Hærens Historie

Kong Christian IV opretter to regimenter

Den 17. november 1614 befalede kong Christian IV oprettelse af to infanterikompagnier. Det var skelsættende, for hermed var grundstenen lagt til den hær, vi kender i dag; en nationalt opstillet, udrustet og uddannet militær organisation under regentens kommando.

 

Der var hårdt brug for en hær i 1600-tallet. Europa blev hjemsøgt af ødelæggende krige, og mellem Danmark og Sverige rasede en kamp om at overleve statsdannelser; en kamp der udviklede sig til en eksistenskamp for Danmark.

 

Værst så det ud under den svenske konges dristige togt over de tilfrosne bælter i 1658 i Første Karl Gustav-Krig, der udviklede sig til en katastrofe for Danmark, samt under belejringen af og stormen på København i 1659 i Anden Karl Gustav-krig, hvor Danmark stod på afgrundens rand. Det var kun med nød og næppe, at Danmark overlevede eksistenskampen.

 

Oven på den turbulente krigsperiode blev Hæren efter 1660 en stående hær, der primært bestod af hvervede, professionelle soldater. Den kom til at bestå af fast organiserede enheder af de "klassiske" våbenarter: Infanteri, kavaleri og artilleri. Ligeledes blev der organiseret en hærledelse og faglige myndigheder, blandt andet Artillerikorpset der varetog materieltjenesten, og Ingeniørkorpset der varetog fæstnings- og bygningstjenesten.

Den Store Nordiske Krig

Kampen mellem Danmark og Sverige fandt en foreløbig kulmination under den Store Nordiske Krig fra 1709 til 1720. Krigen genskabte en balance mellem de to stater, der holdt 1700-tallet ud. Trods det var der fortsat brug for en hær i 1700-tallet. Der var kold krig mellem Danmark og Sverige, hvor opstillingen af store, stående hære for at afskrække modstanderen var et afgørende led i kampen, ganske som vi kender det fra vor tids kold krig.

 

Den danske hær var i forhold til befolkningstallet en af Europas største. I slutningen af 1700-tallet skærpedes konflikten med Sverige, men den danske stat fik stadig sværere ved at skaffe penge til den stående hær. Efter en mobilisering af Hæren i 1762 blev der påbegyndt en række reformer, hvor udskrevne (bønder, der blev pålagt militærtjeneste) soldater kom til at spille en stadigt større rolle som supplement til de hvervede. De store landboreformer i slutningen af 1700-tallet var i høj grad også militære reformer, der skabte den personlige værnepligt, men foreløbig dog kun for mænd af bondestanden.

Napoleonskrigene

Ved indgangen til 1800-tallet faldt klokken i slag til endnu en eksistenskamp for Danmark, der blev inddraget i de langvarige og ødelæggende krige, der rasede i Europa. I 1801 blev København angrebet fra søsiden og i 1807 bombarderet fra landsiden, begge gange af briterne.

 

Tiden omkring Englandskrigene var en reformperiode, hvor en række militære reformer skabte den moderne mobiliseringshær, bygget på værnepligt. Hæren var delvist parat til krig i flere år og fuldt parat til krig under Anden Englandskrig fra 1807 til 1814. I krigens sidste fase deltog Hæren i kampe i Nordtyskland på fransk side.

Over 30 års fred

Perioden mellem afslutningen af Napoleonskrigene i 1814 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 blev en enestående lang europæisk fredsperiode, der kun blev afbrudt af få krige. Men ikke en periode uden alvorlige trusler mod Danmark.

 

Første halvdel af 1800-tallet var præget af spændinger mellem Storbritannien og Rusland, og som følge heraf så man fra dansk side - med Englandskrigene i levende erindring - truslen som enten et britisk eller russisk angreb mod Sjælland og København. Derimod så man ikke nogen trussel mod den jyske halvø. Dele af den danske helstat, hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, var medlemmer af Det Tyske Forbund. Det indebar, at forbundet overtog forsvaret mod det europæiske kontinent, men også at monarkiet blev forpligtet til at opstille et kontingent af soldater til den tyske forbundshær.

