget, meget vigtigt emne. De fem nordiske lande er tilsammen den 10. største økonomi i verden. Vi er ikke helt ens, men vi har den samme baggrund. At Finland og Sverige er kommet med i NATO har skabt en helt anden dynamik og indebærer, at vi har alle chancer for at koordinere og støtte og blive støttet af hinanden. Det nordiske samarbejde er gået fra at være noget, vi gik til en gang imellem, til at det nu er dybt seriøst militærprofessionelt og nødvendigt. En anden vigtig ting er, at vi formentlig kommer til at være i den samme del af NATO. NATO har et nordområde, et centralt område og et sydområde, og de nordiske lande kommer til at være i det samme område. Det er i hvert fald – som jeg læser det – det, der er hensigten. Og det giver yderligere et incitament til at arbejde tæt sammen. Det kommer automatisk til at afføde mulighed for at træne sammen og måske endda have enheder sammen. Der er allerede gode eksempler på, at vi løser opgaver sammen. For eksempel deles Danmark og Sverige om at have en enhed i Letland. Vi tager et halvt år hver, og det er en rigtig god arbejdsdeling. Vi deler i øvrigt lejren derovre. I forhold til Norge har vi et samarbejde om Seahawk, som Norge nu også har købt. For at skabe en mulighed for at de implementerer hurtigere, uddanner vi norske besætninger her i Danmark, så nordmændene kan få et forspring inden de får deres egne helikoptere. Den slags vurderer jeg, at vi kommer til at se mere af.”

De nordiske lande har samarbejdet om at skabe den nye uniform, NCU. Kan man forestille sig andre lignende fælles anskaffelsesprocesser?

”NCU er et rigtig fint projekt, og det er jo begyndt for længe siden. Vi har også lige købt norske missiler som erstatning for de Harpoon-missiler, som vi donerede til Ukraine, så der er vi allerede fælles. Når vi for eksempel skal ud at bygge skibe, har vi kigget på, hvad der er af erfaring der. Om vi måske kan anskaffe sammen eller samme skibsdesign og få en større ensartethed i tingene. Derudover bruger vi alle, bortset fra svenskerne, F-35, og det vil sige, at der også er samarbejdsmuligheder der. Det, vi skal sikre os, og det er uanset, hvad vi gør, er interoperabilitet. Det er kernen. Så kan udstyret godt være lidt forskelligt. Men jeg tror bestemt, vi vil se større sammenfald, end vi har set tidligere.”

Hvad med samarbejde på det taktiske niveau?

”Vi skal i NATO-systemet skabe nogle hovedkvarterer. I stedet for at vi alle laver hver vores, så fordeler vi det sådan, at Norge for eksempel tager lufthovedkvarteret, og så er det dér, vi gennemfører den funktion. Finland tager meget naturligt landdelen, og Sverige og Danmark har så nogle andre roller.”

Du har ansvaret for en masse skattekroner. Når man køber så meget og tager så mange beslutninger, er der vel også mulighed for, at man laver fejl? Hvordan håndterer Forsvarets Ledelse, hvis der bliver lavet fejl?

”Vi arbejder hele tiden på, at der ikke bliver lavet fejl. Men når man skal lave så mange ændringer i den hast, som der er behov for under de nuværende forudsætninger – alene mængden og den tid, der er til rådighed, og det, at vi ikke er blevet flere endnu – så er der risiko for at lave fejl. Det, der er min opgave, er hele tiden at kigge på tværs og sikre, at det bliver gjort rigtigt, og at der bliver sat nok ressourcer af til opgaverne. Hvis ikke vi allerede har lavet fejl, så kommer vi nok til at gøre det. Det må være tilladt. Men når vi opdager det, må vi erkende det og sige det, så vi kan rette op. Og så tror jeg, vi skal have den tilgang, at når vi skal omstille så hurtigt, så er det om at komme i gang. Så er der nogle ting, vi må løse hen ad vejen. Hvis retningen er den rigtige, så kan man godt justere kursen lidt, når man kommer længere ud ad vejen. Det er sådan, jeg ser på det. For eksempel opstarten af Air Defence Wing. Det er i regi af Accelerationsfonden. Og hvis nogen har kigget nærmere på tidslinjen, så blev Accelerationsfonden lavet, og så gik der ikke ret lang tid, før Air Defence Wing var oprettet. Et andet eksempel er Forsvarets Dronecenter, som vi har sat i gang på samme måde. I stedet for at planlægge i lang, lang tid i alle detaljer, så skaber vi hastighed. Det er en anden måde at gøre tingene på. Ofte sidder vi og venter på hinanden og den ene og den anden proces, der tilsyneladende er meget vigtig, men når det kommer til stykket, handler det om at få tingene gjort og komme i gang.”

Artiklen er oprindeligt trykt i Forsvarets medarbejdermagasin Honnør #10. Læs hele blandet her.