Henrik Ardén Petersen, deltager ved Invictus Games 2023 i Düsseldorff

"Fysisk aktivitet i en kontekst, hvor jeg føler mig sikker, gør mig til et mennesker, som jeg faktisk godt selv kan lide og et menneske, som jeg tør vise frem for andre.” Henrik Ardén Petersen, deltager ved Invictus Games 2023 i Düsseldorf. 

En plads på det danske hold til Invictus Games 2025 i Vancouver, Canada er en unik mulighed for at blive en del af et tæt fællesskab med andre veteraner, gennemgå et personligt udviklingsprogram, prøve dig selv af i flere (vinter)sportsgrene og at få en enestående oplevelse ved legene i Canada, der finder sted fra den 8. - 16. februar 2025. 

 

Det er en forudsætning for at blive en del af Invictus Games programmet, at du har været udsendt i en international mission, og at du har en fysisk eller psykisk skade, der kan relateres til din udsendelse. Det er ikke et krav, at din arbejdsskadesag er færdigbehandlet. 

 

Som deltager forpligter du dig samtidig overfor det danske Invictus Games program og de andre deltagere på holdet. Du skal også være opmærksom på, at deltagelse i træningsforløbet og selve legene kan opleves som krævende og til tider udfordrende for dig, der har PTSD. 

 

Informationsmøder om Invictus Games i foråret 2024

 

Som deltager skal du være forberedt på:

  • At indgå i nye meningsfyldte fællesskaber.
  • Dyrke personlig udvikling og en masse sport.
  • Kunne træne i en civil idrætsklub eller forening som del af din egen udvikling.
  • Deltage aktivt og konstruktivt både på og imellem træningssamlingerne.
  • Have 100% tilstedeværelse på træningssamlingerne - se datoer her under.
  • Bo på værelse med en holdkammerat ved træningssamlingerne og i Canada.

 

I forbindelse med legene i Canada skal du yderligere være opmærksom på, at du skal: 

  • Kunne gennemføre en lang rejse til mod Vancouver. Forvent en flyvetid på 12 – 13 timer.
  • Kunne sidde i en bus flere timer hver dag. Transporttiden i bus fra hotellet i Vancouver til sportsområdet i Whistler er ca. 1½ time - og tilsvarende for hjemturen.
  • Kunne få indrejsebevis = ESTA bevis til indrejse i Canada. Pletter på straffeattesten kan gøre det svært at få tilladelse til indrejse i Canada. Om en sag umuliggør indrejse afhænger af årsagen og hvor gammel sagen er.

 

Forløbet fra første samling og helt frem til og med legene i Vancouver skal ses som en kontinuerlig og sammenhængende proces. Det er derfor et krav, at du kan deltage på alle samlingerne. 

 

Datoer for samlingerne i 2024 og 2025 er:

  • Maj 2024, 23. – 26.
  • Juni 2024, 27. – 30. 
  • September 2024, 26. – 29. 
  • November 2024, datoerne er ikke fastlagt. 
  • Januar 2025, 4. – 11.
  • Invictus Games 2025 Vancouver, Canada finder sted fra den 8. - 16. februar 2025. (Inklusive rejse 6. - 17. februar)

 

Til dine pårørende:

Som deltager på holdet får du mulighed for at have en pårørende med til Canada. Dette er unik mulighed for din pårørende til at dele en sjælden oplevelse med dig og se hvad du har trænet til.

 

De pårørende bliver inviteret til en af de sidste træningssamlinger inden afrejsen. Her er deres deltagelse af stor betydning, da der vil blive givet vigtig information, der skal prøves tøj, tages billeder til akkreditering osv.

 

Hvis du vil invitere en pårørende med til Canada skal du og din pårørende være opmærksomme på:

 

  • Invictus Games er ikke en ferie. Det er en opgave, du giver din pårørende.
  • De pårørende skal kunne bære sig selv. Det vil sige, at de ikke selv har PTSD eller er afhængige af hjælp fra andre.
  • De pårørende skal bo på et dobbeltværelse med en anden pårørende.  
  • De pårørende skal være klar på lange dage, hvor man hepper enten i en sportshal eller på en skibakke.
  • De pårørende skal regne med meget tid på transport og endnu mere tid på at vente.
  • De pårørende skal forvente lange arbejdsdage, da de støtter, hepper og er tilstede fra tidlig morgen til sen aften.
  • De pårørende skal regne med, at de kommer til at gå meget. I Haag og Düsseldorf gik de pårørende ofte 25.000 – 30.000 skridt om dagen.
  • De pårørende kan se frem til en enestående oplevelse med deres deltager.

 

 

Ansøgningsprocessen:

Send en ansøgning med en kort præsentation af dig selv til Team Manager Jens Lunde på mail: fsk-c-mks07@mil.dk

 

Præsentationen skal indeholde:

  • En kort præsentation af dig selv inkl. hvordan du oplever udfordringerne af din skade i din dagligdag.
  • Oplysninger om dine missioner (missionsnavn og hold nr) og samt hvilke(n) mission(er) din skade kan relateres til.
  • En beskrivelse af dine personlige målsætninger for din deltagelse så konkret og præcist som muligt? Hvilken positiv ændring vil du have i dit liv efter Invictus Games?

 

OBS: Du bedes også oplyse, hvilke størrelser du bruger i t-shirt og shorts. 

 

Vær opmærksom på, at der er et begrænset antal pladser på det danske hold. Der kan derfor ikke garanteres en plads til alle ansøgere.

 

Spørgsmål?

Ved spørgsmål kan du kontakte Jens Lunde på tlf. nr.: 24 98 89 71

 

Ansøgningsfristen er: 12. april 2024

Sidst opdateret 7. februar, 2024 - Kl. 12.50