 

Efter freden blev der lagt vægt på at opretholde Hærens kadrer (faste officerer og personel) og materiel, således at der kunne ske en genopbygning ud fra dette grundlag. Konkret kom Hæren til at bestå af to hoveddele med hver sin opgave. Den største blev placeret på Sjælland, hvor den skulle udgøre et korps rettet mod den trussel, man så her, mens en mindre del blev placeret i hertugdømmerne, hvor den primært skulle udgøre forbundskontingentet.

De slesvigske krige

I 1848 fejede en række revolutioner over Europa. De ramte også Danmark, der var en helstat med to nationaliteter, dansk og tysk. I årene forud var der opstået nationale spændinger mellem de to grupper, og resultatet blev en langvarig, blodig og bitter borgerkrig, Første Slesvigske Krig 1848-1851.

 

Det blev en krig, der også hurtigt udviklede sig til en international konflikt. Den danske hær sejrede i krigens store slag, udfaldet fra Fredericia i 1849 og slaget ved Isted i 1850, men selv om sejrene havde meget stor moralsk betydning, forandrede de ikke den politiske situation og kun i begrænset omfang den militære. Ingen af parterne kunne gennemtvinge en løsning, og efter diktat fra stormagterne blev helstaten formelt genoprettet.

 

Krigsårene 1848-1851 betød store politiske omvæltninger. I 1849 blev der vedtaget en dansk grundlov. Grundloven sammenknyttede ret og pligt: På den ene side almindelig værnepligt og på den anden side politiske rettigheder. En vigtig paragraf i grundloven lød – og lyder - at "enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar."

 

Reelt lykkedes det aldrig at genoprette den danske helstat, og de nationale problemer blev stadig forværret. I 1864 kom Anden Slesvigske Krig, der blev en krig mellem Danmark og de to stormagter Preussen og Østrig. Den danske forsvarsplan byggede på erfaringerne fra Første Slesvigske Krig og indebar, at den danske landmilitære underlegenhed så vidt muligt skulle udlignes ved en defensiv krigsførelse på den jyske halvø blandt andet gennem befæstningsanlægs defensive styrke. Der var to led heri.

 

Et korterevarende forsvar ved Dannevirke-stillingen og et længerevarende ved Dybbøl-stillingen og Fredericia Fæstning. En række forudsætninger for forsvaret af Dannevirke var ikke opfyldt ved krigens udbrud, og som følge heraf rømmede Hæren stillingen få dage inde i krigen. I stedet trak man sig tilbage til Dybbøl og Fredericia. Ved Dybbøl blev der gennemført et langvarigt forsvar frem til den preussiske storm den 18. april 1864. Krigen endte som et smerteligt dansk nederlag, der kom til at præge Danmark og danskerne næsten helt frem til nutiden.

 

Reformer oven på nederlaget

Efter Krigen i 1864 blev der gennemført en ny hærordning, der tog udgangspunkt i erfaringerne fra de slesvigske krige. Hærens organisation blev styrket og udviklet. Ingeniørtropper var allerede i 1842 kommet til de tre "klassiske", der med den nye ordning fik de danske navne: Fodfolk, rytteri og artilleri. Hertil kom nu telegraftropper og forsyningstropper.

 

Efter 1864 levede Danmark i et stadigt mægtigere Tysklands skygge, og dansk forsvar kom i høj grad i fokus i det politiske billede. Gradvist tog en ide om at samle alt forsvar i et befæstet København form. En idé der blev til virkelighed i årene fra 1885 til 1894, hvor Københavns nyere befæstning blev opført. Befæstningen blev fra begyndelsen et stridspunkt i det politiske liv, men den blev på trods heraf hjørnestenen i dansk forsvar og Hærens virke til efter Første Verdenskrig.

