Før Anden Verdenskrig havde mange af de europæiske lande kolonier i Asien og Afrika. I 1950’erne og ’60’erne blev de fleste af kolonierne omdannet til selvstændige stater. Det gav ofte anledning til borgerkrige, hvor befolkningsgrupper eller politiske partier med våbenmagt forsøgte at få magten i de nye lande. Det gigantiske afrikanske land Congo fik en meget tumultagtig begyndelse som selvstændig nation. Området, der var på størrelse med Grønland, havde været en belgisk koloni. Belgierne havde ikke sørget for at uddanne landets indbyggere særlig meget, så da de i 1960 med kort varsel overlod Congo til lokalbefolkningen, manglede congoleserne forudsætningerne for at styre et land. Resultatet var kaos. Den nyoprettede congolesiske hær gik til angreb på de belgiere, som var tilbage i landet. Belgien sendte faldskærmstropper ind for at beskytte sine landsmænd. En af landets største og rigeste provinser – Katanga – erklærede, at den havde løsrevet sig fra Congo og nu var en selvstændig nation.

Den tidligere belgiske koloni Congo var ved at gå i opløsning. FNs generalsekretær – svenskeren Dag Hammarskjöld – bad landene i FNs Sikkerhedsråd om et mandat til, at FN kunne hjælpe Congo med at få genoprettet ro og orden og støtte landet med at opbygge statslige institutioner. Den 14. juli 1960 oprettede FNs Sikkerhedsråd FN-missionen Organisation des Nations Unies à Congo (ONUC), der skulle yde teknisk assistance til den meget uerfarne congolesiske regering, overtage militære stillinger, som tidligere var besat af belgiske faldskærmsenheder, uddanne Congos hær og politi og få provinsen Katanga til at trække sin løsrivelse tilbage.

Ingen danske kampsoldater

Danmark støttede ONUC-missionen med fly- og helikopterbesætninger, soldater fra militærpolitiet, soldater til transportkontrol, køretøjsteknikere, sanitetspersonel (læger samt administratorer af sanitetsdepoter) og stabsofficer. Omkring 1000 mand fra både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet deltog i ONUC i årene 1960-64. Grunden, til at Danmark hovedsageligt udsendte logistisk og teknisk personel til Congo, var, at ONUC foretrak, at kampenhederne bestod af afrikanske og asiatiske soldater. Næsten alle hvide soldater blev mistænkt for at være belgiere og var i fare for at blive overfaldet af congolesere, der var vrede på de tidligere koloniherrer. De mange små danske bidrag var med til at overvinde ONUCs mange udfordringer i det kæmpemæssige afrikanske land. 245 FN-soldater mistede livet under kamphandlinger på missionen (de danske omkomne døde af andre årsager). Til sidst lykkedes det ONUC at få situationen i Congo stabiliseret så meget, at landet kunne køre videre ved egen hjælp.