Delvis mobilisering under Første Verdenskrig

I 1914 udbrød der krig mellem de europæiske stormagter. Mange havde forestillet sig en kort, glorværdig krig, men Første Verdenskrig fra 1914 til 1918 udviklede sig i stedet til en nærmest endeløs opslidningskrig. Krigen var blevet til en total krig. Efter Første Verdenskrig blev det forsøgt at skabe et nyt internationalt statssystem med FN's forløber Folkeforbundet, der skulle sikre mod nye krige, men uden held. I 1939 brød Anden Verdenskrig ud og varede frem til 1945.

 

Ved krigsudbruddet i 1914 blev der indkaldt en sikringsstyrke, der dels skulle sikre Hærens egentlige mobilisering dels sikre det befæstede København mod et overrumplende angreb. Sikringsstyrken nåede hurtigt op på over 60.000 mand, og den blev således en af Hærens største opgaver. Styrken blev reduceret i løbet af krigen, men bevarede alligevel et betydeligt omfang. Den lange periode sled alvorligt på såvel de faste befalingsmænd som på de genindkaldte soldater. Både sikringsstyrken og Københavns Befæstning var medvirkende til, at det lykkedes Danmark at holde sig ude af Første Verdenskrig.

 

Også efter Første Verdenskrig blev der lagt vægt på at opretholde Hærens kadrer og materiel, således at der kunne ske en genopbygning her ud fra. Samtidig blev det forsøgt at indhente verdenskrigens voldsomme udvikling på materielsiden, hvilket dog kun i nogen grad lykkedes. Som årene gik, blev det stadig sværere at få mål og midler til at hænge sammen. Fra politisk hold blev militære midler fra slutningen af 1920'erne tillagt en langt mindre rolle end under Første Verdenskrig. 1930'erne var en ressourcemæssig vanskelig periode for Hæren.

Den 9. april 1940 og besættelsen

Under Anden Verdenskrig lykkedes det ikke Danmark at holde sig uden for. I modsætning til Første Verdenskrig blev der efter udbruddet af Anden Verdens- krig kun truffet ubetydelige danske militære forholdsregler. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Det kom til kortvarige kampe i Sønderjylland og på Sjælland, men regeringen besluttede som planlagt meget hurtigt at indstille modstanden.

 

Fra politisk side valgte man en samarbejdspolitik over for besættelsesmagten. Hæren blev reduceret og senere samlet på Fyn og Sjælland. I løbet af de første besættelsesår vendte stemningen i befolkningen sig i stigende grad mod samarbejdspolitikken, og den blev umuliggjort af voksende modstandskræfter. Den 29. august 1943 gik regeringen af, og den reducerede hær blev overfaldet og interneret af besættelsesmagten.

 

De internerede befalingsmænd og andre blev efter nogen tid frigivet, og en del blev dirigeret ind i modstandsarbejde. Dels i form af Den Danske Brigade i Sverige, som blev huset og udrustet af svenskerne, dels i form af illegale militære modstandsgrupper.

 

Befrielsesdagene i maj 1945 var præget af stor nervøsitet, da det længe var usikkert, om Danmark ville blive befriet fra vest eller øst, og hvilke konsekvenser det ville få. De militære modstandsgrupper og Den Danske Brigade satte sig tungt på de centrale politiske "nøglepunkter", og det demokratiske system blev genetableret. Samtidig blev der taget fat på en yderst vanskelig genopbygning af Hæren.

 

Hærens organisation og personellets uddannelse var forsømt, og materielt stod man på bar bund. Men en række presserende opgaver måtte løses straks. Blandt andet bevogtning af tyske flygtninge og tidligere tyske anlæg, rydning af minefelter og meget andet.

 

Medlemskab af NATO

I de første efterkrigsår forhandlede de nordiske lande om et forsvarsforbund, men forgæves. I stedet valgte Danmark og Norge i 1949 under indtryk af den stadigt skærpede koldkrig mellem øst og vest at tilslutte sig den vestlige alliance, NATO. Medlemskabet stillede krav om en betydelig militær opbygning, der blev udmøntet gennem den ambitiøse forsvarsordning 1950/1951. Men det åbnede også for våbenhjælp fra USA og Canada, hvilket blev af meget stor betydning for opbygningen.

 

Hæren blev delt i en felthær, der skulle udgøre det forreste mobile landforsvar, og et regionalt forsvar der skulle udgøre et stedbundet lokalforsvar. Felthæren skulle bestå af et korps (enhed bestående af 2-3 divisioner samt yderligere kampstøtteenheder) i hver af landsdelene, Østre Korps og Vestre Korps, hver på et antal divisioner (hærenhed på 10.000-20.000 personer dannet af enheder fra alle våbenarter) samt korpstropper.

 

Divisionerne bestod af et antal regimentskampgrupper/brigader samt divisionstropper. Hertil kom Bornholms Værn, der skulle have brigadestørrelse (hærenhed på 4.000-5.000 personer dannet af enheder fra alle våbenarter).

 

I begyndelsen af 1950'erne blev den første uddannelsestid sat op til 18 måneder for at muliggøre et egentligt beredskab af kampklare hærenheder. Det regionale forsvar bestod af otte regioner, hvis enheder dels blev opstillet af Hæren i form af lokalforsvarsbataljoner (infanteribataljoner) og dels af det nyoprettede hjemmeværn og primært i form af et meget stort antal hjemmeværnskompagnier.

 

I 1950'erne blev det danske forsvar integreret i NATO's kommandosystem. Det byggede på en fælles NATO-kommando for hele Europa, der skulle træde i funktion i krigstid, og et system af lokale kommandoer herunder. En dansk overgang til NATO-kommando krævede dog, at Folketinget traf beslutning herom. Derimod skulle det regionale forsvar forblive under national kommando.

 

Den totale krig, der var virkeligheden under de to verdenskrige, blev i 1950'erne udgangspunktet for opbygningen af et dansk totalforsvar. Det skulle omfatte såvel det militære forsvar som civilforsvaret, alle former for civilt beredskab samt en række samfundsvigtige virksomheder og institutioner.

 

Motorisering og modernisering

1950'ernes hær var i høj grad en infanteri-tung, fodmarcherende hær. Men i 1950'erne og 1960'erne blev rammen om en gennemgribende motorisering af Hæren lagt, hvor såvel kamp- som kampstøtteenheder i stigende grad blev motoriseret, hvilket muliggjorde en langt mere bevægelig krigsførelse. En forudsætning for dette var den samtidige udbygning af Hærens kontrol- og kommunikationssystemer med nye radioer og andet signalmateriel.

 

Opbygningen i 1950'erne havde i høj grad erfaringerne fra Anden Verdenskrig som grundlag. Men i slutningen af årtiet gik tænkningen i retning af større pansring og mobilitet. Med forsvarsordningen 1960 blev der indledt en gennemgribende omorganisering af Hæren. Felthæren skulle nu primært bestå af seks panserinfanteri-brigader, hvor kampvogne og pansret infanteri skulle udgøre kernen.

 

I 1950'erne blev Vesttyskland medlem af NATO, og tyske militære enheder blev hurtigt en vigtig del af forsvaret af det dansk-nordtyske område. I 1962 blev der oprettet en dansk-tysk enhedskommando for NATO-styrkerne i Danmark og Slesvig-Holsten, der skulle føre styrkerne i krigstid. Med hensyn til landforsvaret blev Danmark delt i to, en kommando for landforsvaret af Slesvig-Holsten og Danmark vest for Storebælt og en kommando for Danmark øst for Storebælt. De to kommandoer skulle i krigstid overtage den føringsmæssige rolle, som korpsene tidligere havde haft.

 

Hæren i slutningen af Den Kolde Krig

Warszawapagtens militære opbygning i 1960'erne nødvendiggjorde et stadigt højere vestligt beredskab. I Danmark blev det udmøntet gennem forsvarsordningen 1973, hvor professionelle, fastansatte soldater skulle udgøre kernen i brigader og andre enheder. De professionelle soldater skulle styrke beredskabet og håndtere de stadigt mere komplicerede våbensystemer og materiel.

 

Omvendt blev antallet af værnepligtige og deres uddannelsestid reduceret. De værnepligtige udgik helt af beredskabet, men skulle dog fortsat udgøre hovedparten af mobiliseringsstyrken. 1973-ordningen var i store træk gældende for resten af Den Kolde Krig, men i 1980'erne blev antallet af værnepligtige og deres uddannelsestid igen forøget, og stampersonellet blev koncentreret om de mest komplicerede våbensystemer og materiel.

 

Efter Sovjets og østblokkens sammenbrud brød flere af koldkrigens "indefrosne" konflikter ud. I hjertet af Europa gik Jugoslavien i opløsning i en grusom borgerkrig.

 

Indsatsen i det tidligere Jugoslavien

Danmark bidrog med styrker til FN's fredsskabende og fredsbevarende indsats i det tidligere Jugoslavien. I 1992 blev der udsendt en dansk FN-bataljon til Kroatien og efterfølgende styrker til en lang række internationale opgaver i rammen af FN og NATO.

 

Det internationale samfund, med FN i spidsen, reagerede tøvende og usikkert på borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Men i løbet af 1990'erne blev kursen lagt om til en aktiv fredsskabende indsats med USA og NATO som drivkraft. Alt peger på, at en dansk FN-enhed spillede en vigtig rolle i dette skift. I foråret 1993 erklærede FN seks områder i Bosnien for "sikre zoner", som man ville beskytte med våbenmagt.

 

De nordiske lande udsendte en nordisk FN-bataljon til at beskytte et af dem i Tuzla-området. Danmark bidrog i lyset af opgavens vanskelige karakter med en kampvognseskadron. Eskadronen blev den tungest bevæbnede FN-enhed i det tidligere Jugoslavien. Tuzla-området var i foråret 1994 under serbisk belejring og voldsom beskydning. Også den nordiske bataljon blev i en lang række tilfælde mål for bevidst beskydning og direkte angreb.

 

Sent om aftenen den 29. april 1994 blev den danske kampvognseskadron sendt ud for at undsætte en svensk observationspost, der var under beskydning. Det skete på grundlag af en i forvejen forberedt undsætningsplan kaldet "Bøllebank". Undervejs kom også eskadronen under alvorlig beskydning og åbnede ild mod de stillinger, beskydningen kom fra.

 

Det udviklede sig til en to timer lang, alvorlig kamp, hvor der fra dansk side blev affyret 72 kampvognsskud. Kampen, der omgående blev døbt "Operation Bøllebank", blev omfattet af meget stor medieopmærksomhed, og de 72 skud gav genlyd verden rundt. Her var endelig det håndfaste svar, som mange havde sukket efter. Men også i Danmark gav de 72 skud genlyd. Operation Bøllebank blev i nogen grad et 1864 med omvendt fortegn.

 

Nogle af de alvorligste og mest tragiske begivenheder ramte danske FN-enheder i 1995, da den danske FN-styrke i Kroatien to gange blev ramt af kampe mellem de stridende parter. I august 1995 var den danske FN-styrke i Kroatien (Hold 7) gennem otte dage fanget imellem de kæmpende parter og blev alvorligt ramt af kamphandlingerne. Danske FN-lejre og -poster kom under kraftig beskydning og blev direkte angrebet.

 

En måned senere blev styrken (Hold 8) gennem flere dage tilsvarende fanget imellem de kæmpende parter og blev alvorligt ramt af kamphandlingerne. Den danske lejr Camp Dannevirke i Dvor blev den 18. september mål for direkte beskydning. Herunder blev en bunker ramt af en granat, der gennembrød den, hvorved flere soldater blev dræbt eller såret. I alt blev to danske FN-soldater dræbt og 14 såret den 18.-19. september 1995.

Hæren i Irak og Afghanistan

Verden blev for alvor global efter Den Kolde Krig – på godt og ondt. Terrorangrebene på USA den 11. september 2001 satte en ny dagsorden med krige i Afghanistan og Irak og terrorangreb i Madrid og London. Den nye dagsorden har betydet, at Hæren efter 2001 har deltaget i flere "fjerne krige", men også været med i opbygningen af et nyt nationalt totalforsvar.

Efter angrebene på USA blev NATO's "musketér-ed" (Artikel 5 i Washington-traktaten/NATO) for første gang aktiveret, og en bred koalition af lande angreb Al Qaedas baser i Afghanistan. Danmark bidrog ikke mindst med de danske specialstyrker, Jægerkorpset og Frømandskorpset, der indgik i en amerikansk kampgruppe af specialstyrker.

Efter den første Golfkrig i 1990'erne var forholdet anspændt mellem daværende præsident Saddam Husseins Irak og Vesten og ikke mindst USA. Efter 11. september 2001 blev forholdet yderligere forværret. I 2003 invaderede en amerikansk-ledet koalition Irak. Hæren deltog fra 2003 i stabiliseringen af Irak med en styrke, der blev indsat i det sydøstlige Irak som en del af de britiske styrker dér.

Den konkrete opgave var at skabe sikkerhed som forudsætning for udvikling dels direkte gennem militær tilstedeværelse og dels indirekte gennem uddannelse af irakisk politi og militær. Der skete en forværring af den sikkerhedsmæssige situation, hvor også danske styrker blev udsat for alvorlige angreb og danske lejre beskudt med raketter og og andre våben. Den danske styrke blev trukket hjem i 2007, og opgaverne blev overdraget til irakiske styrker.

Også i Afghanistan har Hæren deltaget i stabiliseringen med den konkrete opgave at skabe sikkerhed som en forudsætning for udvikling. Først i form af små "genopbygningsenheder" i rammen af britiske, svenske og tyske kontingenter, men senere med en større styrke i den sydlige, uroplagede Helmand-provins i samarbejde med de britiske styrker.

Indsatsen i Afghanistan har budt på de sandsynligvis hårdeste kampe i Hærens nyere historie. I 2006 udkæmpede danske styrker således meget voldsomme kampe om landsbyen Musa Qala, og i 2007 angreb allierede styrker i Helmand-provinsen Taleban og trængte dem ud af "den grønne zone" ved Helmandfloden.

 

Danske styrker deltog her i hårde kampe blandt andet omkring den fremskudte lejr, Camp Armadillo. I de senere år skiftede fokus i Afghanistan fra den direkte sikkerhedsskabelse med militære midler til den indirekte i form af uddannelse og træning af afghansk politi og militær.

Hæren har siden begyndelsen af 1990'erne en række hårde kampe og alvorlige begivenheder, der har medført smertelige tab samt mærket mange soldater og pårørende for livet. Men det var også en dybt professionel og kamperfaren hær, der fejrede 400 år i 2014.

Hæren har altid udviklet sig i forhold til omverdenens krav til den og den teknologiske udviklings krav til og muligheder for dens evne til at kæmpe. Siden 2014 har Hæren gennemført endnu en udvikling og omstrukturering. De seneste forsvarsforlig gav Forsvaret flere midler, herunder midler til at styrke Hæren. Årsagen var et ændret trusselsbillede som følge af russisk annektering af Krim-halvøen i 2014 og Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Herunder kan du se Hærens vigtigste internationale missioner.